Trods splid: Keller vil fortsætte som Randers-anfører
Foto: Ernst van Norde/Polfoto
Generelle

Trods splid: Keller vil fortsætte som Randers-anfører

Christian Keller er ked af situationen omkring Jonas Borring, men har ikke overvejet at stoppe som anfører i Randers.

Der er splid i Randers FC's omklædningsrum efter, at det er kommet frem, at anfører Christian Keller har indledt et forhold til Jonas Borrings tidligere hustru. 

Det har skabt meget fokus og debat omkring Christian Kellers position i Randers FC, hvor han er anfører, men midtbanemanden har ikke tænkt sig at droppe sin rolle. Det fastslår han over for BT.

- Nej, jeg fortsætter bare. Det ændrer ikke noget for mig. Det eneste, det ændrer, er bare, at Jonas ikke er der mere. Sådan er det. Jeg kommer til at være den samme person og fortsat være anfører for Randers FC, som jeg vil give alt for. Jeg holder af alle mennesker i klubben, og min arbejdsopgave er den samme. Hverdagen fortsætter, og vi træner og forbereder os til kampen i weekenden. Men selvfølgelig vil der være noget snak om det. Jeg er jo ikke helt idiot, så det er jeg da klar over, siger Christian Keller til BT.

Christian Keller fortæller desuden til avisen, at han er ked af situationen omkring Jonas Borring, og at han har tænkt sig at tale med sin holdkammerat. 

Randers FC meddelte tidligere på ugen, at Jonas Borring er fritaget fra træning og kamp på ubestemt tid. 

Læs hele historien om balladen i Randers FC her.