Doping i de danske divisioner?

I skrivende stund afventer det samlede pressekorps den første dopingsag i dansk fodbold. Navnet kender vi endnu ikke, men Politiken kan dog citere Mads Øland, Spillerforeningen, for, at det er “en professionel spiller i Danmark”. Ikke umiddelbart overraskende, når man tager i betragtning at Spillerforeningen er en interesseorganisation for professionelle fodboldspillere i Danmark – men at en række danske medier ikke kunne vente med historien til efter pressemødet er det bedste eksempel på, at interessen for denne sag vil være stor i de kommende dage.
Den helt store skandale bliver det (heldigvis) ikke – for Mads Øland kunne også fortælle Politiken, at det ikke drejer sig om en ”landsholdsspiller eller SAS-ligatopscoreren eller lignende”. Dermed skulle freden meget gerne være intakt i landsholdslejren i Helsingør – og tak gud for det.

Går vi tilbage til Mads Ølands ”gådefulde” udtalelser kunne de tydes i retning af, at synderen skal findes i 1. eller 2. division. Hvis ellers der er tale om doping med en bedre præstation for øje, vil det potentielt kunne løfte låget for en diskussion, som har interesseret undertegnede i efterhånden mange år.

Svag kontrol i divisionerne
Selv har jeg spillet omkring 100 kampe i disse divisioner uden at se en dopingkontrollant og jeg kender heller ikke umiddelbart til andre der har mødt Anti Doping Danmark på de danske 1. og 2. Divisionsstadions. Ifølge organisationen selv testede man 196 gange i fodbold sidste år – men i Anti Doping Danmark betoner man selv, at den langt overvejende del af indsatsen foretages i Superligaen.
Jeg tror roligt man kan regne med at maksimalt 10 af prøverne blev foretaget i de to lavere divisioner, og kombinerer man dette med, at de 48 hold her har gennemsnitligt ca. 20 spillere i trupperne, så svarer det til 10 prøver overfor omkring 1000 fodboldspillere, hvoraf hovedparten altså aflønnes for deres præstationer. Faren for en test er jo ikke ligefrem overhængende – og for svage sjæle med lyst til en bedre kontrakt må dopingalternativet alt andet lige være fristende.
Dopingtests er dyre – og jeg er enig i at indsatsen nødvendigvis må være stærkest hos SAS-liga-klubberne. Men det er værd at bemærke, at det er i 1. og 2. Divisionsklubberne, at en stor del af det danske talentarbejde foretages og at økonomien i flere af disse klubber står mål med de økonomiske rammer for fx håndbold- og ishockeyklubber fra de bedste danske ligaer. Derfor burde man rette sit blik mod tests også i de danske divisionsklubber.
Lad os se om pressemødet i morgen vil sætte yderligere fokus på problemet – eller om det er SAS-ligaen, der for første gang skal forholde sig til en dopingsag. Det vil åbne for nogle helt andre problemstillinger. Dem må jeg jo så vende tilbage til…