David Nielsen: Ikke noget personligt korstog

David Nielsen er efter seks år i udlandet tilbage i dansk fodbold, hvor Lyngby under hans ledelse skal laves til et Superliga-hold. Returen sker dog i skyggen af en farverig spillerfortid med disciplinære problemer. Og er der så ikke revanche til gode, vil mange måske tænke. Ikke for den 38-årige træner, der har beholdt bramfriheden, men i forbindelse med returen ikke skænker sin fortid og andres forhold til den mange tanker.

Fra 11. juli 2015. Genudsendt inden sæsontarten, hvor Lyngby og David Nielsen som bekendt er tilbage i den bedste række efter sin 1. divisionsoprykning.

Allan Gaarde røg på hovedet. Viggo Jensen fik hovedpine. Erik Rasmussen og Midtjylland fik en noget rundhåndet donor til bødekassen. Aalborg fik sig en spillekiosk mindre. Ja, overskrifterne havde ikke specielt trænge kår.

Baggrunden for dem var lige så farverig som fyldig. Interne stridigheder med et kæbeslag som punktum. Et OB-holdbillede, der blev mere trible x-agtigt, end sådan noget skal være, da en spiller i hjørnet af billedet viste sin manddom frem. En druktur, der endte med forsinket mødetid og bøde. Og et månedslangt gamblingforløb, hvor der blev spillet for 1,6 mio. på kredit, og hvor manglende tilbagebetaling af de sidste 1,2 mio. betød, at forhandleren – selvforskyldt, vil nogle måske mene – til sidst måtte tage skraldet og dreje nøglen om.

Det er David Nielsen, som mange formentlig kender ham.

Det er David Nielsen, som mange kan snakke om ham.

"Jeg kan godt lide at forme tingene efter mit eget hoved og påvirke noget med mine egne tanker. Tidsperspektivet for et nyt job var ikke afgørende, men det var opgaven og rammerne. Dem har jeg fået her."

Nu er den tidligere profil fra den bedste række efter seks års fravær og udlandsophold tilbage i dansk fodbold. Og måske er tiden moden til at læse nye kapitler og lære en lidt anden historie at kende. For selvom bramfriheden er intakt, er det med afklaring og den distance, som tiden selvfølgelig også fordrer, at den nyudnævnte cheftræner forholder sig til fortiden og historier som dem, som mange vil snakke om. For det var dengang og et kapitel for sig.

Nu handler det om Løngbø – det, som han selv kalder den korte trænerkarrieres hidtil ubetinget største opgave – og åbenbart ikke så meget andet.

- Det er grundlæggende den samme klub, som da jeg selv spillede her (1996, red.). Der er en ekstrem god stemning og en kultur, hvor man er gode til at tage sig af hinanden. Og så er klubben klar til igen at få lidt ambitioner ind i sig og – i stedet for at tøve – turde sige og være tydelige med, hvad man vil. Det passer mig godt. Klubben er selvfølgelig ikke interesseret i at smide de tidligere træneres arbejde ud, men ift. min tilgang til fodbolden er vi også langt hen ad vejen enige om, hvad vi vil. Det er et rigtig godt match, siger træneren til tipsbladet.dk.

- Opgaven er helt klart større end i Strømgsgodset, der er en større klub, men hvor meget også var bestemt på forhånd. Det var noget af det, som jeg savnede. Jeg kan godt lide at forme tingene efter mit eget hoved og påvirke noget med mine egne tanker. Tidsperspektivet for et nyt job var ikke afgørende, men det var opgaven og rammerne. Dem (de rigtige rammer, red.) har jeg fået her.

"Jeg var der altid, når jeg skulle. Det var altid mig, der havde den laveste fedtprocent, og det var mig, der løb længst i vores tests."

I Lyngby overtager han et hold, der i sidste efterårssæson (2014, red.) lignede en sikker oprykker fra 1. division, men som i store dele af foråret mistede pusten og efterfølgende oprykningen til en bitter eftersmag. Stammen på holdet er den samme, mens Dennis Sørensen (Vestsjælland), Danilo Arrieta (Skive) og Oke Akpoveta (Brønshøj) – spillere med den indstilling og vinderattitude, David Nielsen gerne vil have til at forplante sig på holdet - i første omgang er kommet ind.

