Carlsen: Ikke tid til særbehandling af klodset Agger

Noget af det, der kan få en klummeskribent til at tabe den sidste rest af håret, er, at livets goder nogle gange er ualmindelig ringe fordelt. Der kan være uger, hvor der ikke er rigtig er noget, der byder sig til – og så er der uger, hvor man føler sig som manden med den berømte ketchupflaske: når først der er hul igennem, kommer det hele væltende. Sådan en weekend var den sidste (og ikke bare weekenden – også den europæiske uge, der ledte op til den). Superligarunden gav i sig selv stof til indtil flere klummer, og mens det altid er godt at have noget på lager, er der jo ærgerligt ikke at kunne skyde det af, mens alle kan huske situationerne. Men det er vilkårene – og jeg kommer tilbage til det øvrige i de kommende uger, medmindre andet ryger foran i køen. 

Foreløbig blot et par af de ting fra superligaen, som faldt i øjnene. Dels kommer vi ikke uden om den tackling, som Daniel Agger foretog på Kasper Risgaard i kampen mellem Brøndby og AaB, selv om jeg godt har set, at Agger tirsdag mener, at nu er der snakket nok om den. Der er der sikkert også i relation til forstyrrende elementer ved en landsholdsforberedelse – men så let slipper man altså heller ikke. Og det er også nok værd at se lidt nærmere på de opstillinger ved frispark, som FC Midtjylland er begyndt at praktisere, og som i den grad gav pote i kampen mod Hobro med to scoringer.

Men lad os starte med Agger. Meget er sagt og skrevet om den tackling – men min primære pointe er, at dette er ikke sort eller hvidt. Ingen tvivl om, at der skal en eller anden farve kort på (hvilket der ikke kom), men skal det så være gult eller rødt ? Endnu engang graver jeg alle de parametre frem, som dommeren skal vurdere ved en tackling, når han tænker i kortfarve (eller slet intet kort). Kontrollen over tacklingen (ingen / ét / begge ben i kontakt med jorden); voldsomheden i tacklingen (den hastighed, den sættes ind med); muligheden for at spille bolden og viljen til at spille bolden. Der er den uddybning, at hvis en tackling er voldsom og ukontrolleret (med ét eller begge ben), rammer modspilleren og bringer hans sikkerhed i fare, er kuløren rød, uanset om tacklingen i øvrigt kommer forfra, bagfra eller fra siden.

Det interessante ved tacklingen er, at den ikke ser ud af noget som helst, når man bare ser den første gang. Der er en sen kontakt – og det er så det. Begynder man at køre de langsomme gengivelser, er det tydeligt, at kontaktstedet er et temmelig grimt sted – og så skal vi til at samkøre de to opfattelser. Problemet ved de langsomme gengivelser er nemlig, at ved dem ryger fornemmelsen for farten i tacklingen. Vi har lavet nogle meget uautoriserede forsøg med vores elitedommere (uden at vi har reklameret med det – heller ikke over for dem), og det viser sig, at man vil dømme meget mere og meget hårdere, når man kun står med den langsomme gengivelse. Blot nævnt som et opmærksomhedspunkt. Ser man på et still-billede, lige momentet før tacklingen sættes ind, er bolden nogenlunde midt imellem de to spillere. Så muligheden for at spille bolden er til stede – viljen er der også (det er jo ikke bare et spark uden tanke for bolden). Det er en tackling med ét ben, men problemet er, at den bliver mistimet så fatalt, at kontakten ser grim ud – uanset at farten jo ikke er overvældende. Spørgsmålet er så, hvordan dommeren vil vurdere de forskellige parametre, som jo igen skal munde ud i et eller andet på bundlinjen. Jeg har efterhånden set situationen en del gange, og jeg hælder mest til (mørke)gul, men omvendt vil jeg til hver en tid acceptere den dommer, som giver rødt, hvis han kan forklare, hvorfor han gør, som han gør. Den afgørende forskel for mig i forhold til den Rooney-tackling, som var under behandling i sidste uge, er, at i Brøndby er der dog en mulighed for at nå bolden, hvis man timer tingene korrekt. Derfor skal man stadig vise forudseenhed og være parat til at betale ved kasse ét, hvis det går galt – men jeg synes ikke, at tempoet i tacklingen helt er nok til rødt. forrest. Den er bare ustyrlig klodset udført. Og for lige at gøre situationen færdig: nogle har talt om særbehandling af Agger. Man skal nok have prøvet at løbe rundt med fløjten bare på et eller andet niveau for at forstå det, men tro mig: der er ikke tid til at registrere, om personen hedder Hansen, Olsen eller Agger. Han har en gul trøje på…

FC Midtjyllands opstilling ved frispark tæt på modspillernes mål udfordrer i den grad offside-reglen, og det er jo fair nok, fordi lige akkurat offside er den eneste regel, som handler om taktik. Vi har også set det som en trend, at man andre steder i Europa anbringer nogle angrebsspillere bag forsvarsmuren, før der bliver sparket. I princippet er dette helt legitimt, for man kan ikke forbyde spillere at anbringe sig på en bestemt græstørv, hvis den ikke er okkuperet i forvejen. Offside-positionen vurderes i det øjeblik, hvor en medspiller sparker til bolden – så hvis de pågældende angrebsspillere (som de forsøger på) når at løbe op i onside-position, før der sparkes, er der ingen skade sket. Men det kræver i den grad timing – og hvis vi forudsætter, at offsidelinjen er ved muren, er det jo ikke nok, at spillerne når op bag muren: de skal op på linje med den, så ingen del af hoved, krop eller fødder er foran muren. 

Hvis de – eller bare én af dem – ikke når helt op, vil jeg påstå, at de med næsten usvigelig sikkerhed kommer til at genere en modspiller, som er én af de ting, som man skal straffes for i en offside-position. Enten ved at tage målmandens udsyn (afhængig af, hvor tæt på målet vi er), eller oftere ved at genere den frie bevægelse for de forsvarere, som nu skal den anden vej, ned mod eget mål. Det var sådan en forseelse, som kostede Colombia et annulleret mål i VM-kvartfinalen mod Brasilien. En kendelse, som ikke mange forstod, og den kunstneriske udførelse var heller ikke optimal – men forseelsen var for så vidt klar nok. En angriber var på vej tilbage og var i vejen for de forsvarere, som var på vej i modsat retning.

Så hvis man vil spille på denne type finurligheder (hvilket som sagt er fuldstændig legitimt), skal man i den grad indskærpe angriberne, at de skal time deres tilbageløb, så de når op i onside, før der sparkes – og på den anden side af hegnet skal linjedommerne være ekstremt opmærksomme. For er angriberne ikke nået tilbage, men stadig befinder sig inde midt i brændpunktet, er en strafbar offside ikke ret langt væk.