Superligaen på spidsen: Hobros forvandling har kostet dyrt

Det øsede ned, men vi var ligeglade, for det var en oplevelse ud over det sædvanlige. Jeg mener: Hvor ofte har man stået i en container og set Superliga-fodbold? Hvor ofte har man set en af de andre tilskuere rende over på gymnasiet og hente en stol at stå på for at kunne se noget på banen. Hvor mange gange har man oplevet, at ‘alle’ kender hinanden på et fodboldstadion til en kamp, der mere er en begivenhed og som minder om en blanding af byfest og festival. 

 

Sådan var det den julidag i 2014, hvor jeg overværede den første Superliga-kamp, der blev afviklet i Hobro nogensinde. Det var dengang Hobro vandt 2-1 over Brøndby og spillede sig op i toppen af Superligaen. Senere samme sæson var holdet bare fire point fra en tredjeplads og europæiske billetter. Faktisk har jeg fundet en artikel fra midten af april sidste år, hvor Mads Hvilsom snakker om den europæiske drøm i Europa. For den var kun fire point væk, da der resterede få runder af sidste sæson. Fodbold-Danmark var på den anden ende, for det hele foregik med en blanding af halvtidsproffer og foreningsmennesker. 

 

Det føles længe siden nu. Hobro ligger sidst i Superligaen med kun 10 point efter 20 kampe, og både klub og spillertrup er forvandlet. Forvandlingen er gået meget hurtigt, og det viser sig nu, at det ikke har været en succes. Og måske er det også gået for hurtigt. 

 

0-6-nederlaget til Viborg i weekenden var et lavpunkt i Hobros Superliga-liv, men det foregik i flottere rammer end da Brøndby blev besejret for halvanden år siden. Dengang, Hobro-folket kunne gå på vandet, var stadion en interimistisk arena med mobiltribuner og andre lappeløsninger. Nu spiller Hobro sine kampe på et nybygget stadion med flotte tribuner. Den gamle langside med navnet ”Mallorca-tribunen”, fordi den lå på solsiden af stadion, er nu erstatet af den funklende Jutlander Bank-tribune. 

 

Også spillertruppen har oplevet en massiv forandring. Siden oprykningen har man sagt farvel til kulturbærere og klubmænd som Martin Thomsen, Mads Hvilsom og Rasmus Ingeman samt flere lokale spillere, der har været i klubben i flere år. Ind er kommet folk alle egne af verden – heriblandt Zimbabwe, Senegal og Sydkorea. 

 

Allerede inden foråret var anfører Mads Justesen inde på udfordringerne ved forvandlingen.

 

– Man kan diskutere hastigheden i de ændringer, der er sket, i forhold til hvordan vi arbejdede og drev fodbolden i klubben for bare et par år siden, sagde han til Politiken, hvor han også uddybede sine tanker. 

 

– Der er flere forklaringer på, at vi er havnet nederst efter første sæsonhalvdel. Der var mange bump på vejen. Vi mistede 3 point ved en skrivebordsafgørelse, træneren kom under kritik, forsvaret lukkede for mange mål ind, og angriberne scorede for lidt. Der blev skiftet en del ud i truppen sidste sommer, og gode spillere forlod klubben. Der kom udlændinge ind. Som klub og trup var det en stor udfordring, og det tog tid at finde sammen. Der kom flere sprog i omklædningsrummet.

Jeg overrasker mig selv ved, når jeg pludselig snakker en blanding af dansk og engelsk i kampens hede. Det er fint nok. Men vi har altså skullet have en anden tilgang til tingene end i den første sæson, forklarede Justesen. 

 

Det med en anden tilgang må siges at være en markant faktor i Hobros sæson to i Superligaen. Flere spillere er kommet på fuldtidskontrakter, der er færre halv-amatører i truppen, og spørgsmålet er, at sportschef Jens Hammer Sørensen stadig agerer spiller til træning, som han gjorde for halvandet år siden, når der manglede en mand, når der skal spilles 11 mod 11. Sammenholdet kan næppe være det samme, når der er skiftet så meget ud, og nu var det jo ellers sammenholdet og kammeratskabet, der blev fremhævet som den helt store X-faktor i Hobros succesår fra man rykkede op til man sikrede sig syvendepladsen i sin første Superliga-sæson. 

 

Daværende cheftræner Jonas Dal satte ord på det i Tipsbladet få dage efter Hobros første kamp i Superligaen – 2-1-sejren over OB. 

