EfB har fanget sig selv i en fortælling om kaos

Hvis Esbjerg fB har beholdt deres seneste trænere på lønningslisten, til deres kontrakt udløber, er der fire cheftrænere, der skal have løn i klubben for resten af juni. Jonas Dals kontrakt løber lang tid endnu, Colin Todds udløber først i næste måned, Lars ”Lungi” Sørensens løber resten af året, og John Lammers er netop blevet ansat.

Jeg ved ikke, om klubben stadig betaler løn til Todd og ”Lungi”, eller om den bare har betalt dem ud, men deres kontraktudløb siger alt om den omskiftelighed, der har præget klubben i de seneste år.

Jeg har været i Esbjerg mange gange i foråret, og jeg har hørt flere mennesker i klubben tale om, at det var simpelthen så dejligt, at der endelig var faldet ro på. Efter de massive udskiftninger i truppen i vinter og ansættelsen af Lars ”Lungi” Sørensen virkede det endelig til, at trænerne og spillerne havde fået en arbejdsro, de længtes efter.

Så kom nedrykningen, den følgende udrensning i spillertruppen (man forventer, at et tocifret antal spillere forlader klubben) og senest fyringen af træneren. Den tredje trænerfyring på lige under et år.

Roen, hvis den nogensinde nåede at indfinde sig sådan for alvor, er væk. Igen i går kogte sociale medier over med skriverier om, at klubben var et galehus, og at det hele sejlede. Det kan godt være, at det var den rigtige beslutning at fyre ”Lungi”, når nu ham og sportsdirektør Ted van Leeuwen ikke var enige, men EfB er ved at blive fanget i sin egen kaos-fortælling. De tre seneste års deroute har medført, at uanset hvad de gør nu, bliver det læst ind i den opfattelse, at kaos er normaltilstanden i det vestjyske.

Morten Bruun indrammede det glimrende på Twitter i går aftes:

Er der overhovedet sket noget positivt i Esbjerg fB i de sidste tre år? https://t.co/1frru6M0j1

— Morten Bruun (@Bruun6eren) 19. juni 2017

Det er der selvfølgelig; klubbens U19-hold vandt DM, dagen før førsteholdet rykkede ned, EfB har fået opgraderet trænings- og omklædningsfaciliteterne, og unge spillere som Anders Dreyer, Jacob ”Lungi” Sørensen, Jeppe Højbjerg og Mark Brink har etableret sig i eller lige i periferien af startopstillingen.

Men den altoverskyggende historie om EfB i disse dage, måneder og år er den om spildte muligheder, om fyringer, udskiftninger, kontroverser og om sportslig nedtur.

Inden for det sidste år er følgende sket. Direktøren er væk, hans afløser er væk, afløserens konstituerede afløser er snart væk, bestyrelsesformanden og ét bestyrelsesmedlem er væk, tre trænere er væk, 17 spillere er væk (med 10 yderligere på vej), 37 millioner er væk, 26 procent af tilskuerne på hjemmebane er væk. Og, vigtigst af alt, Superligaen er væk.

Det var meningen, at Ted van Leeuwen skulle tage et opgør med fortiden, men hidtil har han med to trænerfyringer og de berømte udskiftninger i truppen i januar fortsat stilen.
Det bliver ikke bedre af, at klubben netop i disse dage arbejder på at færdiggøre en kapitaltilførsel, der skal sikre driften i næste sæson. Det må alt andet lige være sværere at sælge et produkt, der er så indhyllet i det, som omverdenen opfatter som kaotiske tilstande. , at han godt forstod, hvis det var folks opfattelse.

Sponsorerne har tidligere vist loyalitet langt ud over, hvad man kunne forvente, og det er igen tilfældet, når og hvis EfB kommer i mål med de nye investeringer.

Marco Lund, der i øvrigt også har etableret sig omkring startopstillingen, sagde efter gårsdagens trænerskifte til bold.dk, at nu kan klubben forhåbentlig få ro og stabilitet. En frisk start. Men, som han tilføjede, ”det må efterhånden også lyde lidt som varm luft, for det har vi jo sagt de sidste tre gange, vi har stået i denne situation.” Det har han ret i. Men klubben har selv forårsaget uroen. Igen.

Før EfB selv skaber roen, får klubben den ikke foræret udefra.