OB’s cheftræner Kent Nielsen har haft nok at se til i løbet af vinterpausen i Superligaen. For det første er han blevet opereret i sit knæ, men mere væsentligt har han haft travlt med at evaluere i OB’s skuffende efterårssæson.
Nielsen har derfor gennemgået samtlige OB’s kampe fra efterårssæsonen på video i løbet af december, og han er nu klar til at tage hul på forårssæsonen.
– Jeg har været igennem alle vores kampe, og jeg har fået et indtryk af det hele. Jeg har ikke set alle kampe fra start til slut, men det er en god måde at få samlet tingene. I løbet af efteråret, hvor det hele kører, er der nogle temaer, men det hjælper mig at se alle kampe igennem igen og få det samlet i en helhed, siger Kent Nielsen til tipsbladet.dk.
Og hvad gik der så galt i det efterår, hvor OB indledte sæsonen som klar bejler til at komme i top seks, men sluttede som nedrykningskandidat med en skuffende pointhøst og kun 16 scorede mål i 21 Superliga-kampe. Det simple svar er manglende skarphed foran mål.
– Effektivitet afgør fodboldkampe. Det er vi alle bevidste om, og det er bare blevet understreget. Medieverdenen og fodboldverdenen bruger enormt meget tid på statistikker, og det kan godt give nogle fine input. Vi scorer højt på mange parametre, men det har ikke været nok for os til at vinde fodboldkampe. Vi vil stadig gerne score højt på mange fronter, men det er indiskutabelt, at effektiviteten og dygtigheden til at varetage mulighederne er altafgørende, siger Kent Nielsen.
Den erfarne træner dvæler dog ikke meget ved det skuffende efterår. For ham handler det om at se fremad mod foråret, hvor OB forventer at samle flere point. Det er allerede meldt ud, at klubben vil forstærke sig i vinterens transfervindue, men der skal også arbejdes på træningsbanen.
– Vi havde stillet større krav til os selv, og vi havde også selv større forventninger. Man kan vælge at dvæle ved det, eller man kan vælge at erkende, at det er sådan, situationen er lige nu. Vi er næstsidst og langt fra det, vi havde håbet på mere. Nu står vi her, og så må vi kigge på, hvad der kan bringe os tættere på at indfrie vores forventninger, siger Kent Nielsen.
– Det har været godt med en vinterpause, for det var et tungt og langt efterår. Vi sluttede fornuftigt af, men det gode ved en pause er, at folk kommer væk fra det hele og får ny energi til at angribe tingene på en anden måde. Jeg ville ønske, at vi havde flere point og var tættere på vores målsætning, men vi bruger mest tid på det daglige arbejde og vinde næste kamp mod Randers, tilføjer han.
Han lægger ikke skjul på, at der i løbet af vinterens træning skal arbejdes på at blive bedre til at lave mål.
– Der er et offensivt fokus. I bund og grund er det over hele banen, vi arbejder, men der vil være et øget fokus på offensiven. Vi vil have mere gennembrudshidsighed, og vi skal være mere tydelige i vores måde at gøre tingene på. Vi skal forsøge at få flere muligheder og få dem effektueret. Vi har en del spillere, der tidligere har scoret mange mål, og vi erkender, at vi som hold ikke har været dygtige nok til det i efteråret. Betyder det, at det vil fortsætte? Vi har en stor tro på, at vi har spillere, der kan lave mål, og det skal vi arbejde hårdt på at få til at lykkes endnu bedre, fastslår Kent Nielsen.
Stærk karakter – manglende kvalitet
Han hæfter sig ved, at OB gennem efterårssæsonen viste stærk karakter trods den megen modgang. Over halvdelen af holdets nederlag var kun med ét måls margin, og OB-træjeren oplevede ikke, at holdet faldt sammen eller viste opgivende attituder.
– Jeg oplevede det med omvendt fortegn i Aalborg, da det kørte godt. Alle spekulerede kraftigt i, hvad der ville ske, når det strammede til. Og man aner det ikke, før man har stået i situationen. Det er nogle mentale ting, som man kun kender, når man står i det. Vi tabte mange kampe i efteråret, og vi oplevede stort pres fra mange sider. Man kunne godt pege fingre af vores resultater, men man kunne ikke pege fingre af vores løbearbejde, ihærdighed og andre ting. Der var noget kvalitet, der manglede – det køber vi – men vi dykkede ikke som hold. Det var stærkt. Vi var meget pressede fra alle sider, men det har vi italesat overfor spillerne. Den mentale del fyldte meget i efteråret, og det kan den også komme til at gøre i foråret. Vi viste sunde signaler i en svær situation, siger Kent Nielsen.
Det ændrer ikke på, at OB er presset forud for forårsstarten i Superligaen. Klubben ligger næstsidst og kommer til at spille med i nedrykningsslutspillet i april og maj. Først venter dog fem kampe af grundspillet, og her gælder det om at samle så mange point som muligt, inden holdene fordeles i nye puljer.
Kent Nielsen spekulerer dog ikke meget på slutspillet endnu.
– Der er mange, der er begyndt at kigge på puljeinddeling og så videre. Jeg må bare sige, at det ligger så langt fra mig. Jeg tror mest på, at man skal sørge for at skrabe så mange point sammen som muligt. Det er det, det drejer sig om. Da vi begyndte denne sæson, var der nok ikke mange, der havde tænkt, at man gennem sæsonen ville se seks hold være højt på strå, mens otte hold ville være i krise. Sådan er det blevet. I løbet af efteråret var der mange hold, der fik prædikatet af at være i krise. Det er kommet med den nye struktur, hvor man stort set er i krise, hvis man ikke er i top seks. Før var der en nedrykningsstreg, men nu er stregen ved sjettepladsen, mener Nielsen, der ser stor jævnbyrdighed i Superligaen.
– Vi vidste godt, at Brøndby, FCK og FCM nærmest var selvskrevne til top seks. Det efterlader tre pladser, som seks hold havde et håb og en tro på at nå. Når det er sagt, synes jeg, at efteråret har vist, at der ikke er stor forskel på de enkelte hold. Pointmæssigt er der langt mellem holdene, men kampmæssigt er det ufatteligt tæt i Superligaen. Det har været bittesmå ting, der gennem en længere periode har gjort, at stillingen er sådan. Kampene er væsentligt jævnbyrdige, og det tror jeg, at alle klubber føler. Når vi spiller mod nummer tre eller fire, føler vi ikke, at chancerne for at vinde er mindre end, når vi møder nogen af holdene i bunden, siger han.
– Vi har aldrig prøvet at snakke os fra noget
Kent Nielsen lader sig ikke skræmme af udsigten til et forår, hvor OB i sidste ende kan havne i nervepirrende playoff-kampe om at undgå nedrykning.
– Vi er afklaret med, at det kan blive en mulighed, når vi er i den situation, vi er i. Jeg tror på, at man skal i talesætte tingene og kigge det i øjnene. Vi skal forberede os på det, men vi skal ikke begynde at snakke om det nu. Den bedste forberedelse er at spille mange gode kampe og vinde så mange kampe som muligt i løbet af foråret. Det er en konsekvens af strukturen, som er et kommercielt tiltag, som skal gøre det hele mere spændende. Nu kan det blive meget spændende for mange hold, siger Kent Nielsen.
Inden sæsonen havde OB en målsætning om at komme i top seks, men da dette mål nu er så langt væk, er det et andet succeskriterium, der hersker i Ådalen.
– I første omgang handler det om at blive gode til at vinde fodboldkampe. Det er hele nøglen til at komme ud af situationen. Det er det, der bliver nøglen for os. Vi skal tættere på vores egne forventninger. Det er det, vi arbejder hårdt på. Jeg har stor tro på, at vi kan lykkes, men tro gør det ikke alene. Det er stadig det hårde arbejde. Uanset hvor trætte folk er at høre om det, så er der ikke nogen lette løsninger. Der skal løbes meget. Der skal kæmpes meget. Der skal noget kvalitet ind. Vi har aldrig prøvet at snakke os fra noget. Vi tager den upfront, siger Kent Nielsen, inden han rammer temaet for foråret ind med en effektiv punchline:
– Efteråret var hårdt. Foråret bliver minimum lige så hårdt.

