Du får mål og succes, du får fisse, når du vil

Jeg er ret tosset med, at fodbold er sin helt egen verden; en boble, hvor magi og brutalitet eksisterer side om side, hvor virkeligheden bliver til noget lidt andet: Her kan mirakler ske, AGF er i pokalfinalen for første gang i 20 år, alt for tykke mænd kan have alt for stramme (hvide!) trøjer på, alle er i farezonen for at blive kaldt luder eller røvhul, selvom de måske i virkeligheden ikke er nogle af delene, og ja, her kan granvoksne GF-supportere, der har gennempisset deres egne shorts efter pålydende få fisse, når de selv vil.   

Det var det eventyr, jeg trådte ind i på Nedre C i Parken sidste uge til pokalfinalen – til den øredøvende lyd af RØVHUL på jysk, således at samtlige FCK-spillere den eftermiddag hed røvhul til efternavn, da de blev præsenteret: Nr 11, Andreas…RØVHUL. Fun stuff. Pokalfinalen er hidtil en af mine eneste live-fodbold-stadion-oplevelser i DK, på en og samme gang derfor fremmet og ny, og så helt og aldeles genkendelig og hjemlig, fordi jeg er fra Østjylland, og der blev talt drevent århusiansk den dag på Nedre C. Samt drukket store fadøl, og det taler jo lige ned i det tryggeste sted i den dybeste del af vores alle sammens folkesjæl. Jeg fik heldigvis lidt i nakken, da der blev udlignet. 

De dudes, der stod lige bagved mig, var heller ikke nærige med ‘det sagde han også i går’-kommentarer, noget, jeg altid værdsætter, hvis de bare er fantasifulde og velplacerede nok, og en fantasifuld kommentar, der igen lugtede lidt af magisk selvovervurdering var det i hvert fald, da den ene forholdsvis umotiveret sagde til den anden, at han drømte om at blive sugar daddy for en dame. Jeg kunne bare se på plæderjakken, at det ikke ligger i pipelinen. 

Den gængse fortælling om AGF-tilhængere er jo, at de i særegen grad lider af storhedsvanvid og jubeloptimisme. Når de efter en OK, men spæd sæsonstart allerede begynder at tale om, hvordan det bliver i Europa League. Og der er da en vis form for klassisk komik i at sælge skindet før bjørnen er skudt, når præstationerne – på trods af det seneste stykke tids ellers udemærkede trænere og det vel også udemærkede potenitale for forretningsudvikling, fordi AGF er et af Super Ligaens stærkeste brands – vedbliver med at være i bedste fald svingende. 

MEN, lad os ikke glemme, at succesraten indenfor både mål og fisse er direkte proportional med, hvor stor tiltro, du har til, at det kan lykkes for dig. Det handler om at tro på det. Og blive ved med at tro på det. På trods. (Og så selvfølgelig tage et nej for et NEJ, hvis det først når dertil, men det ved I godt).

Hvad der hænger uløseligt sammen med jubeloptimismen, og måske i højere grad kendetegner i hvert fald den samling af skeptisk indstillede intellektuelle eksilårhusianere i sluttrediverne og ørkenstøvler, jeg var sammen med den aften, er lidelseshistorien. Følelsen af det tunge kors enhver, der elsker AGF, er dømt til at bære. Og i enhver lidelseshistorie er der dels en smule selvtilfredshed og dels en mængde optimisme, det spinkle håb om noget bedre, ellers var der jo aldrig nogle, der kunne holde ud at være i den. Det handler om at tage sine slag længe nok, så skal det gode nok indtræffe. Sådan er det især i Århus. Det blev der snakket meget om efter kampen, lidelse og modstand. Om at AGF’ere på 20 år og derunder aldrig har vundet.noget.som.helst, og stadig holder fast.

(Et andet mere muntert emne den aften var moden indenfor kønsbehåring siden Beckham begyndte at barbere sine boller omkring Y2K).

Med den grandiøse selvfortælling in mente endte det faktisk lige som det skulle; AGF fightede hæderligt, men tabte til storebror. Så skal der heller ikke til at skrives en helt ny underligt fremmedartet vinderfortælling. 

Du behøver ikke at føle dig som en taber, bare fordi du taber, du kan sagtens få masser af fisse alligevel, kan vi alle sammen lære af AGF. Det eneste, der faktisk var genuint taberagtigt ved den eftermiddag var, at Helmig ikke var inviteret til at spille i Fælledparken til Århusfesten inden kampen. Big mistake. Huge.