Carlsen: Straffespark og kortfarver

Jeg har før brugt billedet med ketchupflasken – når der først går hul, så vælter det ud med situationer af samme type. Lige forunderligt er det nu, hver gang det sker – det er jo heller ikke sådan i en fodboldkamp, at alle offsiderne ligger i 1. halvleg, så kommer alle straffesparkene osv. – men ikke desto mindre har de seneste dage budt på en imponerende koncentration af målmænd i fedtefadet, straffespark og diverse følgestraffe i form af gule eller røde kort, så der er ikke noget at sige til, at der har været god gang i mailtrafikken for at få forklaret, hvordan reglerne egentlig er for sammenhængen mellem de dele.

Af dømme efter TV-billeder ser alle kendelser nu ud til at være lige i skabet – selv om jeg godt har bemærket nogen øffen fra personer omkring de hold, som det er gået ud over. Løst lige efter bogen var også den totalt vanvittige og utænkelige situation fra 2. Bundesliga, som medførte et straffespark. Hyper-lovteoretisk – men hvor utroligt det end lyder, er der faktisk taget højde for specielt den situation i loven. Den tager vi til allersidst.

Men showet omkring straffespark og følgestraffe startede allerede i sidste uge, da 1. divisionskampen mellem Næstved og Viborg skulle spilles om. Omkampen blev en realitet efter Viborg-protest, da Næstveds Stefan Vico i den første kamp fik tildelt to gule kort – men ikke noget rødt. Der var også gang i mekanikken i omkampen med straffespark, et par udvisninger osv. Straffesparket blev en realitet, da Joel Felix valgte at tage et solidt greb i en Viborg-angriber i gennembrud inde i feltet. Straffespark – og samtidig udgjorde handlingen en berøven af oplagt scoringsmulighed, så nu skal der tales kortfarve.

Man havde jo tidligere den forhadte ’tredobbelte straf’ ved berøven: straffespark, udvisning og karantæne, men for et par år siden kom der den lille krølle på, at hvis den spiller, som begår forseelsen, forsøger at spille bolden, nedgraderes kortet fra rødt til gult. Det er navnlig målmændene, der har nydt godt af det – og så den forsvarer, som i god tro sætter en glidende tackling ind, og så er angriberen så ufin at have taget et træk, inden forsvarerens fod når frem, så det kun er manden, der rammes.

Men det er i relation til benspænd og tacklinger, at den bestemmelse kan bruges – når man holder en mand i trøjen, udgør det ikke et forsøg på at spille bolden, så derfor blev det til et rødt kort til Næstved. Senere blev det til endnu ét – og det må være skæbnens ualmindelig blodige ironi, at det netop var Stefan Vico (ham med de to advarsler fra første kamp), der gentog kunststykket. Og denne gang blev han udvist.

Søndag gik det løs igen i den tidlige kamp mellem Lyngby og Horsens. En tidlig udvisning til Horsens-målmanden Michael Lansing, som fik mistimet et indgreb mod André Riel, så han endte med at nedlægge ham uden for feltet. Når man er uden for feltet, og vi taler berøven af oplagt scoringsmulighed, er kortet altid rødt. Rabatkuponen kan kun indløses inde i straffesparksfeltet.

Men lige akkurat i dette tilfælde ville det ikke have gjort nogen forskel, for Lansing var ikke i nærheden af at nå bolden, som allerede var spillet langt videre – han nåede kun Riel. Havde han derimod været inde i straffesparksfeltet, bolden været tættere på, og han efter dommerens skøn havde forsøgt at spille den, var det hele endt med et gult kort oven i straffesparket.

Lidt senere på søndagen var den gal igen, denne gang i Brøndby i kampen mod Randers. Igen med en målmand involveret, Patrik Carlgren fra Randers. Han kommer bragende ud efter en løs bold, som også Brøndbys Simon Hedlund, men timingen er helt skæv, og de to fremstrakte arme rammer med ganske stor kraft direkte ind i hovedet på Hedlund.

Hedlund slipper med noget næseblod, men voldsomt så det godt nok ud. Straffesparket kan der ikke være megen tvivl om, for Hedlund er først på bolden, og Carlgren får kun ram på Hedlund. Vi taler her ikke om berøven af oplagt scoringsmulighed, for det er en løs bold, der jagtes, og selv om Hedlund er først på den, er det ikke til at sige, om han har kontrol over den eller er lige ved at få det. Til gengæld er selve forseelsens karakter til en udvisning – teknisk set hedder forseelsen ’spil, som i alvorlig grad er utilladeligt’.

