Hank op i jer selv, AGF

Når klokken runder 21.00 mandag aften er traditionsrige AGF under nedrykningsstregen i Superligaen, hvis rivalerne Viborg og FC Vestsjælland vinder. Det er et faktum.

Et andet faktum er, at AGF anno 2014 er i en meget, meget sløj forfatning. Godt nok er det blevet til syv point i syv kampe i foråret, og godt nok er nedrykningsstregen (som det ser ud inden Viborg og FC Vestsjælland har spillet) rykket et point væk, i forhold til da Peter Sørensen blev fyret. Men AGF har tabt tre kampe i træk, og i Superligaen er det kritisk. Og det er ekstra alarmerende, når AGF ligner et hold, der kan spille herfra og til juleaften uden at score.

AGF-direktør Jan Christensen tog beslutningen om at fyre Peter Sørensen kun tre dage efter forårspremieren. Det i sig selv er suspekt. Ja, Peter Sørensen og AGF blev udspillet af AaB i pokalkampen, men Peter Sørensen havde i premieren guidet AGF til et udmærket point hjemme mod FC København. Og hvordan kan tilliden til cheftræneren forsvinde på tre dage?

Endnu mere suspekt er AGF-ledelsens beslutning om at overlade tøjlerne til assistenten Jesper Fredberg. En fin fyr, der virker til at være et spændende trænertalent med god fodboldindsigt. Men uden erfaring som træner i Superligaen og uden tid til at prøve truppen af. Spørg jer selv, hvem ville I helst have på posten i kampen om at undgå nedrykning. Manden med godt fem års erfaring som cheftræner, et langt liv som professionel fodboldspiller og med indsigt i AGF og truppen? Eller manden uden erfaring som toptræner? Jeg ville vælge den første.

Det er nemt at være bagklog, men ærlig talt, hvis tilliden til Peter Sørensens trænerevner kan vende på en tallerken på tre dage, var AGF så ikke bedre stillet med at fyre Sørensen i december? Der må da også have været en anelse af tvivl på dette tidspunkt. I stedet valgte Jan Christensen at sætte sig mellem to stole. I stedet for at lade Peter Sørensen fuldføre sit arbejde og sikre AGF overlevelse, gav Jan Christensen tøjlerne til Jesper Fredberg – tre dage efter det ene point mod FCK. Og omvendt, i stedet for at give Jesper Fredberg tid til at skærpe holdet henover vinterpausen, blev Fredberg kastet for løverne fire dage før opgøret mod SønderjyskE. Uden tid til at udvikle og ændre. 

Starten var egentlig god for AGF under Jesper Fredbergs ledelse. Point er det eneste, der tæller, og Fredberg hentede seks styks i kun tre kampe. Mere end godkendt. Siden er det blevet til nul point. Ikke godkendt. En del af forklaringen er i mine øjne, at Jesper Fredberg blandt andet efter nederlaget på 5-2 til AaB talte om proces i AGF. Der er hverken tid eller råd til at snakke og tænke proces, som sportschef Brian Steen Nielsen så rigtigt sagde det i Tipsbladet den 28. marts. Kun sejre tæller.

Jesper Fredberg er nødt til at forstå, hvad opgaven er. Han er brandslukker. Han skal sikre point og overlevelse. Var Fredberg tiltrådt i december, var der tid til proces og udvikling henover vinteren. Det er der ikke nu, ligesom der ikke er tid eller plads til alle mulige spilmæssige ændringer. Processnak legitimerer naturligvis ikke nederlag, men det er med til at forstærke ideen om, at der i en periode vil være svipsere. AGF har bare ikke råd til mange flere svipsere og dårlige præstationer. Mod Randers forsøgte AGF nye opspilsmønstre. Det så egentlig udmærket ud det første kvarter, men så døde de lovende takter og AGF befandt sig i ingenmandsland. Hvor længe går der, før nye opspilsmønstre er på plads? Det er ikke tid til panik endnu, men det er nu tid til at finde overlevelsesinstinktet frem.

Jesper Fredberg gør nu klogt i at mandskabsbehandle, samtidig med at han lader spillerne forstå, at resultaterne ikke måde udeblive. Han skal tale med spillerne hele tiden. Trække dem til side og fortælle dem, hvor gode de er. Det lyder åndssvagt, men når en spiller mangler selvtillid, kan en aflevering over to meter virke svær. Så svarer en sejr til at bestige Mount Everest med kun ét ben. Og AGF har brug for en sejr.

Sejren ser nemlig ud til at være et stykke væk, og det er ikke kun Jesper Fredbergs skyld. Det er i høj grad også spillertruppens. Jesper Fredberg har ikke den store rutine, men det er der altså en hel del i spillertruppen, der har. Anders Kure, Martin Jørgensen, Petri Pasanen for at nævne nogle få. De må være med til at få de mindre rutinerede spillere til at forstå, at det er alvor, det her.

Casper Sloth, AGF’s landsholdsspiller, og Osama Akharraz, den kreative force, ser ud, som om de ikke er vendt tilbage fra vinterpausen. Hvor er kreativiteten, viljen og kvaliteten? For Casper Sloths vedkommende har han alle tiders chance for at sikre sin klub endnu en sæson i den bedste række, så han kan drage mod udlandet med god smag i munden. Lige nu virker Sloth til tider som et fremmedelement på AGF’s hold. Osama Akharraz har i de sidste to opgør siddet på bænken, fordi han ikke kan finde niveauet.

Alle i AGF må nu hanke op i sig selv. Fra ledelsen til trænere til spillere. Direktør Jan Christensen bør allerede nu lave planer for næste sæson. Han skal tage et kig på spillertrup og trænerstab med både Superligaen og NordicBet Ligaen in mente.

Sportschef Brian Steen Nielsen må starte med at kigge på spillertruppen. Og kigge på sig selv. Projekt Georgien har været en bragende fiasko, og AGF mangler tydeligt kreativitet og en angriber med næse for mål. 

Trænerstaben må droppe processnakken og ideen om udvikling og andet koncept. Der er brug for resultater nu, og når overlevelsen er i hus, kan forberedelsen til den nye sæson begynde.

Spillertruppen må udvise noget vilje og fight for trøjen, lønnen, klubben og tilhængerne. De må finde de ekstra 10 procent.

Min frygt er, at Superligaen næste sæson er uden et hold fra landets næststørste by, og det ville være en skam. AGF hører til i Superligaen, det er en traditionsklub med mange og gode tilhængere. Skal AGF fortsat blive i Superligaen, kræver det, at alle i klubben tager sig sammen. Fra ledelse til trænere til spillere. At alle viser vilje og styrke. Ellers oplever AGF et deja-vu og rykker ned som i 2010.