Genk-dansker om belgisk ligastruktur: For mange ligegyldige kampe
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Superliga

Genk-dansker om belgisk ligastruktur: For mange ligegyldige kampe

Brian Hamalainen har i fire år været fodboldspiller i belgisk fodbold, og han er ikke fan af den struktur i landets liga, som af mange nævnes som inspiration for en ny turneringsform i Superligaen.

Brian Hamalainen har fra 2011 været fodboldspiller i belgisk fodbold, hvor han har tørnet ud for først Zulte-Waregem og senest Genk, og dermed har den tidligere Lyngby-profil oplevet på egen krop, hvad det belgiske ligasystem egentlig er for en størrelse, når man som fodboldspiller er en del af det.

Netop den struktur, der er i belgisk fodbold, nævnes i denne tid som en inspiration for Divisionsforeningen, der har indledt et samarbejde med det hollandske firma Hypercube. De skal præsentere et forslag til den struktur, der i de kommende år skal være konturerne af den danske liga, og da forbilledet er den belgiske liga, er det et system, som Hamalainen kan fortælle mere om.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så er jeg ikke den store tilhænger af denne type struktur, som der er i Belgien, siger han til tipsbladet.dk.

I playoff-spillene er der en risiko for, at kampe i playoff II, hvor holdene, der slutter mellem syv og 14 ender og kæmper om en plads i Europa League, kan blive uden betydning, og det giver en dårlig liga, fortæller danskeren videre.

- Jeg har lagt mærke til, at der er mange kampe, der ender op med at blive ligegyldige, fordi spillerne i sidste ende helst bare vil på ferie, eller fordi de føler, at nu har sæsonen været lang nok. Jeg synes ikke nødvendigvis, at det er den bedste måde at gøre det på. Den første sæson (I Zulte-Waregem, hvor Hamalainen var fra 2011-2013 red.), hvor vi lige akkurat redder os med en 13. plads og kommer i det andet playoff-spil, var vi glade for at redde os.

- Alt var godt, og vi skulle bare i gang med de sidste kampe, før der var ferie. Så bliver kvaliteten ikke særligt god, og det bliver nogle lange kampe. I det her system er der mange kampe, hvor det kan være svært at sætte sig op, hvis mentaliteten ikke er der. Det bliver for mange kampe, hvor der ikke umiddelbart er meget at spille om, siger Hamalainen, der også kan mærke på fansene til kampene, at opmærksomheden hurtigt daler i de ligegyldige kampe.

Han fortæller, også at holdene ofte kan underpræstere i grundspillet for så at levere gode præstationer i playoff-spillet og til slut tage mesterskabet for næsen af hold, der bredt set har gjort det bedre. I Belgien ryger nummer et til seks i et playoff-spil, hvor vinderen med de fleste point efter 10 kampe, hvor alle møder alle, og det er Genk-danskeren ikke vild med.

- Jeg synes ikke, at det er en helt fair måde at gøre det på. Der kan være et hold, der har været klart bedst over 30 kampe, og som har slået alle hold, og så kan du have et hold, der måske ender som nummer seks, og som vinder en masse kampe i slutspillet, så de kan ende op med at blive mester. Det kan jeg fornemme, at mange spillere er trætte af, siger Brian Hamalainen, der også fornemmer en klar forskydning i opmærksomheden fra omgivelserne.

- Playoff I er selvfølgelig det mest attraktive, og det er også det, der får mest opmærksomhed. Jeg synes ikke, det er det bedste system. Det kan man mærke på supporterne. Der er lidt for mange kampe, der ender op med at blive ligegyldige, hvor mange af holdene har ikke det store at spille. Så daler kvaliteten drastisk, siger Hamalainen.