Ro om Thomas Delaney inden vigtig FCK-måned
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Superliga

Ro om Thomas Delaney inden vigtig FCK-måned

FC København er tirsdag taget på træningslejr i Østrig. Med ombord på flyet var anfører Thomas Delaney, og alt tyder på, at han også kommer med hjem igen.

Spillet om Thomas Delaneys fremtid er i fuld gang. I sidste uge fortalte FCK-manager Ståle Solbakken til tipsbladet.dk, at han regner med, at Thomas Delaney forlader klubben denne sommer. Dog ser det ud til, at et salg af midtbanespilleren lader vente på sig. 

Tirsdag rejste FC København-truppen til Østrig, hvor klubben skal være på træningslejr den kommende uges tid, og med ombord på flyet var anfører Thomas Delaney. Meget tyder på, at han også er FCK-spiller, når truppen vender hjem til København igen om en uges tid. 

Ifølge tipsbladet.dk's oplysninger er der i øjeblikket ingen henvendelser eller forhandlinger om Thomas Delaney, og det forlyder, at forventningen i FC København er, at der fortsat vil gå noget tid, før interessen for Thomas Delaney for alvor blusser op i udlandet. Thomas Delaney har en frikøbsklausul på omkring fire millioner euro, og FC København er ikke interesseret i at lytte til tilbud, der er lavere end dette. Allerede i sidste uge fortalte Ståle Solbakken, at interessen for Delaney indtil videre har været lav, og det har altså endnu ikke ændret sig. 

Dermed ser det ud til, at FC København kommer til at råde over Thomas Delaney i den kommende tid, der er vigtig for klubben. Midt i juli begynder Superligaen således, og der er også kampe i Champions League-kvalifikationen på programmet. Det vil ikke være overraskende, hvis Delaney fortsat er i klubben til den tid, men det er også en sandhed i fodboldens verden, at tingene kan gå hurtigt. 

Det tyrkiske medie gsgazete.com sætter tirsdag Thomas Delaney i forbindelse med den tyrkiske storklub Galatasaray, men dette er et rygte, man ifølge tipsbladet.dk's oplysninger ikke skal tage alvorligt. 

Indtil videre er Thomas Delaney altså fortsat FCK-spiller. Det store spørgsmål er, hvor længe han bliver ved med at være det. Svaret blæser i vinden.