VM-keepere – Europa (1)

I dette blogindlæg dykker jeg ned i de første af de europæiske deltagere ved sommerens slutrunde i Brasilien. Her har vi hele vejen rundt velkendte navne, om end nogle selvfølgelig er mere meriterede end andre. På nogle af mandskaberne giver førstemålmanden sig selv, men det er langt fra tilfældet hele vejen rundt. Det skal der kigges nærmere på. Det europæiske kontinent stiller med klart flest deltagere ved slutrunden, hvorfor jeg heller ikke vil dykke lige meget ned i alle lande. Nogle lande kræver og fortjener nemlig et større tjek.

Vi starter hos et af de senest kvalificerede lande, som i de afgørende playoff-kampe var helt ude i tovene. At Frankrig var i store problemer skyldes dog på ingen måde målmand Hugo Lloris, som bærer det stolte anførerhverv på det franske landshold. Han er også oplagt til opgaven, da mange af truppens øvrige spillere vel på modenhedsniveau mest minder om en børnehave. Lloris, der nu er i gang med sin anden sæson i Tottenham, må efterhånden betragtes som en verdensklassemålmand. Han har efter en lidt svær start formået at etablere sig som en af rækkens absolut dygtigste målmænd, og han har stor ære af, at Tottenham i mange kampe fremstår defensivt meget stærke. Lloris er målmand, som kommunikerer godt med sit forsvar, han har nogle unikke og lynhurtige reflekser, og han er heller ikke bange for at blande sig i spillet i feltet. Det var ellers et område, hvor mange frygtede at Lloris ville falde igennem i Premier League, men her har han altså formået at overraske de kritiske røster. Der, hvor franske Lloris dog er allerstærkest, er i hans ageren som en ekstra markspiller. Lloris fungerer som en slags sweeper, en rolle han udfylder på et skyhøjt niveau.

En af de få målmænd, som mestrer spillet som sweeper på samme måde som førnævnte Hugo Lloris, er Manuel Neuer, den sikre tyske førstemålmand. Manuel Neuer er af mange fodboldiagttagere betragtet som verdens bedste målmand, han er nomineret til FIFA Ballon d´Or og umiddelbart klar favorit til at modtage hæderen som verdens bedste målmand anno 2013, som uddeles af organisationen af fodboldhistorikere og –kritikere. Udover sine evner som ekstra markspiller og dygtigt spil med fødderne har Neuer nogle yderst sikre hænder. Han har efterhånden mange episke redninger på sit CV, mest berømt er nok en fantastisk Champions League præstation for sin tidligere klub Schalke 04. Har man lige lidt tid tilovers skylder man sig selv at finde videoklippet på internettet. Det varmer rigtig meget, hvis man som mig nyder at se fremragende og spektakulært målmandsspil. Manuel Neuer er en komplet målmand, og man glemmer nogle gange, at han jo faktisk for år tilbage tabte den direkte målmandskamp med Rene Adler, som desværre blev skadet. Neuer tog pladsen i det tyske mål og har efterfølgende aldrig leveret den tilbage.

En målmand, som med ro i sindet sagtens kan se sig tilbage, er den italienske veteran Gianluigi Buffon, der har en fantastisk karriere bag sig. Han har fejret mange meritter både nationalt og internationalt med såvel Juventus som det italienske landshold, ligesom han også fejret personlige og individuelle meritter. Han er hele fire gange kåret til verdens bedste målmand. At Buffon af mange stadig betragtes som en af verdens bedste målmænd, er da også helt fortjent, selvom de fleste nok vil tilslutte sig det faktum, at han har sit bedste spil bag sig. Han er en målmand, som er meget verbal og kommunikerende overfor sine forsvarsspillere, hvilket er med til at indgyde noget af den sikkerhed og ro, som den italienske defensiv er kendt for. Han har nogle stærke reaktioner, og han har mange gange lavet kampafgørende redninger. I spillet med fødderne oplever man heller ikke problemer hos Buffon på trods af, at han jo nærmest stammer fra en tid, hvor spillet med fødderne slet ikke udgjorde et element i målmandsspillet. Nogle af de få svagheder, man kan spore hos Gianluigi Buffon, er tendensen til at bokse bolde og hans momentvise usikkerhed i feltet. Heldigvis for Italien har de nogle forsvarsspillere, som er så stærke i hovedspillet, at det slet ikke er så nødvendigt, at Buffon blander sig alt for meget i feltet.

