Det minder om dengang fanden var løs i Danmark

Fanden var løs dengang for 24 år siden. Jeg var kun fem år, så jeg husker det ikke, men jeg har læst meget om, hvor skidt en tilstand, nationen var i.

På denne dag for præcis 24 år siden brød helvede løs i fodbold-Danmark, fordi det danske landshold tabte 0-2 på hjemmebane til Jugoslavien og dermed reelt udspillede sin rolle i kvalifikationsturneringen til EM i 1992.

Tipsbladets Per Høyer Hansen konstaterede det tørt i sin indledning på sin kampreportage med ordene: ”Det er forbi.” Man kan sagtens forestille sig samme retorik, hvis Danmark taber i aften mod Serbien.

Fremtiden tonede da også mørk dengang i starten af halvfemserne. For det første var kampen mod Jugoslavien også den sidste i den daværende Idrætsparken, der skulle rives ned og bygges op under det nye navn Parken – ja, det var dengang før sponsornavne stadig var en tosset ide, som ingen tænkte på i Danmark. For det andet var der spillerflugt.

For en ting var nederlaget og stadionsituationen – Danmark skulle spille alle hjemmekame i 1991 i Odense – noget andet var spiller- og trænermaterialet. I kølvandet på Jugoslavien-kampen meldte Brian og Michael Laudrup fra til landsholdet, og landstræner Richard Møller Nielsen kom under voldsom beskydning med fyringskrav og diverse andre trusler og beskyldninger som nærmest dagligdag i medierne. Det så sort ud.

Som bekendt endte det hele lykkeligt for Danmark alligevel på grund af verdenspolitik, skrivebordskendelser og en forsoning mellem Laudrup og Møller Nielsen, så Danmark vandt EM i 1992.

Alt dette er mange år siden, men situationen dengang har visse ligheder med i dag – og det nuværende landshold kan lære noget af fortiden. Lad mig opremse noget af det:

– I kvalifikationen til EM 1992 fik Danmark en skuffende start med en sejr, en uafgjort og et nederlag. Det samme har Danmark fået i år.

– I kvalifikationen til EM 1992 var der voldsom debat om landsholdets nummer 10, kreatøren Michael Laudrup. Minder det om noget, Christian Eriksen?

– Før kampen mod Jugoslavien i EM 1992 skulle den danske landstræner forholde sig til sin egen position, og diskussionen om hans fremtid i jobbet var glohed – ligesom hans retoriske evner og forhold til DBU-toppen var et tema. Netop disse temaer har Ekstra Bladet senest behandlet i dag – blot med Morten Olsen som centrum.

– I 1992 sukkede man efter firsernes nostalgiske stjerner. I 2014 mindes vi også fortiden og ser frem mod en spillefilm om EM ’92 – vi længes mod dengang, vi var gode.

– I kvalifikationen til EM 1992 blev det danske landshold beskyldt for at mangle ledere og udadvendte typer, der kunne markere sig verbalt. Anfører Lars Olsen blev kaldt en anfører uden pondus og landsholdet en skude med lutter matroser. I denne uge har der også været fokus på manglende lederskab på landsholdet anno 2014, og William Kvist har skulle forholde sig til sin stille måde at være anfører på.

– På grund af krigen på Balkan og sanktionerne mod Jugoslavien, kom Danmark alligevel med til EM i 1992. I kvalifikationen til EM 2016 har Danmark allerede fået en fordel på grund af sanktionerne mod Serbien og Albanien efter ballade-kampen for en måned siden.

– Og nu venter altså en skæbnekamp mod Serbien – ligesom Jugoslavien-kampene dengang var skæbnekampe for det daværende landshold.

Lighederne er altså mange, men hvad kan vi i nutiden så lære af dengang? For det første, at historien gentager sig. Landstræneren er per definition under konstant lup i Danmark, hvor vi er forvænte med succes og forholder os kritisk til manden med ansvaret.

Den bedste kur mod en kritisk presse og et uinteresseret publikum er at vinde. Så snart Danmark vinder fodboldkampe, kommer folket op ad stolen og bakker op. Er man i tvivl om sandhedsværdien i den påstand, kan man bare kigge på landsholdets popularitet i halvfemserne og sammenligne med før og efter EM ’92.

Det danske landshold har altid haft størst succes, når træneren har formået at få det optimale ud af sit materiale. Richard Møller Nielsen var ekspert i den disciplin. Morten Olsen har også formået det før, og han er meget opmærksom på at få de rette spillertyper til at passe sammen. Christian Eriksen har før strålet på landsholdet og kan komme til det igen. Det handler om, at han får de rette rammer for at udfolde det uomtvistelige talent.

Det handler også om evnen til at lukke af bagude. På vejen mod EM i 1992 lukkede Danmark kun syv mål ind i otte kampe og leverede desuden to clean sheets. Indtil videre har landsholdet anno 2014 holdt modstanderen nede på en scoring per kamp, men endnu er det ikke blevet til et clean sheet. Det er alt andet lige nemmere at vinde, hvis man holder modstanderne fra at score.

Endelig er vindermentalitet og en stædig tro på succes også et tema. Den væsentligste lærdom fra 1992-holdet er evnen til at rejse sig og kunne stå imod modgang. Det danske landshold anno 2014 har fået meget kritik; det er i perioder som disse, man skal vise, hvilket stof man er gjort af. Efter nederlaget til Jugoslavien på 0-2 i 1990 vandt det danske landshold faktisk resten af sine kampe i EM-kvalifikationen, selvom vejen til EM syntes lukket. Det fik i sidste ende stor betydning, at man fortsatte med at jagte point, selvom man kunne have valgt at ‘sælge’ kampene og fokusere på at spille en ny generation ind på holdet. Den ukuelige tro på egne evner og viljen til at vinde er vigtig, og det nuværende landsholds selvtillid kan kun få et boost af succesoplevelser. Dem har der været for får af i de seneste par år.

Alt dette er naturligvis bare en søgt sammenligning mellem det – sidenhen – populære EM-guldhold og nutidens stjerner. Og det er måske den reelle udfordring for landsholdet anno 2014. Vi husker vores helte og dyrker nostalgien, mens vi ser på nutidens landsholdsspillere med et kritisk blik. Både Dennis Rommedahl og Martin Jørgensen har fået masser ros i kølvandet på deres meldinger om landsholds- og karrierestop, men da de var på landsholdet, blev de med jævne mellemrum udsat for kritik.