Randers sender serber hjem uden kontrakt
Superliga

Randers sender serber hjem uden kontrakt

Den serbiske angriber Ognjen Mudrinski håbede på en aftale med Randers FC, men det bliver ikke i denne omgang.

Transfervinduet er på vej ind i sine afsluttende døgn. Det betyder travlhed i flere klubber, hvor store beslutninger skal træffes forud for foråret. I Randers FC er man også på udkig efter spillere, der kan forstærke den kronjyske trup. I godt en uge har klubben derfor haft besøg af en serbisk angriber, hvor 24-årige Ognjen Mudrinski fik chancen i Alka Superliga-truppen. 

Mudrinski har leveret et udemærket indtryk i Randers, mens han var med i testkampen mod AC Horsens senest. Den serbiske "Hulk" udtalte tidligere på ugen, at han håbede på en aftale med Randers FC, men det bliver ikke i denne omgang. 

Det melder Randers lørdag eftermiddag: 

- Vi har evalueret nøje på ham, og han har gjort det udmærket i prøvetræningen. Men vi har besluttet os for ikke at tilbyde Ognjen en kontrakt, i hvert fald ikke i denne omgang, siger sportschef Ole Nielsen til klubbens hjemmeside.

Randers FC åbner foråret i Alka Superligaen med en hjemmekamp mod SønderjyskE.