Hvor er de farverige målmænd?

Der var engang, hvor målmænd var kendt for at være skøre i hovedet. Det har altid været sagt, at man skal være lidt skør for at være målmand, at det er en ensom tjans, som skaber en helt særlig gruppe af personer. Der var også engang, hvor målmænd ikke bare var nogle gutter med handsker på, der sørgede for at holde bolden ude af rusen, men de bød også ind med mål i modsatte ende – og det var både på staffespark, frispark og efter dribleture.

Hvem husker ikke frisparks- og straffesparksskydende målmænd som legendariske Jose Luis Chilavert fra Paraguay og Rogerio Ceni fra Brasilien. Eller den columbianske entfant terrible Rene Higuita, der var særdeles dribleglad, hvilket kostede hjemlandet Columbia dyrt i en afgørende VM-kamp mod Cameroun, hvor lige så legendariske Roger Milla havde luret columbianeren, stjal bolden og scorede et af karrierens letteste mål. Higuita er dog måske mest kendt for sin skorpionredning under en landskamp mod England. Flere andre kan nævnes, men der er ingen grund til at hænge sig i fortiden, når nu kalenderen fortæller, at året er 2014.

Ser man rundt på det målmandsmæssige verdenskort, er ikoner, klovne, entertainere, keepere, eller hvad vi nu skal kalde dem ikke umiddelbart så iøjenfaldende. Den frisparksskydende målmand er ikke umiddelbart til at komme i tanker om, og skyder en målmand endelig straffespark, sker det som oftest i en straffesparkskonkurrence, hvor han ikke er under pres for at nå tilbage og redde kastanjerne ud af ilden, inden et eventuelt misset forsøg fra ellevemeterpletten bliver kostbart.

I europæisk fodbold har der aldrig været den store tradition for de særprægede målmænd, der havde mange andre arbejdsopgaver end at sørge for et rent bur. Europæsk fodbold har altid været omgærdet af dyb seriøsitet og alvorlighed tenderende til kølig kalkule, mens fodbold i for eksempel Sydamerika er mere emotionelt og driftsstyret, kan man sige.

Hvorfor er der så ikke længere plads til disse underholdende indslag i topfodbold? Jeg tror i høj grad, det skyldes de mange penge, som i dag styrer topfodbolden. Der er simpelthen ikke råd til, at der begås dumheder á la Higuitas dribletur. I dag er fodbold så kontrolleret og beregnende, at alle fejl straffes og ofte med alvorlige konsekvenser til følge. Der er en verden til forskel på en tredie- og fjerdeplads i en europæisk liga, hvor sponsor- og tvpenge er så abnormt enorme, at det nærmest er surrealistisk og i mine øjne grinagtigt.

Savner jeg så de pikante indslag fra målscorende målmænd? Egentlig er svaret nej, for jeg mener i bund og grund, at et fodboldhold består af forskellige personer med vidt forskellige roller, helt fra holdlederen, der skal have styr på farven af strømpetape, over midtbaneslideren, der skal erobre bolde, til den yderste reservespiller, der skal være klar til at løse opgaver i holdets tjeneste uanset opgavens karakter. Og målmandens fornemste opgave er nu engang at sørge for rene lagner.

Hvad er det så, jeg egentlig efterspørger? Livet kan i den grad godt leves til ende uden, at målmænd scorer mål på samlebånd eller laver fikse driblinger, men jeg oplever, at topfodbolden er blevet al for strømlinet og ensrettet. Legen i det ædle spil diskuteres ofte, men her er det ofte i forbindelse med de helt unge år og ofte sat ind i en kontekst langt væk fra Europa og de øvrige af verdens topligaer. Engang var der også spræl i målmændenes beklædning. Mexikanske Jorge Campos havde en garderobe af målmandstrøjer, der fik Village People til at ligne en flok fyre på vej til jobsamtale hos Goldman Sachs. Peter Schmeichels trøje fra den dejlige sommeraften i Göteborg i 1992, byder på en farvepalet, som ikke engang den vildeste fantasi tillader på en nutidig fodboldtrøje. Engang var højeste mode også de kortærmede målmandstrøjer, bedst personificeret ved endnu en mand garant for lidt klovnerier – franske Fabien Barthez.

I dag er fodboldtrøjer – om det så er hjemmebane-, udebane-, tredje-, reserve-, reservereserve- eller cuptrøjen, der er tale om – ofte tegnet af talentfulde unge mennesker fra designbureauer, hvor farveblindheden må have sat ind. Mange af trøjerne gør sig bedre på et podium, hvor haute couture er et mere rammende begreb at bruge end topfodbold. Everton forsøgte at iklæde Tim Howard en camouflagetrøje, men det har mest resulteret i jokes om designernes og klubbens dårlige smag. Fri mig for designere i fodbold og lad mig i stedet opleve mænd i grimt og løssidende tøj med græs på knæene og jordfarvet skum på målmandshandskerne.

Jeg lever trygt uden målmænd på den forkerte banehalvdel, men giv mig i det mindste mine grimme målmandstrøjer tilbage. Mine forældre, familie og kæreste er så rigeligt trætte af al den roden rundt i gamle tøjkasser. Til hverdag og fest – grimme og spraglede målmandstrøjer er bedst!