Carlsens: Kunsten at tage et indkast

De seneste uger har fokuseret på de mere kulørte sider af fodboldloven i praksis. Så nu er det passende at komme ned på jorden igen og hen i et af de mere ydmyge hjørner, som ikke desto mindre er centralt nok. Det passer så herligt, at der har ligget en læserhenvendelse og ventet på bedre tider – én der handler om forskellige aspekter af udførelsen af et indkast. 

Det er jeg glad for. Dels er det et pænt stykke tid siden, at indkastet har fået sine 15 minutters berømmelse – dels er det en kærkommen lejlighed til at reklamere for, at der er 17 paragraffer i fodboldloven, og at de alle i princippet er lige væsentlige, selv om de normalt ikke trækker lige store overskrifter. Men vigtige er de alle – og det kan passende være en reminder til dommerne (og dommerinstruktørerne!) om, at selvfølgelig er det sjovere at beskæftige sig med de paragraffer, der handler om mord, blod og vold, men sådan noget som indkast optræder jo i sagens natur ret så hyppigt, så man skal også vide, hvordan man håndterer sådan en størrelse.

De mere ydmyge igangsættelser har en tendens til at drukne i en læringssituation, og det er helt klassisk både ved dommereksamener og teoritests, at isen meget hurtigt bliver tynd her. Men man skal jo kunne det hele – alene af den grund, at man ikke på forhånd som dommer kan bestille, hvilke situationer man vil have til at komme forbi i dagens kamp.

Jeg har selv været med til i fordum tiders mundtlige eksamen ved magnetbanen at dumpe en aspirant, hvor vi aldrig kom længere end det målspark, som egentlig bare var tænkt som en let måde at komme i gang på. På et tidspunkt var der svaret forkert på så meget omkring målsparket og de situationer, som det affødte, at aspiranten ikke stod til at redde. Et ekstremt eksempel, ja – men fra det virkelige liv.

Indkastet er lidt en fremmed fugl – hvorfor dog have en igangsættelse med hænderne, når det er fodbold, vi spiller? Nok et levn fra den gang, da man lavede det første regelsæt på skuldrene af en rugby-tradition på de engelske kostskoler. Vi skal ikke længere end 10-15 år tilbage for at finde et FIFA-forsøg med indspark i stedet, men det blev ikke nogen succes og hurtigt skrinlagt, fordi det simpelthen gik for langsomt, når man fik overført alle ingredienserne fra et frispark, modspillerne 9,15 meter væk osv.

Helt konkret undrede vores læser sig bl.a. over, at mange indkast helt tydeligt var kastet primært med den ene hånd – og måtte man virkelig det? Spændende spørgsmål – for i modsætning til, hvad mange tror, står der ikke noget om, at kastet skal være udført lige meget med begge hænder. Det er der formentlig heller ikke nogen, der kan leve op til – langt de fleste er enten højre- eller venstrehåndede. Men der står, at kasteren skal holde bolden i begge hænder og kaste bolden bagfra over hovedet.

Deri ligger så også, at begge hænder skal bidrage aktivt til kastet – så at kaste med den ene hånd og blot lade den anden passivt styre, duer ikke. En anden ting, som også næsten er en folkeovertro, er, at bolden skal slippes over hovedet. Gjorde man det bogstaveligt, ville bolden vel tage kurs mod Mars i stedet for at komme ind på banen. Men kastet skal udføres i en fortsat bevægelse, og når bolden kommer bagfra over hovedet, er det klart, at armene på et tidspunkt kommer så langt frem, at det ikke længere giver mening at tale om et kast (men at bolden i stedet blot lægges eller dumpes). *

Så er der nogle krav til føddernes placering – kasteren skal i kasteøjeblikket have en del af hver fod enten på linjen eller på jorden uden for banen. Så lidt ulogisk er det OK at tage et indkast med begge fødder placeret på stregen og så langt inde på banen, at blot det yderste af ligtornene på hælene rører ved det inderste af stregen. Af samme grund er bolden først i spil ved indkast, når den er kommet direkte ind på banen, dvs rører stregen, og er sluppet – for ellers ville der jo være hands næsten hver gang. Kasteren skal i kasteøjeblikket have front mod banen – og man må ikke lade et eller begge knæ røre jorden (selv om det vel teknisk set godt kunne lade sig gøre og stadig have fødderne det rigtige sted).

Mange års turneren med fodboldloven har lært mig, at der tilsyneladende i alle landsdele er spillere, der har specialiseret sig i et tilløb, som afsluttes med et kraftspring eller tilsvarende – og det er tilladt, hvis alle øvrige regler om kast og føddernes placering i øvrigt er overholdt. Det må nu kræve en vis form for timing, hvis man ikke skal komme til at overtræde. Er udførelsen ikke korrekt, får modspillerne en chance for at gøre det bedre – altså et omkast.

Modspillerne skal være mindst to meter væk fra det sted på sidelinjen, hvor kastet foretages (har man én gang prøvet at stå for tæt på og blive ramt af bolden, ved man hvorfor) – og kastet skal i princippet foretages fra det sted, hvor bolden gik ud. ”I princippet” fordi de fleste tillader lidt elastik ved et indkast oppe midt på banen, hvor en overtrædelse er en bagatelagtig forseelse – til gengæld bliver man mere nøjeregnende, jo tættere man kommer på straffesparksfelterne og de farlige områder. Og så er indkastet én af de to igangsættelser, hvor man ikke kan score direkte i modspillernes mål (og heller ikke i sit eget) – det bliver med et målspark eller hjørnespark til følge, hvis bolden alligevel havner dér. Hvis nogen skulle undre sig over, hvad den anden igangsættelse er for en, er det såmænd det indirekte frispark. Endelig kan man – som ved målspark og hjørnespark – ikke blive offside, hvis bolden kommer direkte fra et indkast.

Som man ser, kan man komme ret så langt omkring i noget så tilsyneladende banalt som udførelsen af et indkast – og der kunne sagtens findes endnu mere syrede eksempler end disse. Dem må vi så have til gode til en anden gang – måske dukker de op ude på banen helt af sig selv, for igen: fantasien overgås kun af virkeligheden, når vi taler fodboldlov.