Eriksen-mirakel og Høgh-hyldest: Tør øjnene!

FYN ER SOM bekendt fin, og for dem, der har let til tårer, så er det her ugens to bedste og vel nok mest rørende nyheder fra fodboldverdenen skal findes. Om to kæmpe profiler, der har eller har haft døden helt tæt på. 
• Lars Høgh er blevet optaget i Fodboldens Hall of Fame.
• Christian Eriksen er tilbage på træningsbanen.

INDRØMMET: NÅR MAN er en garvet fodboldkommentator, så er brændstoffet tit det kritiske, det vrede, det gennemborende – nå, ja – det sure.  Det skriver man som regel godt på…
En gang imellem, så må hjernen, hjertet, fingrende og tasturet dog vendes 180 grader – og så ellers bare have den positive mine på. Det sker i dag.

AT LARS HØGH er blevet indlemmet i Fodboldens Hall of Fame bør være nogenlunde lige så populært som øl til en julefrokost, men det er heldigvis også buldrende fortjent.

Manden bag miraklet i Madrid, vanvittige 817 kampe for OB, tre mesterskaber og et helt liv i dansk fodbolds tjeneste taler for sig selv.
Nej, otte landskampe er absolut ikke prangende, men nu havde Danmark tilfældigvis Peter Schmeichel på kassen i den periode…
At netop Lars Høgh har været en af hovedarkitekterne bag Kasper Schmeichels fantastiske udvikling som målmand binder da også en smuk sløjfe på den historie.

HELDIGVIS HAR har komitéen bag indlemmelsen af Lars Høgh i Fodboldens Hall of Fame udvist rettidig omhu.
Det er jo ikke just nogen hemmelighed, at Lars Høgh kæmper en kamp mod kræften som keeperen næppe kan holde fra netmaskerne. Derfor er det helt på sin plads, at indlemmelsen sker nu, så man ikke som med Richard Møller Nielsen og Henning Jensen kom en postgang for sent

TILBAGE I 2017, da fodboldenglen Henning Jensen var død, skrev jeg følgende:

’’Alene det faktum, at Henning Jensen vandt mesterskabet i både Tyskland, Spanien og Holland er rigeligt til en plads i det fine selskab, men nu må han – som Richard Møller Nielsen – desværre opleve den ære fra første parket i fodboldhimlen. Så med Henning Jensens triste og tidlige død in mente kommer her en opfordring til Fodboldens Hall of Fame om, at hædre de danske fodboldlegender, mens de stadig selv kan påskønne og deltage i den anerkendelse.’’

DET ER GJORT – og tak for det.
Også for, at det ikke kun er de sportslige resultater, der tæller, men at det er et kig på hele Lars Høghs betydning for dansk fodbold. Præcis det blik, der fik Simon Kjær nomineret til Ballon d’Or.  Klasse!

JEG MÅ OGSÅ indrømme, at Christian Eriksens tilstedeværelse på OB’s træningsanlæg lige fik et temmelig stort smil frem hos undertegnede.
I marts 2010 sad jeg på Ernst Happel Stadion i Wien og overværede Christian Eriksens debut på det danske landshold – og jeg sad også den gruopvækkende aften i Parken i sommer, hvor Christian Eriksen kollapsede og flirtede lidt for voldsomt med et farvel til denne verden.

I DEN PERIODE – både på godt og ondt – var han den fodboldmæssige mest interessante spiller på landsholdet, og uden at skulle dybdeanalysere Christian Eriksen for voldsomt, så har det altid slået mig, hvor glad han var for at spille fodbold.
At legen med bolden var så dybt forankret i ham, at han nærmest trak vejret gennem fodbolden – om det så var for sjov i haven eller på det største fodboldarenaer i verden.

DERFOR HAR JEG også hele tiden tænkt, at det kunne han ikke slippe, at kærligheden til fodbolden var for stor – og hvor er det da fedt, at han må føle sig så tryg, at han så småt er i gang med en form for fodboldtræning.
Om det så bliver til Fynsserien eller Premier League er sådan set underordnet.
Selvfølgelig har B.T.’s nyhed fra i går skabt forhåbninger hos fodboldfans verden over, men foreløbig ligger sejren for Christian Eriksen i, at han vil, tør og ikke mindst kan.