Pascal Gregor vil bruge U21-EM som udstillelsesvindue
Jan Christensen / Getty Images
Superliga

Pascal Gregor vil bruge U21-EM som udstillelsesvindue

Andreas Maxsø har allerede meldt, at han forlader FC Nordsjælland senest til sommer, og nu bliver der sået tvivl om Pascal Gregor også snart kan være fortid.

FC Nordsjælland går fem spændende kampe i møde. Når Superligaen starter i midten af februar, skal klubben forsøge at komme i slutspillet, som de pt. er fem point fra at være i. Til at hjælpe dem har de to gode forsvarsspillere.

Den ene er Andreas Maxsø, der i dag har sagt til tipsbladet.dk, at han forlader klubben til sommer, og den anden er Pascal Gregor. Begge er en del af U21-landsholdet, der til sommer skal til EM i Polen, og til forberedelserne til den oplevelse, er der først en tur til Dubai med afrejse fredag.

Det ser Pascal Gregor frem til.

- Det bliver et vildt spændende forår, og det gælder virkelig om at gøre det godt på turen til Dubai, for selv om man er med i truppen nu, er der lang vej til EM-billetten. EM er et stort mål for mig, men vi er mange om pladserne i den endelige EM-trup, så det gælder om at vise sit bedste hele tiden, siger han til FC Nordsjællands hjemmeside.

Mens Maxsø har sagt, at han forlader klubben, kan Gregor også være fortid efter EM-slutrunden. Han ser det i hvert fald som en god mulighed til at tiltrække opmærksomhed.

- EM-slutrunden vil være en kæmpeoplevelse og et godt udstillingsvindue. Man skal gribe chancen og vise sig frem på de store scener, når muligheden er der, siger Pascal Gregor.

Men først skal han udtages til den endelige EM-trup under Niels Frederiksen. Til det har han opskriften klar.

- Opskriften er at være klar hele tiden. Nu skal jeg sørge for at gøre det godt i Dubai og så gælder det om at præstere for FCN og få en fast plads på Superligaholdet i foråret. Det meste af den næste måneds forberedelser foregår heldigvis under varmere himmelstrøg med en stribe træningskampe, siger Pascal Gregor.

Mens EM først er til sommer, starter Superligaen for FC Nordsjælland til februar. Her åbner de Superliga-ballet med et hjemmebaneopgør mod lokalrivalerne fra Lyngby fredag den 17. februar klokke 18.00.