Slutspil er det mest sandsynlige i ny Superliga
Alka Superliga
Superliga

Slutspil er det mest sandsynlige i ny Superliga

Hvordan skal den nye Superliga se ud? Tipsbladet sætter fokus på strukturdebatten i dansk fodbold.

Tipsbladet sætter i fredagens avis stort fokus på den aktulle debat om strukturen i dansk fodbold, hvor mange mulige modeller debatteres. 
 
Det hollandske analysefirma Hypercube er hyret til at komme med forslag til en ny Superliga-struktur, men det er et følsomt emne, som der er mange holdninger til. 
 
Herunder følger et par uddrag af artiklen om den kommende Superliga-struktur, der meget vel kan ende med en model, hvor et slutspil indgår: 
 
”14 hold i Superligaen og et form for medaljeslutspil med de seks øverste (det kan også ende med de fire eller otte øverste) og et nedrykningsspil med eller uden hold fra 1. division i bunden af Superligaen er det mest sandsynlige. På den måde bliver det – ligesom med fordelingen af tv-penge i dag – i udstrakt grad op til det enkelte holds præstationer på banen, hvor stor en del af kagen man får. Topklubberne får et slutspil og dermed flere kampe mod hinanden, som er attraktive både økonomisk og sportsligt i form af stærkere matchning.” 
 
”Den største knast kan blive holdene i bunden af Superligaen og toppen af 1. division, fordi forskellen sportsligt og økonomisk i dag er meget stor. Der kan playoff eller større slutspil med adskillige kampe – og fordelingen af tv-penge – være et kompromis, så afstanden mellem bunden i Superligaen og toppen af 1. division bliver mindre sportsligt og ikke mindst finansielt. Så vil klubberne på hver side af hegnet mellem Superligaen og 1. division utvivlsomt diskutere livligt, om der skal tages point med over i et op- og nedrykningsslutspil – de forhandlinger bliver ikke nemme. Antallet af point, der tages med over i ethvert slutspil, bliver et stridspunkt. Spillere og trænere, givetvis også mange fans, vil være kede af, at resultaterne i et grundspil ikke tæller fuldt ud i slutstillingen - til gengæld vil hollandske Hypercube argumentere for, at halveringer af point fra grundspil eller lignende tiltag vil give mere spænding end i den nuværende Superliga, og spænding er økonomisk attraktivt.”
 
[…]
 
”Det bliver sin sag for Divisionsforeningens direktør Claus Thomsen at styre processen, og så skal det slutspil, der muligvis skal til i et kompromis, også lige sælges til fans på stadion og foran tv-skærmen, for ikke at tale om spillere og trænere. Ellers var der jo ingen grund til, at Hypercube brugte en masse kræfter på at høre alle.”
 
Læs mere: De 24 klubber i Superligaen og 1. division diskuterer slutspil og antal hold i Danmarks to bedste rækker. Alle siger, de er klar på forandring for fællesskabets skyld, men risikovilligheden og viljen til kompromis vil blive testet til det yderste i de næste to måneder, indtil klubberne skal træffe en endelig beslutning om turneringsstrukturen op til et bestyrelsesmøde i DBU 20. juni. En Superliga med 12 eller 14 hold er det mest sandsynlige udbytte, og en version af slutspil i toppen af Superligaen og mellem Superligaen og 1. division ligner nøglen til, at klubberne når en løsning, alle er nogenlunde tilfredse med. En model, der sandsynligvis vil føre til fire årlige kampe mellem FC København og Brøndby IF og drabelige alt-eller-intet forårskampe i et nedrykningsspil i bunden af Superligaen. Læs hele historien og få overblik over de mulige modeller i en ny Superliga i Tipsbladet, der er på gaden fredag.