Blog: AGF skal fordoble budgettet for at indhente Brøndby og FCM

– Alle kan danse en sommer.

Sådan sagde tidligere FC København-træner Hans Backe, og AGF’s nuværende sportschef Peter Christiansen, der spillede under svenskeren i begyndelsen af årtusindet, har hverken glemt talemåden eller hvad det over tid kræver at spille fast i toppen.

AGF’s tredjeplads er flot, og der er en verden til forskel på klubben nu sammenlignet med returen til Superligaen for fem år siden, hvor man havde et kludetæppe af en trup og et træningsanlæg, der emmede af historie og følelser, samtidig med at det var et af Superligaens ringeste.

AGF’s bronzemedalje er virkelig, den tæller, og AGF har så absolut opnået og præsteret noget i denne sæson.

Men det er svært naivt at tro, at AGF nu bare er tilbage i eliten, og de glade dage fra 80’erne og de gode perioder i 90’erne kommer valsende tilbage af sig selv.

Bare spørg i SønderjyskE, Lyngby eller senest Esbjerg, om en medalje garanterer et langt og lykkeligt liv i toppen af Superligaen.

Over forventning
AGF’s medalje er en overpræstation set i forhold til, at søndagens modstander Brøndby har et langt større budget.

AaB og OB er omtrent på AGF’s niveau, og FC Nordsjælland med massive omkostninger til talentarbejdet i Farum og Accra ikke er langt efter.

Det er absolut relevant at bringe budgettet på banen i en klub, der vinder metal med et hold overvejende bestående af spillere, man har købt eller signet fra andre klubber.

De egenudviklede spillere kommer, efter mange års tilløb, endelig til at fylde mere de kommende 24 måneder, men århusianerne er altså hverken FC Nordsjælland eller FC Midtjylland endnu i forhold til at uddanne spillere.

Stjernerne skal fortsat købes i andre klubber, og det er naivt og kortsigtet at tro, at det kun er et spørgsmål om at give de nuværende unge i truppen og de næste par årgange fra U/19-holdet spilletid, før man er blandt de stærkeste i Danmark i brugen af egne talenter.

Flere penge
AGF’s ledelse taler selv om, at budgettet skal vokse. Pengene skal på banen, og det kommer de også.

Men selvom AGF har haft større held de seneste par år med at hente spillere, nytter det for mig at se altså ikke at vokse fem-ti millioner kroner. Det kan måske gøre århusianerne til førsteudfordrer til fjerdepladsen med en minimal fordel over OB, FCN og AaB, og det er vel næppe nok.

FC Midtjylland må på sigt være det egentlige mål, da det er meget svært at sige, hvor vi har Brøndby, der pt. skærer ned, efter klubben sidste år planlagde en stigning på 50 procent i spillerbudgettet.

Det er fint, hvis AGF får et par egenudviklede startere, der kan følge med. Men jeg kan ikke se, hvordan århusianerne slipper uden om en fordobling i spillerbudgettet til et leje omkring 80 millioner kroner.

FCM er lige nu over 100 millioner, blandt andet takket være alle de spillere, man ejer, og det er temmelig urealistisk, at AGF skulle kunne matche FCM på egenudviklede spillere i de kommende år.

Ergo skal der cool cash til, med mindre tidligere nævnte Peter Christiansen kan købe lige så godt ind som Liverpool hver eneste sommer og overgå konkurrenternes hitrate på transfermarkedet vildt og voldsomt.

Her kan Mustapha Bundu komme ind i billedet. For selvom AGF har bedre forudsætninger for at tjene på sponsoraftaler og hjemmekampe end FCM, blegner de fordele i sammenligning med det, mesterholdet indkasserer på spillersalg.

AGF skal have penge i kassen fra spillersalg og nok også gøre op med princippet om balance i økonomien med et enkelt spillersalg omkring 10-15 millioner kroner per sæson, hvis man skal nå i nærheden af FC Midtjylland inden for de næste fem år.

Det er et strategisk valg, AGF med tredjepladsen nu har mulighed for at træffe. Mange andre har brændt nallerne på at skrue op, så det vil give fin mening at gøre det trinvis.

Men for mig at se er det naivt at tro, AGF bliver en fast del af toppen uden et markant større budget, der matcher de tre rigeste klubbers, så der venter nogle vigtige valg omkring risici og potentielle gevinster forude, hvis man vil være del af den trio.