Lasse Nielsen bliver trods Amkar Perm-bud
Illustration
Superliga

Lasse Nielsen bliver trods Amkar Perm-bud

Allan Gaarde forventer ikke den store aktivitet i AaB i dag. Det betyder, at Lasse Nielsen formentlig bliver, selv om russiske Amkar Perm tidligere på sommeren var enig med AaB om prisen på ham.

Lasse Nielsen har stået på spring til større udfordringer hele sommeren. Klubber fra Championship i England, fra Holland, Belgien og Frankrig har interesseret sig for AaB-forsvareren, mens en russisk klub tidligere på sommeren sågar var enig med AaB om en pris i omegnen af fem millioner kroner.

I følge tipsbladet.dks oplysninger er der tale om den russiske midterklub Amkar Perm, der i juni fyrede træneren og ansatte Terek Groznys trænerteam med den tidligere russiske landsholdsspiller Stanislav Cherchesov i spidsen. Da Amkar Perm var blevet enige med AaB, var Lasse Nielsen og hans agent Mads Winther klar til at tage til Rusland for at snakke personlige betingelser med russerne, der dog sprang fra i sidste øjeblik. Derfor kom Nielsen og Winther aldrig afsted, og derfor blev en handel aldrig til noget.

Derfor sagde Winther også i sidste uge, at han regner med, at det var 80-20 på, at der ikke skete noget med Lasse Nielsen i dette transfervindue, og AaB's sportschef Allan Gaarde fornemmer tydeligvis det samme.

- Jeg regner ikke med, der sker noget, så jeg betragter det her vindue som mere eller mindre lukket for vores vedkommende. Men der er vel stadig omkring 12 timer tilbage, så jeg kan ikke garantere noget. Der kan pludselig ske noget, men som sagt regner jeg ikke med noget hverken den ene eller den anden vej, siger Allan Gaarde til tipsbladet.dk uden at ville komme ind på nordjydernes og Lasse Nielsens flirt med Amkar Perm.

Tidligere på sommeren blev belgiske Gent meldt interesseret i Lasse Nielsen.