- Jeg tænker, at holdet er stærkt, og at det er nogle rigtig, rigtig fine tilgange, der passer ind på alle mulige måder. Det er ligegyldigt, hvor gamle de er, eller hvor de kommer fra. Det, der betyder noget for mig, er deres sult og filosofi. Det er grundlæggende det, som jeg vil have ind i holdet. Folk skal vise, at de vil det her.

Og dér er noget centralt. For det er i høj grad attituden og ændringen af samme, der er hans kæphest og kongstanke. Det er der, holdet kan flytte sig, mener han. Han vil indarbejde en Superliga-kultur, som han siger flere gange.

- For mig handler det om at opbygge en anderledes hverdag. Det er bl.a. der, hvor vi kan flytte os. Jeg vil have drengene til at møde ind lidt tidligere, og jeg vil stille endnu større krav til, hvordan de lever deres liv, siger han til tipsbladet.dk.

Men hvordan harmonerer det så med den disciplin, som han nogle gange selv – det står sort på hvidt – forsømte at vise? Kan han prædike moral?

Han mener ikke, at hans egne udskejelser var et udtryk for manglende vilje og evne til at være på, når det gjaldt. Og så er det, som han siger, heldigvis tilladt at lære af sine fejl, som han tidligere har indrømmet at have begået.

- Dem, der var og er tæt på mig, og dem, som jeg spillede sammen med, vidste og ved, at jeg er en vinder og altid har været det. Jeg var der altid, når jeg skulle. Det var altid mig, der havde den laveste fedtprocent, og det var mig, der løb længst i vores tests. Hvis vi skal gå den vej. Det handler om, at der skal attitude ind i vores spil, og at vi skal være tydelige og kunne mærkes af modstanderen i alt, vi gør.

"Det er noget, som jeg er bevidst om. At jeg bliver konfronteret med min fortid, og at det kommer til at være sådan, indtil jeg bliver 85."

Det er heromkring, at det bliver tydeligt, at den 38-årige skagbo, ægtemand og far til tre ikke selv skænker fodboldfortiden mange tanker, selvom han er bevidst om, at spørgsmålene til den er svære at undvige. I forbindelse med returen vil mange – undertegnede inklusiv – nemlig meget, meget gerne forholde ham til hans fortid som spiller og lave en fortælling om reparation fra trænerbænken. For har han ikke noget at revanchere? Hovedpersonen er interesseret i alt andet end det.

- Det er de samme spørgsmål, som jeg får. Hvordan har jeg det med at komme hjem. Hvordan forholder jeg mig til dit og dat. Jeg har levet i snart 40 år. Hvordan forholder jeg mig til det? Det er noget, som jeg er bevidst om. At jeg bliver konfronteret med min fortid, og at det kommer til at være sådan, indtil jeg bliver 85. Det rager mig en høstblomst, siger han, som har han sagt det før.

- Jeg koncentrerer mig om, at jeg er træner for et fodboldhold, og at der er en masse overvejelser og bekymringer forbundet med det, som jeg skal forholde mig til. Det er knaldhårdt arbejde, og det arbejde vil jeg ikke lade blive påvirket af, hvad jeg tidligere har lavet, og hvad folk tænker om mig, siger han til tipsbladet.dk.

- Det er ikke det, som det handler om. Fodbold er i sidste ende nådesløst, og hvis du mister fokus og ikke er dygtig nok, er der kun én vej, og det er ud.

Derfor – fordi det i hans verden er erfaringerne og ikke episoderne fra fortiden, der vægter – føler han heller ikke, at han er på en mission, og at han skal bevise sig selv. I hvert fald ikke som personlighed. Resultaterne er givetvis noget andet.

- Det er ikke noget personligt korstog, som jeg er på. Det er ikke min mission at modbevise folk og de historier, der er blevet fortalt om mig. Det er så langt fra en mission, som noget kan være. Jeg har haft den opmærksomhed, som jeg skulle have. Det her handler om, at jeg sammen med mit hold og mine spillere skal indfri Lyngbys ambitioner. Længere end den egentlig ikke, slår cheftræneren fast.

"Jeg synes heller ikke, at der er hold, der for alvor lyser tydeligt. Det er fire-fem hold, der kommer til at kæmme benhårdt i toppen."