Landstræner glæder sig: – Det har jeg ventet på

Choksejr over Pogacar: ‘Lidt dårlig samvittighed’

Kæmpe triumf – ‘har sendt chokbølger’

‘Den største ydmygelse i vores historie’

Engelsk avis med kæmpe hæder til Jacob Ambæk

Peger på særligt problem fra dag ét

Engelske fans drillede Tuchel: Det var fantastisk

Shopamok: ‘Vi har gode snakke med FC København’

Profil afviste Benfica og Sporting for Danmark

Nyt transferrygte om Christian Eriksen

Værdien styrtdykker

Rolf Sørensen forstår ikke Vingegaard-beslutning

Helt vildt – Højlund fuldstændig forvandlet

‘Skræmmende – jeg græd, da de kørte’

Tidligere Superliga-stjerne klubløs som 28-årig

Opsøgt i Parkens omklædningsrum – fik klar besked

Stort Brøndby-ikon: ‘Jon Dahl nærmere en fiasko!’

Højlund jubler over landstrænerens plan

Brian Holm dybt overrasket – aldrig hørt lignende

Nedtur for Danmark

‘Jeg tror, FCK har brændt nallerne for ofte’

Tager opsigtsvækkende Pentz-beslutning

England er klar til VM

Schmeichel med Froholdt-advarsel: ‘Det er vigtigt’

Afsløret i ny dokumentar: ‘Det er lort’

Stort pres på Danmark – Skotland vinder igen

Kræver rekordbeløb

Undrer sig ‘enormt meget’ over Brian Riemers valg

Zidane flirter med kæmpe job

Stjerne ude på ubestemt tid

Her kan du se Silkeborg IF mod FC København

Stjernetræner erklærer sig klar til Sverige-job

Her kan du se Brøndby IF mod AGF

Nyt mareridt? Stjerne skadet efter 30 sekunder

Brøndby-kampen var et taktisk mesterstykke, men…

Tomassons afløser? ‘Han er en fantastisk leder’

Millioner til AGF? I dialog med Yann Bisseck

Vil hente dansk stjerne til januar

Chokerede spillerne kort før kampstart

Pariserinder kan drille i London

244 Superliga-kampe: Nu siger han stop

Superliga-profil skriver historie: ‘Folk gik amok’

Svensk boss: Derfor fyrer vi Jon Dahl Tomasson

Jon Dahl Tomasson fyret

Erkender sig skyldig i overgrebsmateriale med barn

Pogacar afslører problemer: ‘Kroppen var i chok’

Kæmpe forskel fra Danmark: ‘Man smiler lidt mere’

Bischoff udpeget til nøgleposition

Tauson færdig – i store smerter
