Kronik: Sergio Ramos – hadet af mange, elsket af de rigtige

Kronikken er skrevet af Nadeem Farooq, Fhv. medlem af Folketinget, underdirektør og Danmarks største Ramos-fan.

Det er et spørgsmål om tid, før der bliver rejst en statue af forsvarslegenden Sergio Ramos i Madrid. Det er svært at spå om hvilken tekst, der vil pryde statuen, som vil knejse om kap med spirene ved ikoniske Palacio de Cibeles i den spanske hovedstad.

Men heldigvis er det ikke Ramos’ mange kritikere, der skal skrive teksten, når den tid kommer. Sjældent er en fodboldspiller blevet udsat for så meget had og vrede fra fans verdens over som netop Sergio Ramos.

Med sin kompromisløse stil og evige gå-til-kanten-og-lidt-over-attitude inviterer han måske selv til vreden. En ting er dog sikkert: Han tager tæskene uden at kny. Og ofte virker det til, at den frådende fjendtlighed faktisk giver yderligere næring til hans vindermentalitet på banen.

Sergio Ramos er ikke en mand, der kryber langs panelerne. Antallet af klubber, der har måttet lade livet til Ramos og Real på banen i Champions League de senere år, tårner sig op.

Hadet mod Ramos skyldes ikke kun, at han har vundet mange kampe, men også måden han har vundet dem på: Med attitude, ukuelighed og kompromisløshed.
Real-kaptajnen tager kort sagt alle midler i anvendelse.

Og når han går ureglementeret til værks, tager han straffen.

I den kongelige del af Madrid er Ramos elsket. Real Madrids fans ved godt, at deres kaptajn taber hovedet en gang imellem: Både i form af hårdt spil og for stor risikovillighed i forsvarsspillet.

Men fansene har købt hele pakken med Ramos. Hvor modstanderne ser rovdyret, ser Real-fans en anfører, der bløder for trøjen. Hvor kritikerne ryster på hovedet over gadedrengen, bliver fansene bløde i knæene over, at kaptajnen altid sætter holdet før sig selv. Det er Ramos, der styrer omklædningsrummet i Madrid. Det er Ramos’ fortjeneste, at

Ronaldos egotrip blev tolereret og håndteret. Og det er Ramos som spansk landsholdsanfører, der i sidste ende agerer bolværk mod intern nedsmeltning som følge af den evige konflikt mellem Catalonien og Madrid.

Dette indlæg er på ingen måde uhildet. Tværtom. Pointen med indlægget er ikke at få læseren til at elske Ramos. Det er omsonst, for enten hader du Sergio, eller også elsker du ham. Sidstnævnte gruppe er i klart mindretal.

Formålet med indlægget er at fortælle, hvor vigtig en faktor Ramos er for Real Madrid. Især på tærsklen til et nyt Champions League-kapitel, hvor Ronaldo er en saga blot i klubben.

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Sergio Ramos skulle blive en af klodens mest vindende fodboldspillere. Som barn i den lille spanske by Camas uden for Sevilla, drømte Ramos om at blive en berømt tyrefægter. Hans forældre var yderst skeptiske, da de så tyrefægtning som en farlig levevej.

Men da hans bror, Rene, introducerede ham til fodbolden, var Ramos solgt til sporten. Siden har han ikke set sig tilbage. Først som angriber og siden omskolet til forsvarsspiller.

Den 19-årige Ramos skiftede i 2005 Andalusien og Sevilla ud med hovedstaden og Real Madrid. Knap er lægetjekket vel overstået, før han insisterede på at overtage legenden Hierros trøjenummer 4.

Onde tunger vil hævde, at tyrefægteren bestemt ikke er gået tabt i Ramos på fodboldbanen. Senest havnede han for alvor i skudlinjen i Champions League-finalen i maj mellem Real Madrid og Liverpool.

Ramos blev beskyldt for bevidst at vride armen rundt på Mohammed Salah i et fald, hvor den egyptiske offensivspiller efterfølgende var tvunget til at udgå med en skade. Spanieren forsøgte efter kampen at forklare, at der var tale om et hændeligt uheld, hvor begge spillere griber fat i modpartens arm. Men Ramos talte for døve øren. Hans ry og rygte som en bisse på banen underminerede effektivt alle hans forsøg på at bedyre sin uskyld.

