Carlsen: Afstand og hurtige frispark

Klummer af denne type lever i høj grad af, at man bliver prikket på skulderen og spurgt ’Hvad mener du om…’. Det kan være et fysisk prik, telefonen, eller en mail. Perfekt at have ekstra øjne, for det er i sagens natur umuligt at følge med i det hele, selv om jeg prøver at jagte situationer, som giver overskrifter. Enten fordi de har været kontroversielle – eller fordi de bare er så vanvittige, at alle ligner et stort spørgsmålstegn. Det er også den type situationer, som det er herligt at kunne vise for en flok dommere for at få sat de små grå celler i sving. Langt de fleste dommere vil aldrig møde situationen i det virkelige liv – eller højst én gang. Men derfor er det jo nok så betryggende at vide, hvad løsningen er, hvis nu… 

 

Derfor er alle henvendelser altid yderst velkomne – mailadressen er i nederste højre hjørne – for ellers er det ofte de samme emner, der dukker op med passende mellemrum. Offside eller ej ? Frispark / straffespark eller ej ? Kort eller ej – og hvis ja, hvilken farve ? Al afveksling er meget kærkommen – for alle.

 

 En læser har gjort sig de samme overvejelser og giver to bud på områder, der ikke har været dækket før, oven i købet med reference til en Premier League-kamp i januar og et vedhæftet link til klippene. Så kan man dårligt forlange mere – og man ville være et skarn, hvis man ikke greb den bold. Så i denne uge kommer det til at handle om det ene forhold, som har med hele komplekset omkring frispark, afstandsregel og hurtige frispark at gøre. Faktisk underligt, at emnet ikke er dukket op før, for det er et af dem, hvor man på nogle områder kan få mange fodboldspillere og trænere, selv nogle dommere, til at hoppe i stolen af overraskelse og vantro. 

 

 Udgangspunktet er ret banalt. Når der er dømt et frispark (af den normale slags ude midt på banen – undtagelserne kommer vi til), skal alle modspillerne være mindst 9,15 meter fra bolden, indtil den er i spil – og det er den, når den er sparket og bevæger sig. Ikke krav om at den skal bevæge sig en hel omgang e.l. (det var dengang). Skulle nogen undre sig over det besynderlige tal 9,15 m, skyldes det, at det modsvarer 10 yards, som er et meget pænere rundt tal – og fodboldspillet kommer jo fra England.

 

 Så er der nogle specialtilfælde. Ved frispark til forsvarerne i deres eget straffesparksfelt kan vi ikke klare os med, at bolden skal være sparket og bevæge sig, før den er i spil.. Her kræves det, at bolden er sparket direkte ud af straffesparksfeltet og ud på den øvrige del af banen. Det betyder, at hvis bolden rammer en spiller på vej ud af feltet, skal sparket tages om. Fuldstændig samme regel som ved et målspark – men alligevel er der forbløffende mange fodboldspillere, der direkte adspurgt ikke ved det. Men der er jo en grund til, at alle angribere pligtskyldigt bevæger sig ud af straffesparksfeltet, når de møder sådan et frispark – de må jo ikke røre bolden alligevel, før den er kommet ud af feltet, og derfor er afstandsreglen her ikke bare 9,15 meter, men uden for straffesparksfeltet OG 9,15 meter (det kunne jo være et frispark helt ude på kanten af feltet). 

 

 En tilsvarende besynderlighed har vi, hvis angriberne får tilkendt et – og det må så være indirekte – frispark mindre end 9,15 meter fra mål. Det ville være for meget forlangt, at alle forsvarere incl. målmanden skulle fjerne sig 9,15 m og efterlade målet gabende tomt. Så her får forsvarerne lov til at befinde sig på mållinjen mellem målstængerne (eller være 9,15 m væk)Fris. Og da sådan et frispark til angriberne altid er mindst 5,50 m fra målet, da et frispark i målfeltet trækkes ud på målfeltets lange linje for at give lidt plads at operere på, er scenen sat til en situation, som i teorien er let nok at administrere, men i virkeligheden hundesvær for dommeren. For forsvarerne bliver jo aldrig inde på den mållinje, indtil bolden er sat i spil.

 

 Overholder man ikke afstandsreglen, koster det en advarsel. Det kan være spilleren, der stiller sig direkte foran bolden, indtil alle kollegerne er kommet på plads – det kan også være ham, der. når muren er opstillet, ikke kan holde sig i skindet, men løber for tidligt frem.

 

 Og så er der yderligere et komplicerende element – nemlig hvis holdet, som skal have frisparket, ikke ønsker at vente, indtil modspillerne er kommet langt nok væk, men gerne vil hurtigt i gang. Et frispark skal være en fordel for det hold, der har fået det, og det hurtige frispark er tilladt, hvis bare dommeren har kontrol over igangsættelsen, og de formelle ting er opfyldt (bolden ligger stille og på det rigtige sted). Og nu er scenen så sat til noget af det, der kan ryste selv garvede fodboldspillere. Princippet er, at hvis en spiller vælger at tage et frispark hurtigt, er det på eget ansvar. Det vil sige, at hvis bolden nu rammer den modspiller, som ikke er nået 9,15 m væk, kører vi videre. Men endnu værre: hvis modspilleren opdager, at bolden er på vej mod ham og nu stikker benet ud for at erobre bolden, kører vi også videre. Der er forskel på, om spilleren bevæger sig hen mod bolden – eller han bare snupper den bold, som kommer forbi. Bevæger han sig hen mod bolden og åstedet for frisparket (vel vidende, at han burde være de 9,15 m væk), er forudsætningerne for frisparkets udførelse jo ændret radikalt. Så taler vi advarsel og omspark. Men ellers fortsætter spillet…

 

 Læseren refererede til en Premier League-kamp mellem Sunderland og Liverpool tilbage i januar og to situationer med frispark midt på banen, hvor Liverpools Coutinho ikke var langt nok væk – og blev ramt. I det første tilfælde faldt der en advarsel – det gjorde der ikke i det andet. Og hvorfor nu det. Som jeg ser situationerne, bevæger Coutinho sig i den første situation direkte hen foran bolden (afstand vel max en halv meter) for at forhindre det hurtige frispark, så den advarsel er klokkeklar. At Sunderland-spilleren bliver sur og sparker bolden ind på Coutinho, er en helt anden sag – og det kan vi tage en anden gang. Den anden er mere listig. Her lusker Coutinho væk i boldens bane med ryggen til og fjerner sig i langsomt tempo, samtidig med at han holder øje med sparkeren ved at skæve over skulderen. Jeg synes ikke, at der er nogen forhaling i det – men da sparket tages, igen med direkte retning mod Coutinho, hopper han lidt, men bliver ramt nede på benene. Og frisparket tages om – uden advarsel. 

 

 Jeg mener ikke, at der skal advarsel nr. 2 på. Coutinho er på vej væk, og det må immervæk være lettere at sparke uden om ham end at ramme ham. Det store mysterium er for mig ikke, hvorfor der ikke falder advarsel, men hvorfor sparket tages om. Efter reglerne og det, som jeg har beskrevet ovenfor, burde vi fortsætte. Men måske har dommeren skønnet, at han ikke lige havde kontrol over igangsættelsen, at bolden ikke lå stille eller på det rigtige sted. Pragmatisk – men næppe helt stuerent.