Transferplanen: AaB vil beholde profilerne
Illustration
Superliga

Transferplanen: AaB vil beholde profilerne

AaB bliver en inaktiv spiller på transfermarkedet, men kan blive tvunget til at handle, hvis klubbens største profiler bliver solgt.

Transfervinduet er åbnet, og rundt om i landets Superliga-klubber arbejdes der på at optimere truppen frem mod den kommende forårssæson. Nogle skal købe, andre skal sælge, mens man i nogle klubber håber på lav aktivitet.

Frem mod transfervinduets lukning den 31. januar gennemgår tipsbladet.dk de danske klubbers transferplaner med alt hvad det indebærer af rygter, realiteter og ønsker.

Klub: AaB

Status:
AaB har gjort det over al forventning i denne sæson og overvintrer på Superligaens andenplads. Derfor er der heller ikke grund til de store ændringer i truppen, men klubben kan blive nødt til at sælge ud i stakken af profiler på grund af en dårlig økonomi, og sker det, bliver det spændende, om de igen kan trylle en Superliga-profil frem fra klubbens ungdomsafdeling.

Gennemførte handler
Ind:
Jeppe Curth (lejeretur, FC Midtjylland)
Gilli Sørensen (B36 Thorshavn)

Ud:

Mulige tilgange:
AaB har fået Jeppe Curth tilbage fra FC Midtjylland og hentet færingen Gilli Sørensen i B36 Thorshavn. Det bliver så godt som det, der kommer til at ske på tilgangssiden i AaB denne sommer. Der er ikke penge til store armbevægelser, og der kommer formentlig kun flere tilgange, hvis der forsvinder nogen den anden vej.

Mulige afgange:
Kasper Kusk står forrest på affyringsrampen. Han har en frikøbsklausul på 4,5 millioner kroner, der gælder frem til den sidste uge af transfervinduet, hvorefter AaB selv kan bestemme prisen. Går FCK eller Brøndby på markedet for at finde en kantspiller, kan de meget vel blive fristet af at hente Kusk, der har været AaBs mest afgørende spiller i efteråret. Også Lasse Nielsen kan blive solgt. Hans kontrakt udløber til sommer, og han vil gerne afsted, hvis det rigtige tilbud kommer. Nordjyderne accepterede et bud på omkring fem millioner kroner fra Amkar Perm i sommer, og kommer der et bud i samme prisklasse, slår AaB til. Desuden fik Nicolaj Thomsen sit gennembrud i efteråret og har med garanti sikret sig plusser i mange opkøberes bøger, men et salg af ham er ikke lige så oplagt som med de to andre.

Jeppe Curth kan blive lejet ud igen, hvis Kent Nielsen og Allan Gaarde vurderer, at der er offensivspillere nok. FC Midtjylland ville gerne beholde ham, men vil formentlig vente til slutningen af transfervinduet med eventuelt at slå til, hvis de stadig føler, de mangler en spiller, der kan spille både central midtbane og angriber. Curth har derfor de næste par uger til at overbevise ledelsen om, at han kan tage kampen op med Rasmus Jönsson, Anders K. Jacobsen, Søren Frederiksen og Lukas Spalvis.

Antal spillere i førsteholdstrup: 25