Fodboldloven foreskriver en udvisning for forseelsen alene – scoringsmulighed eller ej – hvis forseelsen er begået med unødig stor kraft, defineret som at ’spilleren er gået ud over den nødvendige kraftanvendelse og udsætter modspilleren for fare’. Og det må man i høj grad sige, at Carlgren gør. På sæt og vis minder forseelsen meget om den, som Rasmus Falk begik mod Dominik Kaiser i Brøndby-FCK for få uger siden, og som vi også var rundt om på denne plads. Denne gang er det så bare med hænderne i stedet for foden.

Så selv om Carlgren uden tvivl som udgangspunkt forsøger at spille bolden (ligesom Falk), gør forseelsen i sig selv, at man ikke kan gribe rabathæftet. Uanset hvad mange tror, har målmanden ikke nogen speciel forkørselsret eller carte blanche til at tage hovedet under armen og kaste sig fremefter med stor kraft, så han skal straffes på samme måde som markspillere. At han så alt for ofte ikke bliver det, er en anden historie, og det er måske også det, der kaster nogle lidt syrlige bemærkninger af sig, når det endelig sker.

Det store målmandsshow sluttede så i Haderslev søndag aften i SønderjyskEs kamp mod AaB, hvor et sent straffespark af Sebastian Mielitz var med til at fuldende et imponerende AaB-comeback. Mikkel Kaufmann er på vej igennem, lidt ude af balance efter at han er forsøgt fældet lige uden for feltet, men han får spillet bolden uden om den fremstormende Mielitz, som klart går efter bolden, men hans krop og arme glider videre og vælter Kaufmann. Ja til straffespark, ja til berøven af oplagt scoringsmulighed – men da bolden bliver forsøgt spillet, bliver det røde kort kun til et gult.

Så i den korte udgave: uden for straffesparksfeltet betyder en berøven af oplagt scotingsmulighed altid rødt kort. Det gør den også inde i feltet, medmindre synderen forsøger at spille bolden – i så fald gult kort. Og en forseelse med unødig stor kraft vil altid give rødt, uanset om det er inden for eller uden for feltet, eller om det er berøven af oplagt scoringsmulighed eller ej.

Og så til kampen i 2. Bundesliga mellem Holstein-Kiel og Bochum, hvor virkeligheden i den grad overgik fantasien. Jeg fik ikke selv set situationen i første omgang, men heldigvis var der en halv snes rare mennesker, der sendte mig forskellige links i timerne bagefter, så nu har jeg set den – i adskillige forskellige udgaver. Ganvoula fra Bochum sender et skud mod mål fra kanten af feltet, men bolden har retning et par meter forbi den fjerneste stang.

Den ville uden tvivl gå til målspark – hvis det ikke var, fordi Holstein-Kiels Eberwein, som er ved at varme op bag eget mål, stikker foden ind og bremser bolden, før den når at forlade banen. Én ting er, at man aldrig skal lade opvarmende spillere være så tæt på målet – en tommelfingerregel på dette niveau er, at spillerne skal blive ude på den anden side af grænsen til straffesparksfeltet – men det spændende er selvfølgelig den uautoriserede indgriben fra Eberwein.

Indtil for et par år siden ville taksten have været en advarsel for ulovlig indtræden og så et indirekte frispark. Men i forbindelse med lovændringerne forrige år, hvorefter alle på bænken kunne begå forseelser til frispark, selv uden for banen, blev tegningen en ganske anden.

Nu har vi en reservespiller, som træder ind på banen og får indflydelse på spillet (eftersom han forhindrer bolden i at gå ud). Det skal takseres til et direkte frispark eller straffespark – og da opvarmningsstedet er inden for straffesparksfeltets forlængelse, lander vi på et straffespark, selv om forseelsen unægtelig er en af de mere uskyldige. Når det er VAR-dommeren, der kan tage forseelsen, er det, fordi mulige straffesparksforseelser jo er ét af VAR-kriterierne.

Så selv om vi er nogenlunde derude, hvor kragerne vender, er der altså lovmæssigt taget højde for forseelsen. Rent logisk og fodboldforståelsesmæssigt ville jeg da – som formentlig alle andre – have foretrukket, at det aldrig var sket eller blevet dømt, men så hypet som situationen er blevet, har dommerne i det mindste fået repeteret teorien. Til gengæld læser spillere jo også aviser, så mon ikke dette var første, sidste og eneste gang, vi mødte den situation.

Skriv til Jan Carlsen på [email protected]