 

– Jeg kan godt lide at bestemme. Jeg kan godt lide at være medbestemmende. Og jeg kan godt lide at sætte aftryk på menneskerne omkring mig og på de ting, der sker. Men jeg synes ikke om at bestemme bare for at bestemme. Jeg vil gerne gøre det hele i en fælles overensstemmelse, så det ikke kun er mit projekt. For jeg mener, at vi alle sammen får et meget større ejerskab over projektet, når vi alle har haft indflydelse på det, sagde han til Tipsbladet. 

 

Jonas Dal understregede også, at Hobro skulle fortsætte med at være tro mod sig selv. 

 

– I bund og grund er fodbold ret simpelt. Man kan godt gøre det kompliceret, hvis man vil. Men kunne jeg få en materialeforvalter her på fuld tid i stedet for et analyseprogram, så ville jeg hellere have det. Vi skal passe på, at vi bliver til noget, vi ikke er. Vi skal passe på med at sidde og analysere alt for mange fodboldkampe i alt for lang tid, så vi til sidst glemmer det, vi rent faktisk er her for, nemlig at træne spillerne og gøre dem bedre. Blive bedre som hold. Stå godt sammen som et hold. Det ér simpelt, og det er fodbold sgu, mente Jonas Dal. 

 

Jeg siger ikke, at Hobro har gjort det for kompliceret, men de mange forandringer i klubben, har gjort det vanskeligt. Man har det indtryk, at Hobro ikke længere er en speciel klub i Superligaen. Den er blevet lige som de andre, og når de andre så har større budgetter og bedre rammer for at opnå succes, hvordan skal man så vinde fodboldkampe?

 

Sportschefen Jens Hammer Sørensen har været en af hovedmændene bag Hobros forvandling, og selvom han selv har slået på tromme for det store fokus på sammenholdet og det hele menneske, har han altså været med til at gøre Hobro til en anden klub nu. Han forudså ellers udfordringer ved netop det, da jeg talte med ham til tipsbladet.dk for et års tid siden, da klubben blot var fire point fra de europæiske billetter. 

 

–  Hvis vi skal være en etableret Superliga-klub kræver det nok, at vi på et tidspunkt bliver fuldtidsprofessionelle. Det er de tanker, der ligger i klubben nu. Det er en udvikling, der er uundgåelig.

 

– Men det er mine tanker om det hele menneske, det er vigtigt, og jeg vil nødigt gå på kompromis med det. Det er så vigtigt, at spillerne har mulighed for at gå på arbejde eller studere ved siden af, for der er andet i livet i fodbold. Fodbold er ikke det vigtigste for os i Hobro. Der er noget, der er vigtigere, og det kan sagtens være, at Martin Thomsen ikke træner med to dage i næste uge, fordi der er skole-hjem-samtaler på hans skole. Så er det sådan. Det er noget af det, der giver spillerne energi til at præstere i Hobro, for når de kommer i klubben, er det et fristed og ikke et arbejde. Det er noget, de gør fordi de brændende ønsker det, fortæller Jens Hammer Sørensen, der forudså et vanskeligt dilemma i transformationen til fuldtidsklub.

 

-. Det kommer til at konflikte de med de tanker, vi har nu. For at være ærlig, så ved jeg det ikke. Det er noget, vi kommer til at arbejde med i løbet af de næste år, sagde han dengang. 

 

I oprykningssæsonen var Hobros motto, at klubben var en forening mere end en forretning. Spørgsmålet er, hvordan man ser sig selv i dag? Klubben er blevet mere professionel, men det ser ud til, at det store sats på et nyt set-up er gået for hurtigt. Det er næppe heller tilfældigt, at den tidligere assistenttræner Lars Justesen valgte at smutte med Jonas Dal til Esbjerg i stedet for at blive i sin hjerteklub. I byen, hvor alle kender alle, kunne man i hvert fald godt fornemme en utilfredshed med tingenes tilstand i klubben. 

 

Nu ligner Hobro en klar nedrykker fra denne sæson, og det er fristende at sige, at klubben ligger som den selv har redt. Klubben er på vej ud af Superligaen, og spørgsmålet er, hvordan tingene vil udvikle sig herfra. 

 

Da det hele kørte i olie for Hobro i sommer, besøgte Euromans journalist Jens Vilstrup byen. Han konkluderede blandt andet, hvor meget sammenholdet betyder. 

 

– Hobro er i hele taget ikke et sted, hvor man melder sig ud. I stedet melder man sig ind. I en af byens mange foreninger, der så godt som alle er bygget op om tanken om en sund sjæl i et sundt legeme tilsat sund konkurrence. Kernen i og af Hobro er forening, forretning og frivilligt arbejde.

 

Forretningen er begyndt at fylde mere i Hobro. Har foreningen kunne følge med? Resultaterne har i hvert fald ikke. 

 

Forvandlingen har kostet dyrt.