Hvad må man egentlig med hænderne i fodbold?

I sidste uge prøvede jeg at trække en linje tilbage til 1863 og de allerførste fodboldlove. Specielt var det dommerens rolle, der var i fokus.

Virkelig underligt og med et moderne tankesæt in mente nærmest absurd at forestille sig, at det varede ganske længe, før han fik den rolle, som vi kender i dag, placeret på banen og med ret til at skride ind af egen kraft uden at skulle afvente en appel fra aktørerne.

I denne uge vil jeg prøve at lave nogle punktnedslag i enkelte udvalgte paragraffer for at grave nogle kuriositeter frem. Der er flere, hvor de kom fra, men det kan så blive en anden god gang.

Påvirkningen fra rugby og brugen af hænderne var som beskrevet i sidste uge en af de mest betydende faktorer fra starten.

Og når man måtte bruge hænderne, måtte man selvfølgelig også have en spiller, hvis primære funktion var at tage med hænder for at forhindre, at bolden gik i mål – en målmand.

I 1878-udgaven hed det, at målmanden måtte tage bolden med hænder ’til forsvar for eget mål’.

Det var en formulering, som nærmest svarede til at sælge elsatik i metermål, så i princippet måtte målmanden uden yderlige indskrænkninger gøre det over hele banen!

I 1886 blev disse store særrettigheder for første gang indskrænket virkelig markant, da målmanden nu kun måtte tage med hænder på sin egen banehalvdel.

I 1888 fik skruen en tak mere, da målmanden herefter kun måtte bevæge sig to skridt, mens han ‘løber med bolden eller lader den springe på hånden’.

Og i 1913 led målmanden endnu en ydmygelse, da hans ret til at tage bolden med hænder blev begrænset til eget straffesparksfelt, som vi kender det i dag.

Så den tankegang, som vi har set de seneste 40 år, at spillet kan gøres mere underholdende ved at indskrænke målmandens rettigheder på den ene eller anden måde, er langtfra noget nyt.

Man kan for eksempel tage skridtreglen.

Oprindelig måtte målmanden bevæge sig fire skridt med bolden i hænderne og kunne så sikre sig retten til fire nye skridt blot ved at slå bolden i jorden.

Reglen blev justeret til at hedde fire skridt, som måtte deles (f.eks. tage to skridt, lægge bolden ned på jorden, foddrible lidt rundt, tage bolden op i hænderne igen og stadig have to skridt tilbage).

Så røg delingen, så de fire skridt skulle tages i én portion, og i allersidste instans – men dog efter 1992 – blev de fire skridt til seks sekunder.

Men målmanden kunne i 1992 stadig få rigtig lang tid til at gå med bolden i hænderne – f.eks. ved helt at lade være med at tage nogen skridt og bare stå der.

Så var det op til dommeren at afgøre, hvornår blonden var nået. Så ræsonnementet bag sekund-reglen var, at kunsten måtte være at sørge for, at målmanden i så få tilfælde som muligt havde bolden i hænderne og masser af tid.

Det sidste puf ud over kanten sørgede bl.a. italienske målmænd beredvilligt for ved en umanerlig langsom spillemåde under VM på hjemmebane i 1990.

Og så kom tilbagespilsreglen, så en målmand ikke længere måtte røre en bold med hænderne, som forsætligt var sparket til ham af en medspiller.

En anden rest fra tankegangen omkring rugby og brug af hænderne er indkastet. I de første regler er det simpelthen den første spiller, som får fat i bolden, når den har passeret sidelinjen (som i parentes bemærket slet ikke er der endnu– der er kun hjørneflag, så man må selv visualisere linjerne, der afgrænser banen !), som må kaste den ind. Men til gengæld skal han kaste den vinkelret ind på banen igen.

I 1878 bliver det modspillerne, der får tildelt indkastet, men det er et krav, at bolden skal kastes mindst 6 yards i en hvilken som helst retning.

Indkastet lever endnu i stort set uændret form, lidt som et fortidslevn, og det har hidtil modstået alle forsøg på at konvertere det til det indspark, som på mange måder ville være mere naturligt – men som har vist sig ikke at fungere i praksis, som jeg fortalte om for ikke længe siden.

Ikke desto mindre er der åbenbart et FIFA-forsøg undervejs, som vil erstatte indkast med indspark.

Også offside-reglen har vi i en eller anden form med fra starten – og den kan minsandten også føres tilbage til rugby, hvor princippet er, at der ikke må afleveres fremefter.

I fodboldloven må en spiller, som er foran bolden, oprindelig ikke røre den, før en modspiller har gjort det.

Fra dette udgangspunkt går det ellers slag i slag op gennem tiderne: frem til 1925 er man offside, hvis man ikke har mindst tre modspillere nærmere mållinjen – det bliver så til to osv. osv.

Der er blevet skruet på offside-reglen utallige gange gennem tiderne, selv om det mig bekendt – i modsætning til hvad mange tror – aldrig har været sådan, at bare man befandt sig i en offside-position, skulle man straffes.

