Verdens bedste vikar? Ja, men ikke nok til jobbet

HÆL, HÆL, KASSE! Er du rundskæv for en scoring Danmark plottede ind til 1-0 mod Serbien.

Jamen, skal vi nærmest tilbage til Michael Laudrups kigvæk-aflevering til Ebbe Sand mod Nigeria i 1998 for at finde noget så elegant? Det er lige før.

Christian Nørgaard til Albert Grønbæk, hælaflevering til Yussuf Poulsen, hælaflevering tilbage til Grønbæk, der rasende elegant lige får sparket bolden over den hårdtkæmpende serber og ind i rusen. Klasse-kasse.

NÅ, JA – MAN KUNNE JO selvfølgelig indvende, at Yussuf Poulsens saksespark til 2-0 var mindst lige så godt. For det var flyvende godt – og ikke mindst akrobatisk, af en mand i Poulsens alder, at få vendt og drejet kroppen så synkront perfekt. 

Kampen mod Serbien var vel også det perfekte svar fra Poulsen til de kritkkere, der ikke rigtig har kunnet forstå, at han stadig er en del af landsholdstruppen. 

MEN ALTSÅ, skal vi ikke bare sige, at de danske fodboldfans blev voldsomt forkælet af lækre mål i Parken og bag tv-skærmene i kampene mod serberne, der på forunderlig vis kunne holde europamestrene fra Spanien i at score i deres Nations League-møde.

OK, sat lidt tabloidt op, så viser det også, hvor solid en indsats Danmark leverede på en brandvarm søndag i september, men skal sandheden frem, så var Serbien svage offensivt og til at tale med defensivt.

ALLIGEVEL SÅ HAR vi altså Lars Knudsen som vikarierende landstræner med en fuldstændig perfekt rekordliste. To kampe, to sejre, fire mål scoret, nul lukket ind.

Læg bare oven i regningen, at han har været modig i sine valg – og turde gå nye veje. Albert Grønbæk som starter i begge landskampe var det næppe mange, der havde forudset, men hvilken succes.

En stor, stor opfindelse af Lars Knudsen, der heller ikke har været bleg for at hive Christian Eriksen ud af begge kampe relativt tidligt – eller bruge løs af bænken. Skønt.

Vi kunne også tale god energi på holdet, en fornyet tro på tingene, fremadrettet tankegang, et genfundet presspil.

Eller at troen på det danske landshold er langt større, end den har været siden VM i Qatar. 

SKAL HAN SÅ ha’ jobbet permanent?

Nej, han må stille sig tilfreds med, at han har leveret stort set perfekt, men der skal i min verden trods alt mere til end to opgraderede træningslandskampe på hjemmebane for at blive dansk landstræner. Forhåbentlig da.

Der skal lidt flere meritter på CV’et, men man må fanden fløjteme tage hatten af for kanon-Knudsen, og det han har leveret med landsholdet. Vi efterlyste fornyelse, optimisme og offensiv tankegang.

Det har vi store træk fået – og alt det bedste til Morgen Wieghorst, men det virker ikke holdbart at lade ham komme tilbage. Så fortsæt heller med Lars Knudsen, indtil den permanente træner er fundet.

PIERRE EMILE HØJBJERG ligner også en, der har genfundet sig selv efter Kasper Hjulmands stop og vel nærmest har det højeste landsholdsniveau, han nogensinde har haft. Hvilken styrmand, hvilken kaptajn. Her er virkelig en de andre kan læne sig op af. Fra det første til det 90. minut.

Det samme kan man desværre ikke sige om Christian Eriksen, der var helt usynlig – borset fra dødboldene – mod Serbien. Hvor længe kan det blive ved med at gå?

TIL GENGÆLD runder vi lige af på landskampsugens store opfindelse og oplevelse, Albert Grønbæk.

Altså, hvor man kan melde sig ind i hans fanklub? Nej, det er ikke alt, der lykkes, men for en i h…., hvor der sker noget omkring ham.

Hele tiden i bevægelse – og oftest mod modstandernes felt, så spilbar, så hurtigtopfattende og så god til at læse medspillernes tanker.

På den led er han nærmest blevet et symbol på den friskhed, der var så savnet på det danske landshold – og det skal Albert Grønbæk bestemt ikke være ked af.