Dansk fodbold blåstempler dobbeltrepræsentation

Dobbeltrepræsentation.

Regler.

Jura.

Gab.

Det lyder dødssygt, gør det ikke?

Det burde sådan set være det.

På søndag indføres nye transfer- og agentregler i Danmark, regler som FIFA har vedtaget og de nationale forbund skal indføre i deres respektive lande.

Men når man nærlæser det 18 sider lange Cirkulære 125 fra 6. september og sætter det i en sammenhæng, er det faktisk både interessant og temmelig foruroligende.
Der har været skænderier og politiske slagsmål om de her regler i årevis.

De helt store internationale agentfirmaer har lagt sag an i flere lande mod reglerne, der sætter et maksimumsloft på agenthonorarer i en transfer til seks procent, tre fra spilleren og tre fra en klub.

Derfor står reglerne lige nu til ikke at blive indført i Tyskland og Frankrig, i hvert fald ikke her fra 1. oktober, som FIFA ellers har krævet af alle medlemslande, hvilket i sig selv kan blive noget rod og i teorien gøre det mere attraktivt for agenter at få gennemført handler i de lande.

For transfers til en værdi under 150.000 euro gælder de grænser ikke, og mens reglerne i det store hele slet ikke laver nok om på et løbsk og til tider meget usundt transfermarked, er der dog idéer og tiltag, der er positive.

Et af dem er et klart signal fra FIFA om, at man meget gerne ser dobbeltrepræsentation begrænset så meget som muligt, og at det kun må foregå, når alle parter er indforstået med, at spillerens agent også arbejder for en af klubberne i handlen.

I langt de fleste tilfælde burde det give bedst mening for en spiller at have en agent i en handel, der kun repræsenterer ham og ikke samtidig den købende eller sælgende klub.
Jeg tror, det vil overraske jer, kære læsere, hvor stor en del af mange agenters forretning, der består af at repræsentere klubber, når der skal købes eller sælges spillere.

Kasper Schmeichel og andre topspillere bliver næppe berørt, men hvad med de unge eller mindre fremtrædende spillere, der har svært ved at navigere på transfermarkedet, spørger Tipsbladets chefredaktør på print Troels Bager Thøgersen retorisk.

Det er også helt normalt, og vil fortsat være tilladt fremover, at en agent i dag kan forhandle en spillers nye kontrakt i en Superliga-klub, hvorefter agenten i morgen er sendt i byen af selvsamme klub i forsøget på at hente en anden spiller. Mod betaling til agenten, selvfølgelig.

Den praksis burde efter min mening ikke være lovlig eller i hvert fald være langt strengere reguleret, mens jeg ikke forstår, at FIFA overhovedet fortsat vil tolerere dobbeltrepræsentation inden for en enkelt handel.

Men kæden hopper helt af for mig, når DBU i indførelsen af de nye agentregler fra FIFA også gør opmærksom på, at man har en standardiseret kontrakt for dobbeltrepræsentation

Det var meningen, det skulle være sværere, ikke lettere, at indgå den type aftaler, men nu kommer der på mystisk vis et officielt DBU-dokument, der kommer til at fungere som en blåstempling af et fænomen, FIFA for en sjælden gangs skyld skal have ros for at forsøge at bremse.

Man kan undre sig over, hvorfor i alverden, dobbeltrepræsentation på den måde skal hjælpes på vej, når konsekvensen er tydelig at få øje på.

Hvor mange purunge fodboldspillere kan argumentere mod deres agent eller en klub, når der findes et officielt DBU-dokument, der gør dobbeltrepræsentation til en formsag? Hvis det ikke kommer til at fungere som et nyt, nyttigt værktøj for klubber og agenter, der vil stille sig selv og hinanden så godt som muligt, bliver jeg meget overrasket.

Jeg mener, det er logisk.

Med mindre vi taler den absolutte elite, som udgør en promille af verdens professionelle fodboldspillere, er spillerne de små i det her spil om transfers og kontrakter.

Hvordan kan man komme i tanker om at systematisere situationer i dansk fodbold, hvor man kan være i tvivl om, om en agent nu også repræsenterer en klub eller den spiller, han har på kontrakt?

Regler og procedurer kan heldigvis laves om, og det her burde være et område, man i toppen af dansk fodbold tog et kig på igen.