Lad os blive i Sydeuropa og drage lidt mod vest, hvor Portugal efter playoff-kampe mod vores svenske naboer formåede at kvalificere sig til slutrunden i Brasilien. Her vogter Rui Patricio fra Sporting Lissabon målet. Siden Vitor Baia vogtede det portugisiske bur har landet sukket lidt efter en klassemålmand, og heller ikke Rui Patricio har helt formået at løfte Baia´s arv. Han er dog stadig ung, spiller for en relativt stor klub og vises tillid på nationalmandskabet, så mulighederne for at løfte opgaven er tilstede. Rui Patricio har som mange sydeuropæiske målmænd sine styrker i spillet med fødderne, hvor han er meget dygtig, ligesom han er rigtig dygtig til at adressere sine afleveringer. Hans reflekser er også aldeles veludviklede, og han kan nogle gange trække nogle fuldstændig vanvittige redninger ud af ærmet. Der sniger sig dog ofte nogle fejl ind i Patricios spil, hvilket man også fik syn for i playoff-kampen mod Sverige, hvor et frispark fra Zlatan Ibrahimovic fik lov at passere og få målnettet til at ruske. Vel var det da et velkendt hårdt spark fra den svenske verdensstjerne, men Rui Patricio kan ikke være helt tilfreds med sin præstation. Derudover har han store mangler i spillet i feltet, hvor han ikke er specielt god til at blande sig. Her er dog et element, hvor Rui Patricio har alle muligheder for at udvikle sig, idet han er udstyret med en god fysik for en målmand.  

Det engelske landshold kvalificerede sig efter en ganske hård kampagne i kvalifikationen. Gennem hele kvalifikationen var Manchester Citys Joe Hart landsholdets fortrukne valg på målmandsposten. Hart har dog haft en mildest talt svingende sæson, der har været præget af mange mystiske fejl og hyppige udfald undervejs i kampene. Tingene akkumulerede sig op på både klub- og landshold, og det er endt med, at Manchester Citys manager Manuel Pellegrini har placeret Joe Hart på bænken. Landstræner Roy Hodgson fulgte trop og gav Joe Hart en pause, hvor Celtics fremstormende Fraser Forster i stedet fik chancen for Three Lions. En meget trist udvikling for Hart, der gennem flere sæsoner har været inde i en rivende udvikling og især i Manchester Citys mesterskabssæson viste målmandsspil af ypperste niveau. England har ikke siden den legendariske hestehale David Seaman været specielt heldige på målmandsposten, hvor mange ellers har været prøvet af, men hvor alle disse også har været udstyret med sæbe på handskerne. Lad os da bare for overskuelighedens skyld nævne nogle stykker; Ben Foster, David James, Robert Green og Scott Carson. Med Joe Harts præstationer de seneste år forstummede denne snak, for landsholdet havde fået en ny sikker nummer et i buret. Diskussionerne omkring posten som landets foretrukne med handsker på er dog genopblusset, og i den meget kritiske og barske britiske presse er Joe Hart ude i et stormvejr. Umiddelbart vil jeg dog gætte på, at Joe Hart viser klassen og vender stærkt tilbage, for det har han absolut kvaliteten til. Selvom Manchester City på rygtebørsen kædes sammen med flere verdensklassekeepere, tror jeg, klubben får sat skik på Joe Harts spil, og jeg gætter på, det er et spørgsmål om tid, før han igen er at finde i buret hos City. Når han først er at finde der, vil han også med sikkerhed være engelsk førstemålmand i Brasilien, for Joe Hart har tidligere vist landstræner Roy Hodgson, at han er en mand, som er til at stole på. Interessant bliver det dog om denne forudsigelse kommer til at holde stik, eller om Joe Hart virkelig bliver på bænken på klubholdet, for så kunne den foretrukne engelske målmand i Brasilien meget vel blive Fraser Forster, som trods meget flotte præstationer i Celtics mål er et noget mere ubeskrevet blad. Der er derfor som altid god usikkerhed omkring det engelske landshold.

At Joe Hart er en målmand med meget fine kvaliteter, kan der dog ikke herske nogen tvivl om. Han er først og fremmest en meget atletisk målmand, som er meget seriøs og målrettet. Hans stærke fysik og spændstighed gør, at han er udstyret med nogle meget fine reaktioner, ligesom hans springkraft gør ham i stand til at nå selv meget yderligt placerede afslutninger. I spillet med fødderne er Hart også meget dygtig, og især hans udspark er fremragende og minder mere om noget, man kan opleve i sydeuropæisk og latinamerikansk fodbold. Hart er desuden en meget modig målmand, og hans store mod resulterer ofte i et meget aktivt og ivrigt spil, hvor han meget gerne vil ud og blande sig i luftrummet i feltet. Dette er ikke altid med de bedste resultater til følge, og man sporer lidt svaghed i hans spil netop her. Største svaghed er dog Harts noget svingende præstationer og manglende stabilitet. Den ene dag kan han være fuldstændig outstanding og umulig at passere, den næste dag kan han præstere syrlige drops og glatte handsker. Den manglende stabilitet er helt klart Joe Harts allerstørste svaghed i en fodboldverden, hvor konsistent spil er afgørende.