Carlsen: Ikke just en rollemodel

Bragt i Tipsbladet 19. januar
Det har snart været nævnt så mange gange på denne klummeplads, at det begynder at være fortærsket. Jeg koketterer til foredrag selv med, at mit motto er, at virkeligheden til hver en tid overgår fantasien. Og så møder man alligevel en gang imellem en situation, der får én til at bremse op, gnide sig i øjnene og spørge, hvad pokker det var, der lige foregik her. Men man skal simpelthen bare være parat til at acceptere, at der ikke er nogen grænser for vilde usandsynligheder på en fodboldbane.

Da jeg vågnede mandag og mødte overskriften ’Dommer sparker spiller og viser ham ud’ følte jeg mig hensat til den gamle journalist-vits om, hvad der egentlig skaber overskrifter. ’Hund bider postbud’ gør ikke – men ’Postbud bider hund’ burde nok kunne tiltrække en vis opmærksomhed. Det var min følelse – og at andre også syntes, at situationen var interessant, opdagede jeg i løbet af formiddagen, da hele fem rare mennesker i bekendtskabskredsen sendte mig et link til artiklen. Så selv om jeg principielt ikke er meget for at gå ind og kommentere på uafsluttede sager, er jeg nok nødt til at gøre en undtagelse her.

Sandsynligheden for, at denne ydmyge klumme vil blive læst i Frankrig, er nok også yderst begrænset – og når vi kommer til fredag, kan der meget vel være en afklaring alligevel, eftersom dette skrives allerede mandag aften.

Det sensationelle ligger måske ikke så meget i, at der er en dommer, der reagerer på en forbløffende og aggressiv måde – men nok så meget i persongalleriet og det niveau, som det hele foregår på. Der har været tilfælde fra lavere rækker i Sydamerika, hvor en dommer efter gentagen brok har tabt sutten, er gået i omklædningsrummet, er vendt tilbage med sin medbragte pistol og har skudt spilleren. De højder eller dybder rammer vi trods alt slet ikke her, men vi taler til gengæld om en kamp i den franske Ligue 1 og en dommer, som var højt rangeret international dommer indtil for tre uger siden, hvor han faldt for alderesgrænsen.

Kampen er Paris Saint-Germain mod Nantes, dommeren er Tony Chapron, og vi befinder os i kampens tillægstid ved stillingen 1-0 til PSG. Der kommer en hurtig omstilling, og dommeren skal afsted i en vis fart. For at komme ud i sin sædvanlige placeringszone skærer han ind foran en Nantes-spiller, Diego Carlos, som også er på vej i rask fart. Her krydser de to herrer ben, at dømme efter billederne fuldstændig tilfældigt, og dommeren går omkuld. Refleksmæssigt sparker han liggende ud efter den løbende Nantes-spiller – en gedigen eftertackling, som ville balancere omkring et rødt kort, hvis det nu havde været to spillere. Angrebet føres til ende, og vi skal i gang med endnu en omstilling den anden vej, da dommeren blæser af og tildeler Diego Carlos en advarsel.

Det er ikke så godt, for han har nemlig én i forvejen, så resultatet er en tidlig adgangsbillet til badet før alle de andre. Det tager han relativt ilde op og begynder at puffe til dommeren (hvilket selvfølgelig heller ikke er klogt og også nok skal komme med i indberetningen), og efter nogen tumult, hvor holdkammerater heldigvis får sendt Diego Carlos på sikker afstand, får vi gennemført de sidste få minutter.

Der er godt nok mange ting at gribe fat i her. Først og fremmest er dommeren jo at betragte som en knold på banen, og han skal være der (i modsætning til spillerne, som kan få lov til at være der), og sammenstødet her ser ualmindelig tilfældigt ud. Det er ikke nogen hemmelighed, at det med forskellige holds spillestile kan være morderlig svært at få sig placeret, så man ikke er i vejen. Herhjemme er f.eks. FC Nordsjællands måde at bygge et angreb op på lidt af en udfordring for dommeren (og nej, det er ikke en kritik, bare en forklaring). Så jeg tror ikke, at spilleren bevidst løber dommeren ned. Så langt, så godt. Dommerens refleksmæssige sparken ud efter spillerne med strakt ben er til gengæld umulig at forsvare. OK, at man føler, at man lige er blevet væltet, og så reagerer man – det ville de fleste af os sikkert også gøre i et eller andet omfang uden at tænke nærmere over det.

Men det er med dommere som med Cæsars hustru: de skal være hævet over enhver mistanke og skal i princippet opføre sig som små engle af typen med hvide vinger, uanset hvad de bliver udsat for.

