Carlsen: Benskinner – brug dem

Så er jeg tilbage på banen igen efter et par ugers kursus og ferie – uden netforbindelse eller større udvalg af kanaler fra parabolen. Egentlig meget rart for en gangs skyld – og en sidegevinst er så, at jeg heller ikke kunne følge landsholdets to EM-kvalifikationskampe mod Albanien og Armenien og dermed også er lykkeligt afskåret fra at skulle kommentere på dem.

 

Til gengæld buldrer superligaen jo nu afsted igen og ser ud til at blive en ualmindelig jævn affære med meget kort afstand mellem top og bund – og både Champions League og Europa League er også kommet i gang, når dette læses (uden at jeg dog kan nå at få det med denne gang). Så der er masser at glæde sig til i de uger og måneder, der kommer. I mellemtiden kan jeg jo så igen prøve at samle op på noget af det, som ligger i bunken og har ventet på bedre tider, og så skal tingene nok blive mere aktuelle igen, 

 

For nu at starte et sted, vil jeg gerne gøre lidt reklame for den nye udgave af fodboldloven, som nu er klar og kan ses på DBUs hjemmeside. Man kan dels se en ren tekstudgave, dels kan man downloade den som pdf, så man får illustrationerne med – og den indgår såmænd også som en del af DBUs fodbold-app, hvis man foretrækker det medie. Så tag en tur ind på www.dbu.dk – fodboldloven er gemt lidt væk under fanebladet ’Uddannelse og træning’ og derefter ’Dommer’. Når man først er kommet så langt, kunne man jo ved samme lejlighed vælge menupunktet ’Dommeruddannelse’ og se nærmere om de dommergrundkurser, som snart starter igen (og dermed også inden længe medfører det årlige reklamespot på denne plads).

 

Men jeg vil som så ofte før tage et dyk ned i en af de mere ydmyge og mindre sexede paragraffer, den som handler om spillernes udstyr. Og det sker simpelthen, fordi de senere måned har vist en trend, som ser ud til stille og roligt at udvikle sig i en forkert retning – nemlig omkring de forkætrede benskinner, som tilsyneladende er en evig kilde til diskussion og forsøg på at snige sig udenom lovens intentioner. Besynderligt nok, for dybest set er de der for spillerens egen skyld, og de kan være uvurderlige ved en for sen tackling med kontaktstedet på et af de steder, hvor knoglerne ellers er mindst beskyttet.

 

Jeg ved godt, at jeg havde fat i emnet tilbage i april, men den menneskelige hukommelse er ikke altid så lang (nogle gange godt det samme), og under alle omstændigheder er problemet ikke blevet mindre, hører jeg fra folk ude i fædrelandet, så nu tager vi en tur til.

 

Benskinner er en relativt ny foreteelse – i hvert fald når man ser i relation til fodboldspillets historie. Det var først engang langt oppe i 1970’erne, at de blev obligatoriske i alle kampe (før da var de kun et krav i ungdomskampe og i kvindekampe). Derfor har mange nok også på nethinden nogle af tidligere tiders landsholdsspillere med dybt nedrullede strømper – enkelte spillere havde det vel nærmest som et varemærke. Men nu om stunder er der altså ingen vej uden om skinner i en eller anden form. Nogle dommere vil insistere på, at spillernes strømper skal gå helt op til knæet. Det er der ikke noget krav om – og så alligevel.

 

Loven kræver to ting: at benskinnerne skal yde en rimelig grad af beskyttelse, og at de skal være helt dækket af strømperne. Bemærk, at der ikke er noget centimeterkrav om længde, tykkelse eller andet – blot ordene ’rimelig grad af beskyttelse’, hvorefter resten er overladt til dommerens skøn. Fair nok, for ben er ikke lige lange på alle spillere og i alle aldersklasser. . Men i betragtning af, at skinnerne på originalsproget kaldes ’shinguards’ ligger det i lovens hensigt, at de skal dække skinnebenet. Og når strømperne derefter skal dække dem helt, ender de typisk ret tæt på knæet alligevel. 