Et generalieblad med 24 røde kort gennem karriere er ikke det bedste forsvarsskrift.

Ramos’ mange kritikere beskylder ham for at være primitiv, hård og endda uintelligent på banen. Måske vreden også skyldes, at Ramos ikke spiller for netop deres hold. Hvor mange Liverpool-fans, der jo angler desperat efter et stort trofæ, ville sige nej til Ramos i Liverpool-trøjen?

Fodboldkarrieren har ikke altid været en dans på roser for Ramos.

Det er det sjældent for fodboldstjerner. Men da nedturen ramte Real-kaptajnen, ramte den hårdt og smertefuldt.

I april 2012 brændte Ramos skammeligt i straffesparkskonkurrencen mod Bayern München i Champions League-finalen. På et elektrisk Bernabeu.

Den passionerede Real-spiller sendte bolden langt over både Manuel Neuer og målrammen. Billedet af en resigneret Mourinho, der lå på knæ på Bernabéus græstæppe, blev sagde alt om klubbens monumentale nedtur. 

Selvom både Ronaldo og Kaká også missede deres forsøg fra 11-meterpletten, var det Ramos, der fik skylden for et af de allerstørste CL-skuffelser i Real Madrids historie.

I flere uger efter semifinale-dramaet blev Sergio Ramos latterliggjort, fornedret og ydmyget i medierne. Ramos forblev tav, men lovede sig selv, at han ville tage eftertrykkelig revanche. På den største scene.

Og hvilket svar på tiltale. Scenen er EM-semifinalen i 2012 mellem Spanien og Portugal. Afgørelsen skal findes i straffesparkskonkurrencen. To måneder efter det fatale spark, går Ramos iskoldt til bolden og laver en perfekt ’Panenka’ og sender Spanien i EM-finalen mod Italien. En kamp, som Spanien vandt 4-0 i Kiev. Af frygt for at afsløre sit spark havde Ramos end ikke trænet Panenka’en op til kampen. Men han ønskede at stå i situationen. Han stolede på sin intuition, spillede højt spil og sejrede.

Det er en kliché, men nedturen gjorde Ramos stærkere. Både som menneske og som spiller. To år herefter lagde Ramos nye alen til sin vindermentalitet. Ramos udødeliggjorde sig selv i alle Madridistas hjerter i CL-finalen i 2014, da han tre minutter inde i dommerens tillægstid pandede et hjørnespark i nettet til 1-1 mod bysbørnene fra Atletico. Real tromlede lokalrivalerne i den forlængede spilletid og vandt samlet 4-1. 

Triumfen i 2014 lagde kimen til en ny storhedstid for kongeklubben, som vandt Champions League i 2016, 2017 og 2018.

Det er selvfølgelig spekulativt, men det er min klare opfattelse, at klubbens genfødsel som absolut stormagt i europæisk fodbold – også kendt som Real Madrids tredje storhedstid i Europa – ville være et fata morgana uden Sergio Ramos afgørende aftryk. Uden Ramos legendariske hovedstød i 2014, ville Real ikke have manifesteret den vindermentalitet, som har været afgørende i de seneste års Champions League-skalpe. En vindermentalitet, som har båret holdet frem til sejre, når spillet har haltet.

Med sin passion, vindermentalitet, dristighed og legemliggørelse af Remontada-filosofien (comeback), er Ramos den vigtigste spiller i Real Madrids 4 CL-trofæer på 5 år. Nu hvor målmaskinen Ronaldo har forladt klubben, er det mere end nogensinde før Ramos, der skal piske sit hold frem i de afgørende øjeblikke, hvis Real Madrid skal vinde CL-trofæet for 14.gang. Sergio Ramos Garcia er allerede legende i Real Madrid. Men det sidste kapitel om Ramos’ betydning for klubben er ikke skrevet endnu.

Paradokserne klæber sig til Ramos. Han er ikke verdens bedste fodboldspiller på sin position. Men hvem er egentlig bedre end ham i verden, hvis du ser på hele pakken: Antal trofæer med klub og landshold, antal mål og betydning for sit hold, etc.

Måske skal der blot stå ”Frelseren” på statuen.