Tidligere AGF'er forud for Brøndby-kamp: 0-7 sidder stadig i baghovedet
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Tidligere AGF'er forud for Brøndby-kamp: 0-7 sidder stadig i baghovedet

Nogle kampe husker man selv gennem en lang karriere, og Danny Olsen har ikke glemt AGF's 0-7-nederlag til Brøndby IF for et år siden. Han tror og håber dog på et bedre udfald denne gang for sine game holdkammerater.

Der var spillet 52 minutter, og Brøndby var allerede foran 5-0, da Danny Olsen kom på banen. Ud gik den unge Michael Zacho, der spillede sin første kamp fra start i karrieren. 

AGF havde brug for noget rutine på banen, så det århusianske hjemmehold kunne stoppe blødningen. Det lykkedes ikke helt. Et kvarter senere havde Brøndby scoret to gange yderligere til 0-7, der endte med at være kampens resultat.

- Det var første og forhåbentlig sidste gang, jeg har prøvet at blive skiftet ind, når den står 5-0. Det var ikke en særlig sjov kamp at komme ind i. Den hænger da stadig i baghovedet. Gennem ens karriere er der kampe, man kan huske bedre end andre. Det her var et af de største nederlag, så det er selvfølgelig en af dem, man godt kan huske, fortæller den tidligere AGF'er Danny Olsen til tipsbladet.dk.

På søndag mødes AGF og Brøndby igen i Århus. Igen er det i sjette spillerunde. Og denne gang falder kampen én dag før årsdagen for 0-7-massakren. Resultatet var et af de mest markante i dansk fodbold i årevis. 

Dels fordi et hold tabte med syv mål; det er kun sket syv gang i Superligaens historie, og den seneste lå tilbage i 2005. Ingen hold har tabt med mere end syv mål. 

Men resultatet var også markant på grund af optakten, hvor optimismen omkring AGF blomstrede. Det var Glen Riddersholms første hele sæson, det var få måneder efter pokalfinalen, og AGF havde fået en okay start på sæsonen med syv point. Og så skete det.

- Vi vidste egentlig godt, at kampen var tabt, da vi kom ind til pause (ved stilligen 0-4, red.). Glen sagde, at vi skulle stoppe blødningen og prøve at lave et mål, så vi kunne vinde anden halvleg. Så gik der kort tid, før de fik scoret til 5-0 (to minutter, red.). Derfra handlede det om at komme igennem kampen på ordentlig vis og ikke slå op i banen, siger Danny Olsen.

Op til kampen for et år siden handlede meget af dækningen om den historiske rivalisering mellem AGF og Brøndby, og hvordan det især for århusianerne var årets vigtigste kamp. Af samme årsag gjorde nederlaget ekstra ondt.

- Når spiller i AGF, er der nogle slag, som man gerne vil komme godt ud af. Det er, når man spiller mod Randers og Brøndby, især på hjemmebane. Der må være noget at revanchere for en klub som AGF på søndag. Det ærgrer mig, at vi selv spiller klokken 16, for jeg ville gerne komme ud og se den og støtte de gamle drenge, siger Hobro-spilleren Olsen.

- Jeg bor stadig i byen og følger stadig meget med i, hvordan det går AGF. Jeg håber, det går dem godt i den her sæson. Jeg synes, deres hold er blevet meget stærkt, så jeg tror, det bliver et rigtig godt brag.

Selv om Danny Olsen forlod AGF for et par måneder siden, ser han i dag et hold, der er bedre rustet til at håndtere den modstand, som et 0-7-nederlag på hjemmebane giver. Også selv om holdet er kommet dårligt fra start i denne sæson med blot en enkelt sejr.

- Holdet er meget stærkere mentalt nu. Nedrykningsspillet modnede holdet rigtig meget. Jeg ser AGF være stærkere i år, end de har vist i de første par kampe. Glen og Friis (assistenttræner med fornavnet Lars, red.) har en rigtig god filosofi, men den har brug for tid. Den tid kommer til at gøre AGF godt, spår Danny Olsen.

En revanche mod Brøndby vil formentlig også gøre holdet godt.