Er AaB bare en mellemstation i dansk fodbold?

Jeg har en teori om, AaB’s fans er lidt stoltere, lidt gladere, end fans af så mange andre klubber.

Jo, der er selvfølgelig rigelige mængder af mismod og galgenhumor, når det ikke går godt, men jeg fornemmer, der er et lag af taknemmelighed nedenunder.

For AaB’s fans har faktisk oplevet rigtig mange glæder de seneste årtier. Fire mesterskaber og otte pokalfinaler siden starten af 1990’erne er og bliver en flot statistik.

Men hvornår bliver AaB igen en klub, der napper en DM-titel? Det hører med til historien, at både mesterskaberne i 2008 og 2014 var uventede, men det er svært at se nordjyderne gentage bedriften lige foreløbig, nu hvor man skal overvinde tre større klubber i form af FC København, FC Midtjylland og Brøndby. Og forskellen til de tre vokser største klubber vokser.

Jeg talte med Lynge Jakobsen om det i foråret 2021. AaB-Godfatheren var stadig optimist og mente, det kunne lade sig gøre med flere titler.

– Hvorfor skulle det ikke kunne det? Det er rigtigt, at konkurrencen på toppen ligger på tre hold i øjeblikket. Så er det, at man kan spørge sig selv, hvordan vi skal matche det. Men der sker det, at med det lange, seje træk står man lige pludselig med det bedste hold, sagde Lynge i Tipsbladet.

Det kan den snu og erfarne ex-sportschef jo meget vel have ret i. Problemet er, at det lange, seje træk ikke er, hvad jeg forbinder med AaB lige nu.

Martí Cifuentes kom til AaB sidste vinter. Foråret var vanskeligt, efteråret lovende med til tider glimrende spil og en aktuel fjerdeplads, kun syv point efter FC Midtjyllands tophold. Det lange, seje træk nåede bare aldrig at blive langt.

For allerede efter ét år er Cifuentes videre. Hammarby IF med de passionerede stockholmske fans lokkede ham væk fra projektet i Nordjylland, og nu skal en ny træner tage over.

Uanset at man ansætter en dygtig afløser – det viste sig at være godt set med Cifuentes – kan jeg ikke forestille mig, at AaB tager yderligere skridt fremad i foråret, hvor en ny træner først skal finde sig til rette og  sætte sine ideer i spil.

AaB er aktuelt en mellemstation i dansk fodbold. En klub man er i, får succes og tager videre.

Jeg er med på, at Superligaen alle dage har været en udviklingsliga. Jeg er med på, at det er AaB’s egen strategi at udvikle og sælge. Og jeg er med på, at spillere som Jakob Ahlmann, Frederik Børsting og Jacob Rinne står for kontinuitet. Men lige nu går det for hurtigt til min smag.

Martí Cifuentes er ét eksempel. Et andet er Mikkel Kaufmann, som blev solgt efter et halvt år som fast mand, og inden han for alvor nåede at bidrage til sportslig bidrag. Aktuelt er Malte Højholt også på affyringsrampen, og han har heller ikke nået mange måneder som ligaprofil.

Det er fint for forretningen og for økonomien, men hver gang man siger tidligt farvel, skal man erstatte med en ny mand uden noget, der minder om garanti for succes.

Jeg skriver ikke dette for at håne en sympatisk fodboldklub. Tværtimod er jeg en smule ærgerlig, for jeg vil gerne se AaB blande sig i den absolutte top. Mesterskaberne i 2008 og 2014 er to af de bedste Superliga-historier på denne side af årtusindeskiftet.

Det kunne være sjovt at opleve Nordjylland i ekstase endnu engang. Jeg har bare svært ved at se det ske.