Optakt: Hobro IK - FC Midtjylland
Illustration
Superliga

Optakt: Hobro IK - FC Midtjylland

Himmelstormerne fra Hobro IK tager imod FC Midtjylland i fredagskampen i Superligaen. Kan Hobro blive ved med at overraske i landets bedste fodboldrække?

Kampfakta:
Spillested: DS Arena, Hobro
Dommer: Peter Rasmussen
Kampstart: Fredag klokken 18.30
På tv: TV3 Sport 1
Twitter: #hobfcm

Holdnyt:
Hobro IK: Det er efterhånden blevet svært at sætte superlativer på oprykkerne fra Hobro. Klubben har taget Superligean med storm og har vist sig holdbar, kloge og dygtige. Tilgangen af Quincy Antipas var genial, for den lille hurtigløber har haft stor betydning for Hobro og har gjort en stor forskel. Samtidig hamrer angriber Mads Hvilsom mål ind på stribe - han er delt Superliga-topscorer med syv kasser, samme antal som Uffe Bech. Hvilsom var også på pletten lørdag, hvor klubben fik 2-2 i Silkeborg. Hobro spillede ikke nogen god kamp, men var alligevel foran med 2-1 indtil kort før tid. Truppen er skadesfri - Anders Egholm vendte nemlig tilbage i kampen mod Silkeborg. Jonas Damborg sidder over med karantæne.

FC Midtjylland: Klubben fra Heden har fået en flyvende start på sæsonen og indtager lige nu førstepladsen i Superligaen. Glen Riddersholms tropper har døjet med skader, men truppen, der er samlet i Herning, er så stærk i år, at der er kvalitet og dybde i truppen. Samtidig lader FCM til at være en klub, der har fået mere rutine og ro i spillet, fint eksemplificeret i kampen mod FC Vestsjælland, hvor holdet bevarede tålmodigheden og scorede kampens eneste mål 10 minutter før tid ved Sylvester Igboun. Riddersholm fik mod FC Vestsjælland Morten "Duncan" Rasmussen tilbage, men FCM har fået endnu en spiller på skadeslisten, da Rilwan Hassan har fået et vrid i knæet og er ude et par måneder. Jim Larsen er tvivlsom til opgøret og har vurderet, at det bliver en kamp mod uret - vi tror ikke, han er klar. Eyjolfur Hedinsson er skadet resten af efteråret, men Kristian Bak Nielsen er i truppen og kan måske få comeback mod Hobro. Tim Janssen, Frederik Møller og Kristoffer Olsson døjer med skavanker.

Karantæne:
Hobro IK: Jonas Damborg
FC Midtjylland: Ingen

Superliga-form:
Hobro IK: U-V-U-U-U
FC Midtjylland: V-V-V-T-V

Bud på startopstillinger:
Hobro IK (4-4-1-1): Rask - Bøge, Egholm, Justesen, Tjørnelund - Hvilsom, Hansen, Thomsen, Mikkelsen - Antipas - Berggreen
FC Midtjylland (4-2-3-1): Haugaard - Rømer, Banggaard, Sviatchenko, Lauridsen - Sparv, Andersson - Sisto, Poulsen, Igboun - Rasmussen

Vidste du, at...:
De to klubber har arbejdet tæt sammen - i hvert fald har Hobro IK spillere, der er uddannet i FC Midtjyllands akademi. Mads Hvilsom og Jesper Bøge kommer begge fra akademiet i Herning, og begge har haft stor succes i Hobro. Hvilsom er topscorer, og Bøge har fået en flot start på sæsonen. Kampen er også speciel for FCM's Jesper Lauridsen. I sidste sæson var han udlejet til Hobro og med til at rykke klubben i Superligaen, nu er han fast mand på FC Midtjyllands hold. Han kommer til at stå over for Mads Hvilsom, og det skal nok blive en spændende duel.

Dom:
Fire af de seneste fem kampe er sluttet uden vinder, når Hobro har været en af de to aktører i kampen. Omvendt har FC Midtjylland ikke delt en eneste gang i denne sæson, så hvad tror vi på? FCM har set stærke ud denne sæson, og trods skader har de styrke på de fleste positioner. Hobro var presset mod Silkeborg, og Hobro var reelt heldige med at få point. Men vi tror ikke på, at den går længere. Hobro har spillet uafgjort de sidste tre gange, og nu kommer Superligaens tophold på besøg, og det bliver for stor en mundfuld for Hobro. FCM tager fra Hobro med en sejr på 2-1.

Følg kampen LIVE på tipsbladet.dk - klik her