Nu er det tid til lønloft i fodbold

At se Manchester City spille fodbold er en nydelse af de større.

Regelmæssige læsere ved, at jeg er meget lidt pjattet med klubbens ejer og deres brutale tilgang til menneskerettigheder, PR-hvidvask og vilkårlige bombninger af civile i Yemen.

Men nøj, hvor kan Bernardo Silva, Erling Haaland og resten af Josep Guardiolas guddommelige enhed dog spille god fodbold, uanset hvor sløj Bayerns defensiv var tirsdag aften.

Samtidig kvalte Inter de tidligere vindere af mesterholdenes turnering Benfica, der ikke havde meget at stille op hjemme i Lissabon.

Man kan beskylde mig for at være en rød lejesvend, der vil nationalisere alt, men det vil der nu ikke være i overensstemmelse med virkeligheden eller min opfattelse af den.

Men når jeg ser City og Inter kvase modstanderne i Champions Leagues kvartfinaler, Manchester United være på nippet til at blive solgt til Qatar, Saudi-Arabien på at købe alt i sportsverdenen, der ikke er naglet fast, jamen så får jeg lyst til at gribe til et tiltag fra sports-socialismens ræverøde højborg.

Det er USA.

Det er ikke tilfældigt, at Formel 1 har lagt et låg på budgetterne, efter man er blevet opkøbt af et amerikansk firma.

Ok, det handler også om, at de amerikanske kapitalister hader at tabe penge og at betale deres medarbejdere, men i sport ser det faktisk ud til at fungere.

Man kan gøre som i NBA, hvor det koster kassen i luksusskat til ligaen (og efterfølgende omfordeling) at bryde lønløftet, noget UEFA har overvejet som værende mere spiseligt i forhold til EU’s love og regler.

Man kan også lave et blødere loft som i baseball, der er mere afhængigt af en klubs omsætning.

Eller man kan lade sig inspirere af fodboldligaen MLS, der har et stramt lønloft, der kun må brydes i få tilfælde per klub, når man eksempelvis henter spillere som Mikael Uhre, Andreas Maxsø og Erik Sviatchenko.

Jeg har ævlet om løn og transfer i Tipsbladet i over ti år, så jeg forstår til fulde, hvis nogle af jer er trætte af det.

Men det er faktisk også mit ærinde her, at slippe for det.

Det er så deprimerende næsten med sikkerhed at vide, hvem der kan vinde Champions League og kæmpe om mesterskabet i Superligaen og de andre ligaer i Europa.

Jeg ved godt, det næppe bliver virkelighed, men derfor kan man vel godt have lov at drømme om en dag, hvor jagten på den næste sugardaddy og kæmpe transfer ikke gør spillet så forudsigeligt.