Kære Nicklas | Tipsbladet.dk

Kære Nicklas.

Lord, B52, Wolf of Wolfsburg, du har så mange navne, jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde dig. Jeg ved ikke engang, hvad der driver dig, om du er i krise lige nu, hvem du egentlig er. Og det er også forståeligt Nicklas, så god er offentligheden heller ikke altid ved dig. Så længe, du bare selv ved det. Er der i virkeligheden nogle, der ved det, vil du så måske spørge – altså kender sig selv på den der Sokratiske måde – og nej, det er der måske ikke, det har du ret i.

Vi kan sagtens blive enige om, at vi stadig lider alt for meget af den vrangforestilling, at der findes en eneste sandhed om et menneske, og hvis vi bare graver længe nok efter den, så kan vi til sidst fortælle den helt rigtige historie. På den måde er du også blevet offer for din tid, Nicklas.

Der er blevet sagt så meget om din essens; dit store iboende potentiale, talentet, du er født med, og vi ved jo ikke, hvad vi skal stille op, når det ikke bliver forløst. Det er en af de største forbrydelser individet kan begå mod fællesskabet i dag, ikke at udnytte sit potentiale. Det er jo ikke for sjov, at førtidspensionisterne skal på arbejdsmarkedet igen.

Vi er alle sammen nødt til at bidrage med det bedste, vi har. Og det føler vi faktisk ikke altid, du gør Nicklas. Og så vil du ikke engang indrømme det.

Jeg ved ikke, om du nogensinde har set filmen Kundskabens Træ. Jeg har set den mange gange, men jeg er også vokset op i Østjylland, det er langt fra Amager.

Her siger tysklæren på et tidspunkt til Niels Ole, der laver lidt for meget ballade i klassen: ”Jeg synes ikke, man skal gøre så meget reklame for sig selv, når man ikke er bedre forberedt”. Det er lidt sådan, jeg tit har det med dig Nicklas. Når du går lidt for meget vodka galore, du ved, og får alt for lidt spilletid.

Nok er det blevet mere og mere tilgiveligt at skide på janteloven, og jeg har altid haft respekt for, at du ikke har givet meget for småtskårne bonderøvsattituder Nicklas, men derfor må dine præstationer jo gerne stå mål med graden af selvindsigt og selvfremføring.

Fodboldverdenen er befolket med pumpede mandlige egoer, flere der garanteret har været forbilleder, da du var dreng, men selv du må indrømme Nicklas, at fx Mourinhos unikke stil for arrogant showmanship er mest charmerende og mindre patetisk, når han samtidig vinder.

Når Ronaldos glitrede partyboy-æstetik fungerer for ham, så er det i sidste ende fordi, han slet ikke er en partyboy. Han leger bare, han er det. Men i virkeligheden er han altid den, der er bedst forberedt.

Nu kommer vi ikke med til Frankrig, Nicklas, og det er altså ikke kun din skyld. Du er rigtignok ikke i kampform, har mistet din afgørende hurtighed, og i går var der mindst et par stykker, der var bedre i luftrummet end dig. Men som du selv antyder, så er de andre, du er tvunget til at spille sammen med da også pænt uduelige, skulle jeg hilse at sige.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi netop også af den grund havde endnu mere brug for dig. Vi havde brug for det der forløste potentiale, en succes, en helt, der er rød og hvid. Især nu, hvor vi har besluttet os for at gå all in på danskhed. Så kan du jo nok se, hvor nederen det er, at vores landshold så er så elendigt?

Når alt er sagt og gjort, så er det jo kun fordi, vi inderst inde stadig gerne vil tro på dig Nicklas. At du stadig er din generations største talent. At du endelig og lige om lidt vil skinne klart som en slebet diamant.

Måske er det for sent, men du er også nødt til snart at begynde at spille. Sådan rigtigt. Spil, knægt bare spil – ligesom Rasmus altid har fået at vide af sin far Tommy Seebach, at han skal synge: Syng knægt, bare syng – og det er det, Rasmus gør. Også når det gør ondt. Især når det gør ondt.

AVIS ►

Joakim Mæhle i totterne på holdkammerat

KOMMENTAR ►

Trods 3-3: Strategisk brøler til 100 mio, Brøndby!