Jeg tror heller ikke, at advarslen kommer, fordi dommeren føler, at han er blevet jævnet med jorden af spilleren. Så havde han formentlig afbrudt spillet med det samme, fordi vi i så fald talte om en udvisningsforseelse, som ville overtrumfe den fordel, som PSG måtte have ved deres angreb. Afbrydelsen kommer først, da angrebet er afsluttet, hvor dommeren vender sig hurtigt rundt og fløjter.

Mit umiddelbare bud er, at spilleren har sagt et eller andet, som dommeren ikke gider stå model til. Måske forståeligt af spilleren, når man lige er blevet sparket ud efter – men alt andet lige ikke jordens fikseste handling med en advarsel i bagagen. Så udvisningen kan i princippet lovmæssigt sagtens være korrekt nok – men smart er det godt nok ikke, og dommerens ageren i sekunderne forinden hører til i den utilgivelige afdeling. Det skal blive ganske spændende at se, hvad det franske fodboldforbund finder på her. Jeg vil gætte på, at der er en disciplinærinstans, der sidder og klør sig godt i stakken lige nu – for dette kan de umuligt have nogen præcedens for. Der er ingen bøger at slå op i for at finde løsningen – til gengæld vil denne afgørelse komme til at danne skole, hvis der nogensinde skulle ske noget tilsvarende (gud forbyde det).

Indtil dette skete sent søndag aften, havde det i øvrigt været en særdeles begivenhedsrig weekend og ud fra et dommersynspunkt med Abdoulaye Doucores sidste minuts-udligning for Watford mod Southampton som klimaksen. Ikke så meget selv målet, som at det åbenlyst blev scoret med hånden, da bolden blev slået væk fra målmanden, lige da han skulle til at gribe den. Det kunne endda være, men det var spillerens kommentar bagefter, der ramte mig hårdest (hvis han ellers er citeret nogenlunde korrekt): ’Den slags ting sker’. Ikke en flig af indrømmelse eller anger – formentlig bare glæde over, at slyngelstregen indbragte et point på kontoen.

Og så er det, at jeg godt kan begynde at undre mig over, i hvilken retning fodboldspilleres moral egentlig er stukket af. Én ting er, at man gør noget, som man ikke må – men man kunne dog have den pli at konstatere, at det nok ikke var så godt, men at dommeren jo ikke opdagede det. Samme fornemmelse, som jeg sad med, da Shakhtar Donetsk i sin tid scorede mod FC Nordsjælland i Champions League på en grov udnyttelse af Fair Play-kodekset, der som bekendt ikke er det papir værd, som det er skrevet på (eftersom det lovmæssigt kun er noget, der eksisterer i spillernes hoveder).       

Men hvad er det egentlig for en glidebane, som vi har bevæget os ned ad ? Med fare for at komme til at lyde som en gammel nostalgiker, så var dette at score forsætligt med hånden jo i hine tider ikke noget, som nogen spillere med respekt for sig selv overhovedet ville nedværdige sig til at forsøge på. Så kom Maradona og det famøse ’Guds hånd’-mål ved VM i Mexico i 1986 – i øvrigt med samme troskyldige og helt uanfægtede reaktion fra spilleren efterfølgende – og siden har ikke ret meget været det samme. Thierry Henry havde også held med en velplaceret ulovlig hånd, da han tæmmede bolden forud for den scoring, der i sidste ende sendte Frankrig videre til VM i 2010 på bekostning af Irland.

Også uden nogen form for beklagelse.

Selvfølgelig er problemet i sidste ende, at dommerne ikke opdager det, og det kan ikke undskyldes, men spillernes handling er godt nok noget af det mest usportslige, som jeg kan forestille mig. Vi er kommet et langt stykke vej fra tilstandene før 1891, hvor der ikke var nogen dommere på banen, men hvor de to anførere talte sig til rette om de forseelser, der nu måtte være – ud fra den forudsætning, at dette var en gentleman-sport, og at ingen naturligvis ville snyde med vilje. Kunne anførerne så ikke blive enige, kunne de appellere til en dommer, som sad på tribunen, og så traf han en afgørelse.

Der er flere gange blevet plæderet for, at dette at snyde sig til et mål eller filme sig til et straffespark burde straffes med udvisning på samme måde som det at berøve en oplagt scoringsmulighed i den anden ende gør det. Det kan da godt være, at man skulle prøve at genoplive den diskussion igen, nu hvor IFAB kører hårdt på med deres Play Fair-strategi.