Der har til alle tider skullet en eller anden aktiv indgriben til.

Offside-reglens udvikling afspejler langt hen ad vejen spillets udvikling og ønsket om at få scoret nogle flere mål, efterhånden som forsvarsspillet er blevet mere og mere avanceret.

Groft sagt kan man sige, at reglen helt fra starten og frem til 2004 var i forsvarets favør – derefter, da man indførte ‘vent og se-princippet’ og gjorde ‘på linje med næstsidste modspiller’ til en lovlig placering, i angribernes.

Så når spillere, trænere og andet godtfolk jamrer over, at offside-reglen er blevet umulig at finde ud af, har de helt afgjort en gyldig pointe i, at det er 140 års fortolkning og filosofi, der er blevet vendt op og ned på.

Til gengæld har den nye fortolkning med ‘vent og se’ givet færre afbrydelser, flere mål, mere underholdning – og for dommerne er den blevet meget lettere at administrere (omend måske tilsvarende sværere for andre at forstå)

Straffesparket er heller ikke med fra starten. Det bliver indført i 1891 for visse forseelser begået i straffesparksfeltet (som i øvrigt heller ikke har helt den facon, som vi kender i dag – den fandt først sin endelige og rektangulære form i 1902).

Før straffesparkets opfindelse dømtes blot frispark på åstedet – og afstandsreglen var 6 yards (eller på mållinien mellem målstængerne).

I en engelsk pokalkvartfinale i 1891 var stillingen 1-0, da en bold blev reddet på mållinien med hånden.

Angriberne fik et frispark få centimeter foran mållinien – og målmanden kunne bare blive stående på sin mållinie klos foran bolden.

Som så ofte før er det en enkelt spilsituation, der udløser en regelændring, fordi alle kan se det urimelige, så samme år blev straffesparket indført i erkendelse af, at betalte spillere åbenbart ikke havde de samme æresbegreber som de oprindelige gentlemen.

Ved straffespark måtte målmanden oprindelig bevæge sig 6 yards fremefter (dvs være hvor som helst i sit målfelt).

Indtil 1903 var alle frispark indirekte, så de skulle røres af en anden spiller, før der kunne blive et mål ud af det – og først på det tidspunkt nåede man til overvejelserne af, at der var nogle forseelser, der var grovere end andre, hvilket førte til indførelsen af det direkte frispark, som må sparkes direkte i modspillernes mål.

Ved samme lejlighed blev fordelsreglen nedfældet i paragrafferne og ikke blot som en diffus idé bag lovsættet. Indtil 1927 var det i øvrigt muligt at score direkte i eget mål på et frispark – men så skete det for første gang.

Princippet om, at man ikke skal kunne tjene på sin forbrydelse gjorde, at man indførte reglen om, at man kun kunne score direkte i modspillernes mål på et direkte frispark.

Det er fremdeles sådan, at det ikke er muligt at score i eget mål på nogen som helst igangsættelse.

Endelig de røde og gule kort, som ingen vel nu om stunder kunne tænke sig at undvære (selv om jeg selv som ung dommer i København i starten af 70’erne oplevede, at vi ikke måtte bruge dem i lokale ungdomskampe, vel for at skammen ikke skulle påvirke spillerne for meget og give dem varige traumer).

Kortene er faktisk en relativt ny foreteelse, i hvert fald set i relation til hele fodboldlovens historie.

Ved VM i England 1966 havde der været vild panik i kvartfinalen mellem England og Argentina, hvor den tyske dommer Rudolf Kreitlein simpelthen ikke kunne gøre den argentinske anfører Rattin begribelig, at han var udvist.

Formanden for FIFAs dommerudvalg Ken Aston havde længe spekuleret over, hvordan man kunne indføre et internationalt og let forståeligt system til at markere advarsler og udvisninger.

Og en dag, da han i sin bil sad på Kensington High Street og så lyskurven skifte fra grønt til gult til rødt, var den der !

Kortene blev indført internationalt ved VM i Mexico 1970 og i Danmarksturneringen fra starten af 1972.

Det var så to uger ned ad historiens lange landevej – og den er laang. Det er endnu et af argumenterne for, at kontinuitet er en god ting.

I næste uge er vi nok tilbage ved det mere aktuelle – men tøv ikke med at sende gode idéer til emner, historiske såvel som aktuelle.

De skal nok finde plads før eller senere (lige i øjeblikket nok nærmere senere – men det kommer).

Jeg håber, at alle på nuværende tidspunkt har haft en god sommer. Der ligger et heftigt efterår foran os – igen fordi alt er presset sammen på grund af vinter-VM i Qatar. Lad os håbe på masser af spændende situationer – og lad os også håbe, at dommeren ikke bliver en afgørende faktor. Erfaringen viser, at sådan en turnering nok skal kaste nogle besynderligheder af sig – men det tager vi til den tid.