Og de ambitioner er Superliga-fodbold. Det har hverken han eller Lyngby lagt skjul på. Hvis ikke efter denne sæson, så snart. Det bliver dog ikke ligetil, erkender han og udtrykker stor respekt for 1. division. Han kalder Silkeborg og Vestsjælland for favoritter, men spår en tæt kamp om sæsonens tre oprykningspladser.

- Jeg har set en masse videokampe. Det er en række med en masse indsats og mange, mange dygtige trænere. Det er en nådesløs række, hvor alle opruster og forstærker sig. Det er klart, at Silkeborg og Vestsjælland som nedrykkere kommer med mange muskler og altid vil være favoritter i kraft af, hvem de er, og hvad de kan gøre på markedet, og vi må aldrig lade os snyde af, at vi lige har slået dem (Vestsjælland, red.) med 2-0 i en træningskamp, for det var ikke i nærheden af det hold, som de spiller turneringen med. Men jeg synes heller ikke, at der er hold, der for alvor lyser tydeligt. Det er fire-fem hold, der kommer til at kæmme benhårdt i toppen. Og det skal vi respektere, siger han med henvisning til rækken.

"Som træner må du gå kompromis mig dig selv syv-otte gange i timen. Det står også i min bog, at jeg aldrig skulle være fodboldtræner."

I Sorte Svin fra 2008 – hans selvbiografi, der solgte 40.000 eksemplarer – skriver han, at han har pisset i modvind, men at han, selvom han fortryder ting, ikke ville have været oplevelserne i spillerkarrieren foruden, fordi han i så fald ville være gået på kompromis med sig selv og ikke havde fået de skrammer og erfaringer, som han f.eks. kan videreformidle til sine børn. Og måske til sine spillere.

Den med kompromiserne har ændret sig, siger han, og indikerer på den måde samtidig, at klubben og projektet er større end ham. Det er, som man ikke undre sig over, Lyngby og ikke ham selv, der skal profitere af hans trænerarbejde.

- Jeg er den samme person, som jeg altid har været, men jeg er bevidst om, at der er store krav til det, som jeg laver. Som træner må du gå kompromis mig dig selv syv-otte gange i timen. Det står også i min bog, at jeg aldrig skulle være fodboldtræner. Det er også tilladt at ændre sig og skifte mening.

Og hvad så med trænerambitionerne for en 38-årig – 1. divisions næstyngste træner – med Champions League-kvalifikationskampe som erfaring?

- Jeg har fået mange erfaringer tidligt i min trænerkarriere. Lyngby er ikke Superliga-fodbold, og det er ikke Champions League-kvalifikationsniveau som sidste sæson med Strømsgodset, hvilket var ekstremt, men det er ikke langt derfra. Jeg er meget, meget glad for at være, hvor jeg er nu, lyder det.

- Mine ambitioner er ikke til meget mere end at sammensætte en uge ad gangen og lægge en plan for det næste halve år. I fodbold kan du ikke have ambitioner om noget som helst. Det handler om at lægge noget i det, som du er i gang med, og det sted, hvor du er lige nu. Jeg har ikke planer om at stå i Real Madrid om fem år. Hvis du er dygtig nok, får du mulighederne. Den har jeg fået nu, og det er det, som jeg forholder mig til. Det øjeblik, hvor du mister fokus, har du tabt.

Og så er vi tilbage ved kapitelskrivningen og den nye historie. For nok er David Nielsen på nogle måder stadigvæk, som mange kender ham. Åben og bramfri. Skarp og indrettet til ikke at lægge fingre imellem. Det gør bestemt ikke noget.

Men man fornemmer alligevel en mand og træner, der har lært af spillerens fejl og i hvert fald stålsat er vendt tilbage for at lave resultater og have fokus på det. Og åbenbart kun det. Ikke for sin egen skyld eller for at revanchere fortiden.

Men, må man forstå, for at være tro imod den opgave, der er blevet ham betroet, og for helt tydeligt at arbejde i andres interesse og ikke kun efter egen mavefornemmelse. Og det er – med tanke på fortidens episoder, der trods alt taler sit eget sprog – en udvikling. Og måske noget, der betyder, at David Nielsen-historien, som folk kender, får nye kapitler og en anden klang. Det har den i hvert fald fået for David. For længst. Nu er det måske efterhånden vores tur.