 

Så er der i øvrigt også som med alt andet udstyr det krav, at skinnerne skal være lavet af et materiale, der ikke er til fare for spilleren selv eller andre – og skinnerne skal være lavet med det formål at blive brugt som benskinner. Så et par omvendte grydeskeer af træ stukket ned bag strømperne duer altså ikke – og skulle man i kampens hede have glemt at få dem med, da man pakkede tasken, er det ikke nok at stoppe ved en kiosk og købe den tykkeste søndagsavis, man kan finde, og bruge et par sektioner som benskinner.

 

Problemet er, at spillerne ofte ikke kan få benskinnerne små nok. Om det så er, fordi man klipper dem midt over eller køber børneudgaven, ved jeg ikke – men det er i hvert fald et fænomen, som kan iagttages både på topplan (f.eks. i Premier League) og i de mere ydmyge bredderækker herhjemme. Mærkeligt, når man tænker på, at det egentlig er noget nær den eneste beskyttelse, som en fodboldspiller forsynet med, og at benene jo af naturlige grund er i konstant fare for at få nogle slag og knubs. Måske er det lidt af den samme psykologiske mekanisme, som spiller ind, som da frisparksskytter med jernhårde skud i ramme alvor begyndte at brokke sig over, at skummet fra dommerens markeringsspray lå i vejen for deres frispark. Ellers også er det bare den iboende oprørstrang og spændingen ved at prøve at se, om man kan snyde sig til en fordel.

 

Hvorom alting er, er det ulovligt, og opdages det, bliver spilleren sendt udenfor for at finde nogle rigtige skinner – og kan han ikke det, er kampen slut for hans vedkommende. I kampe med kontrol af spillernes udstyr før kampen – og det vil reelt sige alt over lokalserieniveau – koster det oven i købet en advarsel, så det ville da være en sur én at inkassere, måske endda som advarsel nr. 2. Af uransagelige grunde slipper man i breddekampe uden advarslen, for snyderiet og hensigten er jo det samme, men sådan er der jo så meget.

 

Sandheden i ære er der to parter i denne sag, som begge godt kunne forbedre sig. Spillerne selvfølgelig ved at lade være med prøve at krybe udenom ved at bruge de små skinner – men så sandelig også dommerne ved at tage problemet mere alvorligt og være mere opmærksomme på, hvordan spillerne ser ud. Det kan camoufleres mere eller mindre godt, men når først strømperne hænger nede midt på skinnebenet uden en synlig skinne, er der nok noget galt. Og man kan lide det eller ej – men som regel er der en grund til, at reglerne er, som de er. I dette tilfælde oven i købet til spillernes eget bedste.

 

Der bliver lige plads til et spørgsmål, der har hængt siden Randers-Elfsborg i juli, hvor en læser meget klogt reflekterede over situationen, hvor Jonas Borring og en Elfsborg-spiller stødte hovederne sammen. Elfsborg-spilleren var helt væk og måtte bæres ud, mens Borring kunne komme tilbage efter den obligatoriske tur udenfor. Hvis Elfsborg nu havde haft en udskiftningsspiller klar, kunne den udskiftning så være foretaget med det samme, således at Elfsborg i nogle sekunder havde været 11 mod 10, indtil Borring kunne komme ind igen ? Og ja, det kunne den. Borring må først komme ind igen, når spillet er genoptaget, og er der blod involveret, kan vi endda risikere, at han skal inspiceres ved næste spilstop og først komme ind dér. Sådan kan fodboldloven også på nogle områder forekomme ulogisk, når vi kommer langt nok ud i hjørnerne. 

 

Nå, forhåbentlig går der nu en rum tid, før det bliver tid til benskinner igen – lad os håbe på nogle episoder, der har mere med fodbold at gøre, og som der er noget kød på. Det er både sjovere at skrive om og læse.