– Den mest spektakulære dommervæltning jeg har set

Så er det blevet påske, og lige om snart hedder det sommertid. Det kan man så tro på eller lade være, men fuglene fornemmer det i hvert fald. Solsortene brøler i hvert fald fra klokken fem om morgenen (vintertid), og der er også god i gang i den om aftenen. Det er svært at lade være med at blive i godt humør af det, selv om man selv står op lidt senere.

Påsken indbyder jo til fred, fordragelighed og fornuft. Det sidste er godt nok svært at få øje på, når man ser, hvad der foregår rundt om i verden. Men lad nu det være – som enkeltmennesker kan vi ikke gøre alverden i det store billede, uanset aktivister af diverse slags. Vi har som befolkning valgt nogle mennesker til at tage sig af den slags ting.

På fodboldfronten har det også været relativt fredeligt og set fra et dommersynspunkt temmelig problemløst. Men nu venter der en ret giftig runde, selvfølgelig med FCK og Brøndby som udgangspunkt. Men i det hele taget er både mesterskabsspillet og nedrykningsspillet fra Superligaen en affære, som ikke lige er for små børn.

Venskabskampene i den forgangne uge kastede heller ikke det store af sig. Vi havde selvfølgelig sammenstødet mellem Xhaka og Hjulmand , men værre var det heller ikke, og Xhaka er jo heller ikke kendt for at undgå et godt skænderi eller for den sags skyld slagsmål, hvis lejligheden byder sig. Men for pokker – i en venskabskamp…

I samme kamp fik vi en af den mest spektakulære dommervæltninger, som jeg mindes at have set, da Højbjerg fik nedlagt den maltesiske dommer. Det var heldigvis en af de situationer, som bare opløstes i grin og eftefølgende klap på skulderen. Men det giver mig anledning til pointere, at dommeren i princippet er at betragte som en knold på banen. Dommeren skal være der – spillerne kan være der, hvis de vel at mærke opfører sig ordentligt. Så er der de senere år kommet nogle ændringer omkring det at lade bolden falde, som ophøjer ham til at være lidt mere end en knold, men det flytter ikke ved store billede.

Hvis vi skifter til det lidt mere aktuelle, har vi endnu et afsnit til føljetonen omkring officials opførsel. Hasselbaink tog som assisterende træner for England turen ned i spillertunnellen for at brokke sig til fjerdedommeren. Rent bortset fra at det er utilstedeligt, så er det hverken første eller sidste gang, at sådan noget sker. Jeg erindrer en af mine egne kampe, hvor delegaten tog fat i mig et par minutter før pausen og sagde ’ Vi skal ned i tunnellen’. Det har jeg aldrig prøvet før eller siden, men det var en god idé, for ganske rigtigt – udeholdets træner tændte fuldstændig af (og uden faglig grund). Dommeren pustede sig op og klarede situationen, så det blev ikke mere ud af det. Det interessante er også, at da jeg mødte den samme træner en håndfuld år senere, hvor han nu var landstræner for et helt andet landshold, kunne han overhovedet ikke huske situationen – den menneskelige hukommelse er en selektiv størrelse.

Ellers har vi de sædvanlige triste nyheder, som flugter fint med, hvad jeg tidligere har skrevet. I finalen hos Nations League i CONCACAF mellem USA og Mexico måtte kampen afbrydes to gange inden for det seneste par minutter på grund af tilskueruroligheder. Det lykkedes at komme i gang og få afviklet det sidste par minutter, og gud ske lov for det. Ellers havde vi haft en første klasses skandale. Vi har selvfølgelig gang i tre trins-reglen: spilstop, afbrydelse (med spillerne i omklædningsrummet) – og endelig aflysning. Det er meget sjældent, at vi kommer dertil, men der dog eksempler, også fra vores nabolande. Så er der arbejde til disciplinærudvalgene igen.

Så er der et par af mere kuriøse nyheder. I Premier League synes der at være et forbud på vej mod at lade bolddrenge aflevere bolden direkte til spillerne, men i stedet stille den ved en kegle. Det kan umiddelbart synes som en god idé, for det vil eliminere problemet med hurtige og langsomme bolddrenge, alt efter hvem der er ude- og hjemmehold, eller hvad stillingen nu er. Det eliminerer ét problem – men det er et tveægget sværd. Hvad nu hvis spilleren står en halv meter fra bolddrengen og nu i stedet skal hen til nærmeste kegle. Det viser med al tydelighed, at man skal tænke sig rigtig godt om, før man begynder at lave ændringer .

I en anden kuriositetsklasse er det, at man fra officielt britisk hold har følt sig kaldet til at minde britiske fans på vej mod EM i Tyskland, at tyske øl er stærkere end de britiske. Det burde ikke være nogen hemmelighed for nogen, men bevares, man skal ikke bunde alt for mange af dem med 12 procent, før risikoprocenten stiger.

Det var, hvad ugen kunne bringe. Til gengæld vil jeg gerne bringe et helt usponsoreret indslag.

På Olufsens forlag er udkommet en lille og let læst bog af Peter Dürrfeld med titlen ’Bolden er stadig rund’. Jeg havde stor fornøjelse af den, fordi den er et nostalgisk tilbageblik, som jeg deler med forfatteren (skønt en håndfuld år yngre). Vi er tilbage i Parken, tidligere storspillere og i det hele taget mange tilbageblik, som jeg har en fin erindring om, helt fra barndommen og frem. Så lever jeg med, at forfatteren som erklæret FCK-fan mener, at de bliver snydt for ufattelig mange straffespark. Så er man årgang 1953 eller ældre, vil man måske opleve et déja vu. Yngre mennesker vil måske kunne læse den og tænke, hvordan kunne fodbold overhovedet fungere uden penge. Men det kunne den, og den engagerede rigtig mange mennesker.

Gå uden for, nyd foråret – håber det ikke regner alt for meget.

Skriv til Jan Carlsen på [email protected]