Riddersholm trods skader på samlebånd: Vi overlever i Superligaen
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Riddersholm trods skader på samlebånd: Vi overlever i Superligaen

AGF har været hårdt ramt af skader til bærende spillere i dette forår, men cheftræner Glen Riddersholm forbliver optimistisk på sit holds vegne.

Niklas Backman. Daniel A. Pedersen. Mikkel Rask. Björn Daniel Sverrisson. Og nu senest Morten "Duncan" Rasmussen. 

Listen over spillere fra AGF's centrale akse, der har været skadet i dette forår, er ved at være lang, og det har sat holdet under pres. I flere kampe har midtbanespillere været nødt til at vikariere i forsvaret, og AGF's resultater har lidt som en konsekvens af blandt andet de mange skader.

Den sportslige nedtur har fået alarmklokkerne til at ringe, og efter nederlaget til OB i søndags sagde direktør Jacob Nielsen blandt andet, at situationen lignede noget, man havde set tre gange før i AGF, underforstået i nedrykningssæsonerne. 

Flere har da også peget på AGF som en mulig nedrykker i denne omgang, men cheftræner Glen Riddersholm tror på sit hold.

- Jeg blander mig ikke så meget i det. Jeg kigger på, at vi skal levere gode præstationer og vise, at vi har så meget kvalitet, at vi overlever i Superligaen. Jeg går på job hver dag fast i den overbevisning, at vi også er et Superliga-hold i næste sæson, siger han til BT.

Han fortalte tidligere på dagens til tipsbladet.dk, at "Duncan" er tvivlsom til den første kamp i slutspillet mod VIborg FF, men at hans forår ikke er i fare. Det er nok meget godt, for AGF har brug for alle mand.

Holdet har i øjeblikket henholdsvis fem og otte point op til Silkeborg IF og AaB på de pladser, der sikrer overlevelse i Superligaen.