Bombe: Værre end at miste Sviatchenko, Sisto og Bo

Fredag formiddag detonerede en fodboldbombe på samme tid i Herning og London, da FC Midtjylland og Brentford meddelte, at Rasmus Ankersen stopper.

FCM-formanden og Brentford-sportsdirektøren er fra nytår engageret i et sportsinvesteringsselskab, uden vi endnu har fået det defineret nærmere (det kunne lyde som et projekt, der skal opkøbe fodboldklubber, hvilket jo ligger i fin forlængelse af Ankersens arbejde de seneste syv år), og for FC Midtjylland er det ved første øjekast en kæmpestor nyhed.

Det var Rasmus Ankersen, der i 2014 var med til at få Matthew Benham til at kigge i FC Midtjyllands retning i stedet for at købe en klub i Belgien, Spanien og hvor Benham ellers havde og siden har haft kig på potentielle opkøb.

Siden har Ankersen i en dobbeltrolle i FC Midtjylland og Brentford bundet Matthew Benhams to klubber sammen, og når FC Midtjylland med så stor succes har udnyttet de økonomiske og fodboldfaglige gevinster ved at være ejet af en milliardær med en vidensvirksomhed og Brentford i porteføljen, fortjener Ankersen en stor portion af æren for det vellykkede samarbejde.

Dobbeltrollen har krævet mange arbejdstimer og til tider kritik for de fordele, det har givet FC Midtjylland men også Brentford på transfermarkedet, at man kan arbejde så tæt sammen med spillere, der nikker ja til FC Midtjylland velvidende, at der potentielt er en vej til at spille fodbold i London, mens Brentford af meget naturlige årsager havde fine forudsætninger for at hente Frank Onyeka i Superligaen.

Men FC Midtjylland og Brentford har på mange måder udviklet sig til et benchmark i Europa, et forbillede for mange af de multiklubsejerskaber, der er piblet frem, og for klubber med betydeligt større ressourcer end Brentford, der i London-klubben og det succesrige Superliga-mandskab kunne se, at det faktisk kan lade sig gøre at handle klogt ind, sælge spillere dyrt og få stor succes på banen med tre danske mesterskaber, ture i Champions League- og Europa Leagues gruppespil, og for Brentfords vedkommende en oprykning til verdens stærkeste fodboldliga.

At Rasmus Ankersen skulle videre på et tidspunkt er ret oplagt – han har selv sagt det i interviews med blandt andre Tipsbladet, hvor han slog fast, at han ikke skulle arbejde for FC Midtjylland og Brentford resten af livet.

Men timingen er selvfølgelig markant med et gigantisk byggeprojekt lige om hjørnet, der skal give FC Midtjylland et af de bedste træningsanlæg og fodboldakademier i Nordeuropa, en omfattende opfriskning og udvidelse af MCH Arena, og store planer om at komme i Top 50 i Europa og blive en klub, der på den måde udfordrer FC Københavns traditionelle position i Skandinavien.

I første omgang er det værre og tungere, end hvis FC Midtjylland havde solgt Erik Sviatchenko, Evander, Pione Sisto og mistet Bo Henriksen til en klub i Tyskland på én og samme dag.

Ankersen har haft enorm betydning for FC Midtjylland, og at erstatte ham én til én er nok ikke muligt – så er det nemmere at erstatte de tre ovennævnte spillere og cheftræneren med en uge tilbage i et transfervindue.

Men når en gemen skriverkarl som undertegnede vidste, at Rasmus Ankersen på et tidspunkt ville videre, er der også en god chance for, at Matthew Benham og de øvrige ledere i FC Midtjylland har vidst det og gjort sig tanker om, hvad der skulle ske den dag, det skete.

FC Midtjylland ligger fortsat i en enormt stærk position strategisk med økonomiske muskler, der betyder, man ikke behøver frygte nogen i Danmark, koblingen til Brentford består stadig, og inden for kort tid præsenterer man altså et ambitiøst projekt, der giver klubben nogle af de fedeste faciliteter på dette niveau i europæisk fodbold, når der skal lokkes førsteholds- og ungdomsspillere til.

På godt jysk er det et fint udgangspunkt at have, når man skal finde Rasmus Ankersens afløser og organisere sig, så man fortsat får så meget som muligt ud af hinanden i organisationen, så hvis ellers den kabale bliver lagt rigtigt, skal FC Midtjylland nok klare sig, når det første chok har lagt sig.