Video : Tipsbladet
Superliga

Optakt: AGF - FC Nordsjælland

AGF har tabt de seneste to kampe og har ikke vundet siden runde to - FC Nordsjælland vandt i seneste runde og er ubesejret i to kampe. Men hvad med mandag aften - hvem vinder i Aarhus.

Kampfakta:
Kampstart: Mandag klokken 18.30
Spillested: Ceres Park, Aarhus
Dommer: Anders Poulsen
På tv: TV 3 Sport 1 
Hashtag: #agffcn #sldk

Holdnyt:
AGF:
Det er første kamp efter transfervinduet lukkede, og der er sket ting og sager i Aarhus. Ind er kommet både nye kræfter til midtbanen, til kanten og til angrebet og forsvaret.

Angriberen Mustapha Bundu er en spiller hentet til fremtiden, mens der er anderledes klare forventninger til islandske Björn Daniel Sverrisson på den centrale midtbane, den australske kantspiller Christopher Ikonomidis og Jesper Juelsgård på venstre back. 

Juelsgård har udsigt til debut, da Dzhamaldin Khodzhaniazov fortsat er i karantæne, og mon ikke også der er genvalg til Björn Daniel Sverrisson på den centrale midtbane, hvor han blev kastet i kamp få dage efter sin kontraktunderskrivelse i Aarhus. Chris Ikonomidis har været med det australske landshold, der så sent som tirsdag spillede VM-kvalifikation, så australieren skal først til at lære Riddersholms spillestil og de nye holdkammerater at kende. 

Når det så er sagt træner AGF i den grad til en succesoplevelse To point i de seneste fem kampe er det blevet til, og skal stemningen omkring Riddersholm ikke fuse ud, skal AGF tilbage på sporet.

FC Nordsjælland:
FC Nordsjælland havde en forholdsvis rolig afslutning på transfervinduet, men styrkede sig de sidste dage med den kroatiske forsvarsspiller Karlo Bartolec, der er kommet til fra Lokomotiv Zagreb. Kroaten får formentlig debut i Aarhus, da FC Nordsjælland i på transfervinduets sidste dag, sendte Ramón Rodrígues til SønderjyskE.

Ellers er der pæne forventinger til kantspilleren Ernest Asante, der er hentet i norske Stabæk, hvor han viste masser af flair for både af skabe og eksekvere målchancer.

FC Nordsjælland kommer til Aarhus med en trup, der fortsat har mange skadede spillere - navne som Petry, Marcondes, Mtliga, Pedersen og Fellah kommer ikke i kamp i Aarhus, men da holdet senest var i kamp ude mod Lyngby, endte det alligevel med tre point med en 1-0-sejr. 

Til gengæld er Marcus Ingvartsen mål-varm efter sine scoringer for U21-landsholdet i sejrene mod både Wales og Rumænien, hvilket var med til at sikre holdet billetten til  næste sommers U21-EM-slutrunde.

Karantæne:
AGF: Dzhamaldin Khodzhaniiazov
FC Nordsjælland: Ingen

Bud på startopstillinger:
AGF (4-1-4-1): Jovanovic - Mikanovic, Backman, Soares, Juelsgård - Sverrisson - Spelmann, Olsen, Amini, Petersen - Rasmussen

FC Nordsjælland (4-3-3): Runarsson - Bartolec, Gregor, Maxsø, Lund - Lobotka, Køhler, Jensen - Asante, Ingvartsen, Donyoh

Vidste du, at…:
De seneste fire gange dommer Anders Poulsen har passet fløjten i en Superliga-kamp mellem de to klubber, er det endt med FCN-sejr. Dette funfact skal dog noteres med, at tre af de fire opgør blev spillet i Farum. 

Den seneste kamp mellem AGF og FCN afviklet i Aarhus endte med en klar 3-0-sejr til AGF på to scoringer af Kim Aabech og et af Mate Vatsadze. Men det var inden Riddersholm var trådt til som træner, og siden er begge spillere sendt videre.

Profilen:
Jesper Juelsgård får AGF-debut mandag aften efter en omskiftelig karriere de seneste år. Juelsgård skiftede i 2014 fra FC Midtjylland til franske Evian for at spille på et højere niveau end Superligaen. Desværre blev opholdet alt andet end en succes, da klubben rykkede ud af den bedste række og Juelsgård undervejs kun blev noteret for én ligakamp. I sommeren 2015 blev han så hentet til Brøndby, hvor han aldrig nåede at blive førstevalg, da Thomas Frank foretrak Riza Durmisi, og Alexander Zorniger ej heller havde Juelsgård som en del af fremtiden med det nye system i Brøndby.

Nu handler det så om at tilkæmpe sig spilletid i AGF, hvor udgangspunktet bliver en tvekamp med Khodzhaniiazov om spilletiden på venstre back. Men mandag er det altså Juelsgård, der får chancen. 

Dom:
Det bliver et hjemmehold, der må finde sig i at have et voksende pres fra de forhåbningsfulde fans på skuldrene. Det har været en resultatmæssig sløj omgang de seneste mange runder, og hvis kampen får udsigt af et tredje nederlag i træk, er det før set, at 12. manden på tribunerne vender sig mod spillerne. Derfor skal AGF frem og præstere, og kun en sejr tæller. 

FCN kan spille langt mere frit og skal lukrere på de opspilsfejl, som AGF'erne endnu ikke har fået luget godt nok ud i starten af sæsonen. Men billedet bliver uden tvivl AGF mest på bolden og et forsøg på at få krigere som Martin Spelmann og Stephan Petersen sat i scene med både dybe løb og ryk ind i banen, hvor begge kan være farlige, ligesom indlæg til Morten "Duncan" Rasmussen altid vil være en trussel. FCN skal bevare de kvikke fødder og lade bolden glide uden om AGF-presset - og så ellers få sat en varm Marcus Ingvartsen op sammen med Ernest Asante.

Troen på, at hjemmeholdet er stærkest - også grundet de mange skadede spillere i FCN - er størst. AGF får gang i målscoringen og vinder kampen 3-1.

Form, tabel, indbyrdes kampe: