Kronik: Champions League handler om strategi

Bragt i Tipsbladet 8. maj
Topfodboldens DNA er præget af benhård konkurrence og det altoverskyggende mål: At vinde. Derfor bør optimal fodboldledelse forbindes tæt med analytisk-betinget strategisk arbejde, da sande vinderorganisationer indenfor fodboldøkonomien evner at forvandle sejre og titler til nye succeser på banen og bundlinjen.

 

Dette fænomen skinner også igennem i fodboldklubbernes aktiviteter på transfermarkedet, da transfervinduet i fodboldøkonomisk betydning er blevet løftet markant i takt med faktorer som blandt andet Bosman-dommen i 1990’erne og fodboldens stigende kommercialisering og globalisering.

 

Transfervinduet er i endnu højere grad end tidligere stedet, hvor en fodboldklubs sportslige og forretningsmæssige udvikling kan ændres – både i positiv og negativ retning.

I denne kontekst omhandler strategisk udvikling i regi af fodboldledelse og –økonomi, hvordan en fodboldklub kan erstatte den nuværende virkelighed med noget bedre. Dette skabes via  konstante evalueringer og værdiansættelser -for eksempel af spillere i forbindelse med hvornår det er fornuftigt at sælge og købe dem.

 

Kompetent ledelse og lederskab i arbejdet med klubbens styrker og svagheder er også et vigtigt element, mens det omkransende konkurrencemæssige miljø skannes for derudfra at skabe konkurrencemæssige fordele via positiv differentiering.

 

Fodboldøkonomien er meget dynamisk, og nogle fodboldledere forsømmer desværre vigtigheden af at prioritere den strategiske proces i jagten på kortsigtede resultater.

Dette adfærdsmønster ses ofte i transfervinduets hast og jag, men denne tilgang er samtidig oftest en tilgang uden den konsistens, som kan influere en fodboldklubs bæredygtighed positivt. Proaktivitet og grundig strategisk planlægning og forståelse er vitalt i forhold til at minimere påvirkningen fra spekulationer, som i stor stil beklageligvis stadig er forbundet med den dynamiske fodboldøkonomi.

 

Som i erhvervslivet er det fordelagtigt at have en finger på pulsen og besidde stor strategisk forståelse eller at have ’business intelligence’ enheder, som konstant evaluerer en organisations interne situation og skanner det eksterne konkurrencemæssige miljø. Denne proaktive og handlingsorienterede tilgang er også omsættelig i fodboldøkonomien; fodboldklubber bør have in mente, at skabelsen og udnyttelse af konkurrencefordele på sportslige og forretningsmæssige områder stammer fra denne proces og ligeledes understreger den tætte korrelation mellem sportslig og forretningsmæssig performance i fodboldbranchen.

 

Den nuværende Champions League turnering viser disse processer i spil på og udenfor banen. På den måde er fodboldklubberne i diverse europæiske ligaer hvert år til eksamen i, hvorvidt deres internationale konkurrencedygtighed er fuldkommen, total mangelfuld eller befinder sig et sted imellem disse to yderpoler.

 

Mange fodboldeksperter og -elskere såede tvivl om FC Barcelonas store transferbombe, da klubben efter VM hentede karantæneramte Luis Suárez. Jeg kan sagtens følge argumentet om det umoralske og ulovlige i Suárez’s handling, men som nævnt handler topfodbold om at stille det stærkeste mandskab for at opnå succes i de respektive turneringer. Målt på det parameter har FC Barcelona transformeret deres sportslige performance via købet af Suárez, og i en fodboldøkonomi, hvor differentieringspunkterne mellem de absolutte topklubber er snævre, er den rette beslutning på transfermarkedet essentiel.

 

FC Barcelonas seneste præstationer i La Liga og ikke mindst i den stærkt besatte og prestigefyldte Champions League i kvartfinalen mod nyrige Paris Saint-Germain og senest hjemme mod Bayern München onsdag aften taler for sig selv. Suárez bidrager ikke bare med vigtige og kampafgørende mål, men er også tiltænkt en veltimet rolle i den fodboldtaktiske nuancering af klubbens sportslige og forretningsmæssige udnyttelse af megastjerner som Neymar og Lionel Messi. Luis Suárez har således vist sin individuelle evne til at løfte et topholds nationale og internationale præstationskvalitet - vi så det også i hans sidste sæson i Liverpool FC - da hans enorme arbejdsradius og holdorienterede vindermentalitet kombineret med hans individuelle evner er med til at skabe plads til Neymar og Lionel Messi.

 

Denne fodboldmæssige cocktail og dermed FC Barcelonas brug af transfervinduets transformationsøkonomiske muligheder i positiv forstand var med til at få et internationalt tophold som Paris Saint-Germain til at se ordinært ud. Det forretningsmæssige perspektiv kommer til desuden til rette, da fodboldfans i høj grad identificerer sig med succes, og da de store stjerner har et enormt følgeskab, som kan flytte markedsandele for for eksempel sponsorer, sælge merchandise og opretholde kvaliteten af fodbolden som medieprodukt.

 

En væsentlig pointe i denne kronik er at forklare, hvorfor klubberne i Premier League, til trods for de massive økonomiske kapitaltilførsler fra gigantiske TV-aftaler og dermed differentieringen fra mange klubber i andre ligaer, i flere år har haft svært ved at vinde i knockoutrunderne i Champions League.

 

Premier League er karakteriseret ved, at ligaen har flere topspillere og verdensstjerner end andre ligaer, og det skaber sammen med engelsk fodbolds traditioner og det tilknyttede forbrugsmønster et efterspurgt produkt på verdensplan. Men når fokus er på den absolutte top i Europa, som det er i Champions League, er det ikke længere nok, at en fodboldklub bare har mange penge.

 

Derfor banker nogle af de engelske topklubber hovedet ind i nogle begrænsninger, som de skal forsøge at navigere udenom. Det drejer sig om, at de engelske klubber ikke har de allerbedste spillere i verden, som Real Madrids Cristiano Ronaldo og Barcelona-trioen Messi-Neymar-Suárez. Det er spillere, som bor godt under sydligere himmelstrøg, og som desuden er påklistret gigantiske frikøbsklausuler, som ikke spiller godt sammen med reglerne for UEFA Financial Fair Play, ligesom Real Madrid og FC Barcelona har nydt godt af den polariserede fordeling af TV-penge i Spanien, som dog er under opbrud.

 

Endvidere vurderer jeg, at de nyrige klubber rundt om i England, for eksempel Manchester City, samt i Europa, Paris Saint-Germain er det bedste eksempel, har det store problem, at deres heftige ageren på transfermarkedet ikke tilgodeser en vigtig ingrediens, som er organisk vækst og strategisk omhu og tålmodighed.

 

Selvom penge og økonomisk formåen og en vis kontrolleret grad af handlefrihed på transfermarkedet er centrale nøgler i de sportslige og fodboldøkonomiske byggesten mod et fundament for langsigtet succes, så er ordet kontrolleret i den forstand med til at pointere, at hurtige penge i fodboldøkonomien også har været genstand for hurtigt omsættelige fodboldaktiver i form af spillere, der dermed ikke skaber genstand for den langsigtede strategisk skabte sportslige europæiske succes.

 

Dertil er niveauet på øverste hylde i Champions League for højt, og nok er dygtige og dyre spillere væsentlige for at forøge kvaliteten af de sportslige muligheder, men præstationsrummet i toppen af europæisk fodbold er desuden karakteriseret ved vigtigheden af den gensidige tilpasning, som viser evnen til, at topklubber kan præstere på øverste niveau i et holistisk perspektiv, der dækker fysiske, tekniske, taktiske og mentale områder i et skønt sammensurium af individuel og kollektiv kvalitet.

 

Bayern München har i de senere år haft et hold med stor individuel som kollektiv kvalitet; klubbens sejr i Champions League finalen mod Borussia Dortmund i 2012/2013-sæsonen viste også vigtigheden af balancen mellem individuel og kollektiv kvalitet og dermed den præstationsorienterede kontinuitet, som er vigtig for at vinde titler i de store turneringer.

 

Fem af spillerne fra startopstillingen i denne kamp figurerede også på det tyske landshold i VM-finalen mod Argentina – og husk på, at Toni Kroos var skadet i Champions League finalen.

 

Bayern Münchens succes har været karakteriseret ved stærke tyske kulturbærere, som også kender hinanden fra landsholdet, og som i landskampe og på klubplan er blandt profilerne på holdet. Det giver et mix, hvor holdet opnår stor sammenhængskraft samtidig med, at spillerne kontinuerligt bliver matchet på højeste internationale niveau.

Set fra et ledelsesmæssigt og fodboldøkonomisk synspunkt er det en relevant pointe, som i øvrigt kan paralleliseres til FC Barcelonas sejr på 3-1 mod Manchester United i Champions League finalen i 2010/2011-sæsonen.

 

Kampen bød på syv spillere i FC Barcelonas startopstilling, som også optrådte i startopstillingen, da Spanien i 2010 slog Holland 1-0 i VM-finalen. Noget lignende kan siges om Manchester Uniteds treble i 1999, som var med til at ikonisere iscenesættelsen af klubbens succes i den postmoderne fodboldøkonomi. Her var The class of 92 et afgørende element.

 

Med andre ord er der nogle faktorer, som de engelske Premier League klubber bør overveje, for lige nu har de ikke formået at bryde koden i forhold til at konvertere den konkurrencemæssige fordel, som kapitaltilførslen fra de astronomiske TV-aftaler i Premier League giver ligaen og klubberne, til europæisk succes. Den økonomiske kapitalindsprøjtning er et kæmpe plus for de engelske klubber, men situationen i Champions League i år viser jo, at pengene skal bruges rigtig for at afholde en god fremfor en dårlig fest præget af mismanagement.