Tipsbladet i Parken
Det var det, vi her på dansk grund vel kan kalde en Tycho Brahe-aften for Manchester United.
Der var ikke skyggen af årsag til, at Marcus Rashford skulle trække et rødt kort på en så voldsom tackling, når Manchester United kontrollerede alt, og Rasmus Højlund burde have lavet hattrick i stedet for 'kun' at have bragt sit hold på 2-0.
Og det var ikke en aften, hvor kendelserne gik Uniteds vej. Heller ikke i aften.
Men at tabe, lukke fire mål ind og bruge meget af taletiden efterfølgende til at være utilfreds med dommeren, når United selv fik flere kendelser med sig, der lige så vel kunne have været dømt til FC Københavns fordel, fortalte historien om en presset cheftræner.
Og ja, også en presset klub, hvor man bilder sig ind, at spillere, trænere og ledere næsten kan høre knivene blive hvæsset i britisk presse og måske også helt ind på ledelsesgangene, hvor Jim Ratcliffe er vej ind med et køb af 25 procent af klubben og et løfte om, at NU skal der ske noget.
Bliver ikke ved med at gå
Jeg sidder i øjeblikket og ser på spillerbudgetter i Premier League i en ganske anledning end denne.
Selv de mindste klubber bruger langt flere penge end FC København.
Og Manchester United?
De bruger på den dyre side af fire milliarder kroner om året på spillerlønninger og afskrivninger på de hamrende dyre transfers, de har lavet den seneste håndfuld år.
Er Erik ten Hag så en spade, der efterhånden kandiderer til at slutte sig til de seneste ti års forgængere, når han ikke kan få United til at spille bedre end FC København på Old Trafford eller vinde i København, når man langt om længe faktisk spiller fornuftigt i lange perioder af kampen.
Ja og nej.
At hollænderens United tilsyneladende kun magter at slå den langt på forward-kæden og så håbe på andenbolde nær feltet, når man møder individuelt stærkere modstandere end FC København, er nærmest latterligt.
Altså, come on. Nok skal familien Glazer have skylden for meget, men det er jo ikke Avram, der spiller højre forward, eller Joel der er vikar på backen.
Jeg forstår godt, han er fyringstruet, og at man slår Fulham og trods stadig lever i Champions League efter aftenen i København, hvor dommerkvarteten får nogle procent af skylden, redder ham altså ikke fra noget som helst.
Det er sølle, at forsvarsskader og formsvigt hos Rashford – og ja, nu også karantæne i den vitale udekamp mod Galatasaray - åbenbart efterlader United uden ret mange andre muligheder end at høvle den og håbe på det bedste, i bedste Serie 5-stil søndag formiddag med tømmermænd, hvis da ikke Bruno Fernandes får god plads af modstanderens midtbane, som han fik af FCK onsdag aften.
Forsvaret for Ten Hag
Når det er sagt, er det for nemt bare at afskrive hollænderen og hans evner som træner.
Selvom han - hviskes det - måske har haft lige vel meget at sige ved nogle af Uniteds transfers, er det ikke ham, der har skruet en fortsat ubalanceret og til pengene middelmådig trup sammen.
I Uniteds trup er der spillere, der snart sagt er hentet ind til alle former for moderne spillestile, og i modsætning til bysbørnene i City formår man ikke rigtig at være god til nogle af dem.
Alene der begynder fordelen med det 20 gange større budget at forsvinde.
Læg dertil, at prisen på spillerne stiger eksponentielt, og at Uniteds spillere nok kun er 10-20 procent dygtigere individuelt i stedet for 20 gange.
Så har man en stor del af forklaringen på, hvorfor holdene over 180 minutters fodbold har set så jævnbyrdige ud, og at FCK-spillere drillende sagde før kampen, at de reelt var favoritter.
Erik ten Hag er oppe mod 10 års dårlig ledelse og ejerskab, og selv om han bliver og en ny, erfaren trænes hyres ‘to steady the ship’, eller hvad United ellers vil rulle ud af britiske klichéer, forsvinder problemerne næppe, før Jim Ratcliffe eller en anden ejer eller ejerkreds endegyldigt vipper familien Glazer ud.
Selvfølgelig er han fyringstruet
Det kunne selvfølgelig være gået anderledes i Parken, også efter udvisningen og FCK's comeback til 2-2.
Jacob Neestrup tog på pressemødet ordet 'heldigt' i sin mund, og føjede retfærdigvis til, at FCK havde været alt andet i de første tre runder.
Erik ten Hag roste holdet for indsatsen fra starten af 2. halvleg, og det forstår jeg faktisk fint, for det er ikke nemt at få kontrollen med spillet igen, når man ryger på ti mand og så smider en 2-0-føring.
Men at United er en skrøbelig størrelse viste slutfasen jo med al tydelighed, hvor Manchester United ikke formåede at dæmme op for de angreb, FC København desperat kastede frem.
Det bliver jo ikke ved med at gå, og selvfølgelig er Erik ten Hag fyringstruet, hvis det her fortsætter meget længere i Premier League såvel som i Champions League, hvilket der jo må siges at være en vis sandsynlighed for efter en skrækkelig uge for Marcus Rashford og et elendigt resultat i København.
Forklaringerne eller ej, så er det pinligt og en skændsel for Manchester United, at man ikke kan vinde i Parken over et FC København, der finansielt er mindre end Sheffield United, ja selv end Luton Town, i hvert fald når man spørger i Storbritannien, og det kan sagtens snart koste Erik ten Hag stillingen, selvom han i sidste ende ikke har en ret stor del af ansvaret for problemerne.
