Superliga

Interviewet der fældede Lockhart?

Læs her hele det store interview, hvor den nu færdige direktør i Brøndby taler ud om den økonomiske og sportslige krise.

BIF balancerer på et knivsæg 
Arbejdet med at få tilført ny kapital bliver ikke lettere af, at Brøndby IF trækker med flere uafklarede sager, der er trukket i langdrag og både sætter klubben i et dårligt lys og giver reel tvivl om, hvor stort hullet i kassen faktisk ender med at være.

Den ene handler om det berømte KASI Group-sponsorat og hvor meget KASI Group og Jesper Nielsen stadig skylder Brøndby på den gigantiske aftale, der siden 2007 i alt har indbragt Brøndby IF i omegnen af 200 millioner kroner.

I denne måned betaler KASI Group det sidste månedlige afdrag på lidt over tre millioner kroner efter den aftale, bestyrelsesformand Per Bjerregaard og KASI Groups Jesper Nielsen indgik i de sidste dage i 2009 om at stoppe samarbejdet.

I kontrakten har Brøndby IF også lovning på et engangsbeløb senest i juni 2013 på 41,3 millioner kroner minus det beløb, en eventuel ny hovedsponsor i Brøndby IF giver klubben på årsbasis. Men Jesper Nielsens KASI Group har i sit regnskab sået tvivl om, hvorvidt man kan og vil betale de 41,3 millioner kroner.

Og ifølge Tipsbladets oplysninger har Jesper Nielsen tidligere truet Brøndby IF med en retssag, fordi Nielsen mener, at Brøndby ikke havde gjort nok for at finde en ny hovedsponsor, hvilket ville have givet Jesper Nielsen en rabat i de månedlige overførsler til BIF svarende til hvad den nye hovedsponsor betalte.

Jan Lockhart siger det ikke direkte, men Brøndby-direktøren lyder til at være klar til at gå rettens vej for at få de 41,3 millioner kroner, hvis KASI Group ikke lever op til aftalen.

»Vi valgte at skrive om det i årsrapporten, fordi der har været meget tvivl om det. Han betaler de sidste rater, i størrelsesordenen tre millioner kroner, om måneden, og de sidste falder her i juni. Så ligger der så en anden sag med en garantiaftale, der i princippet dækker os ind indtil juni 2013. Jeg vil ikke sige andet om den aftale, end at den er der. For vores egen og Jespers skyld har vi stort fokus på at finde en ny hovedsponsor, og vi har gjort rigtig meget for det. Det er ikke lykkedes endnu, og det er beklageligt, men jagten fortsætter,« siger Jan Lockhart.

»Vi får ikke en aftale i samme klasse som med KASI Group. At sammenligne det med et Premier League-sponsorat er nok ikke helt forkert. Vi sætter målsætningen langt lavere i øjeblikket. Vi er for relativt nyligt blevet vurderet i vores nuværende situation til 10-12 millioner kroner. Det er sådan et mærkeligt tal, for det kan være langt billigere eller dyrere, alt efter ekstraudstyret. Sponsoratet bliver dyrere, hvis du skal have en sky-box med 24 pladser til hver hjemmekamp. Derfor er det nogle gange nogle sjove tal, der kommer ud i pressen, for det afhænger så meget af, hvilken type aftale det er. Skal du kun have trøjen, så bliver det også billigere end de ti millioner,« siger Jan Lockhart.

Den anden giftige sag handler om de feriepenge, en række danske klubber efter Spillerforeningens mening ikke har betalt deres spillere.

22. juni skal Brøndby IF i retten med Spillerforeningen og klubbens tidligere spillere Martin Ericsson, Thomas Rasmussen og Peter Madsen, der mener at have penge til gode. I alt kan Brøndby IF komme af med 27,5 millioner kroner til tidligere spillere, og skulle klubben tabe sagen [tankestreg] som i så fald helt sikkert vil blive appelleret [tankestreg] erkender Jan Lockhart, at man vil stå med et uforudset hul i regnskabet.

»Taber vi det hele med et brag, har vi et likviditetsproblem. Det kan alle få øje på. Men det bliver ikke aktuelt,« siger Jan Lockhart.

»Vi har tre sager, der formentlig kommer til at danne præcedens for de øvrige 54 sager. Derfor er sagen 22. juni af ekstremt vigtig betydning. Men jeg forventer, at vi vinder sagen, og det gør vores advokater også. Vi kalkulerer ikke med, at vi bliver frikendt helt på alle punkter, men på langt det meste forventer vi frikendelse,« siger Jan Lockhart, der ikke tror, at Brøndby risikerer at komme til at betale mere end nogle få millioner af de 27,5 millioner kroner, der er spillernes krav mod klubben.

»Nej, ikke noget, der minder om det [de 27,5 millioner]. Det mener jeg, fordi de juridiske rådgivere, vi har på vores side, har givet de kommentarer og vurderinger, de har. Derfor er jeg overbevist om, at vi i overvejende grad bliver frifundet. Vi kommer ikke i nærheden af de beløb,« siger Jan Lockhart.

Brøndby IF satser også på, at fortsatte besparelser vil hjælpe på balancen i økonomien, og Jan Lockhart kan ikke garantere, at der ikke kommer flere fyringer i klubben, selv om han understreger, at man lige nu har skåret helt ind til benet i antallet af ansatte.

»Det vil jeg ikke udelukke. Det kan jeg slet ikke. Vi skal gøre tingene så effektivt som overhovedet muligt. Finder vi på et tidspunkt ud af, at vi ikke gør tingene smart nok, så må vi være smartere. Og det kan betyde, at vi på et tidspunkt kan blive nødt til at sige farvel til medarbejdere. Der kommer ikke en signifikant nedskæring, for vi er allerede skåret langt ned. Men det kan ikke udelukkes, at der bliver skåret mere ned.«

Læs mere på næste side