Meget kan man beskylde Tottenham og klubbens administrerende direktør og medejer Daniel Levy for.
Men at sidde på hænderne og passivt se verden passere forbi er ikke på listen.
Efter at have haft José Mourinho, Nuno Espiríto Santo og Antonio Conte på trænerbænken i en desperat jagt på omgående at vende tilbage til Champions League og at vinde det trofæ, der bare ikke vil i land, bliver ringen nu sluttet.
Tipsbladet har talt med flere kilder i fodboldmiljøet omkring Tottenham og ansættelsen af Lange, og signalet er tydeligt.
Væk er vind-nu-typerne José Mourinho og Antonio Conte, og de fleste af de folk, de insisterede på at få med.
I stedet erkender Tottenham og Daniel Levy nu, hvor man er i fødekæden, i hvert fald finansielt. Målet er fortsat Champions League-fodbold og topplaceringer, andet kan selvforståelsen ikke bære.
Men man har også erkendt, at tilgangen skal være en anden, end hvad Mourinho og Conte og står for, når man i Tipsbladets friske gennemgang af spillerbudgetterne i Premier League er den syvendestørste klub efter Chelsea, Manchester United, Manchester City, Liverpool, Arsenal og Newcastle.
Og det er ikke mindst det, der nu har givet Johan Lange det største sportsdirektør-job, en dansker har haft siden Frank Arnesen.
Det skal Lange
Fra 1. november er Johan Lange teknisk direktør, reelt sportsdirektør, i Tottenham, der har hyret australske Scott Munn fra Manchester City og City Football Group til at lede fodboldafdelingen overordnet.
Munn refererer til administrerende direktør og medejer Daniel Levy, mens Johan Lange refererer til den tidligere City Football Group-leder.
Væk er tidligere sportsdirektør Fabio Paratici, der måtte stoppe i april, da han fik en langvarig karantæne af FIFA for i sit tidligere job i Juventus at have medvirket til endog særdeles kreativ bogføring af klubbens transfers.
Chefscouten og performance-chefen er også væk, så når Tottenhams transfers i januar og de kommende transfervinduer skal vurderes, kommer pilen på godt og ondt til at pege på Johan Lange.
Danskeren får ansvaret for at rekruttere til førsteholdet og for arbejdet med de bedste spillere fra ungdomsafdelingen, der enten skal spille for Spurs eller sælges med god profit, som Aston Villa endte med at kunne efter en målrettet indsats fra ikke mindst Lange.
Analyseafdelingen og scoutingarbejdet kommer også til at være danskerens ansvar, så Johan Lange bliver en vigtig brik for Spurs, der har brug for at holde sig konkurrencedygtig i tabellen efter at være blevet nummer seks, syv, fire og otte i de fire seneste sæsoner oven på fyringen af Maurizio Pochettino i efteråret for fire år siden.
Mindre end rivalerne
Så hvordan gør man det, hvis man er Johan Lange?
Tottenham Hotspur har et spritnyt stadion, der på mange måder er blandt verdens bedste, og som kratter penge i kassen til klubben, der også har et samarbejde med NFL om at spille mange af den amerikanske ligas kampe i Europa på stadion.
Men efter de middelmådige resultater og forsøget på at følge med enormt pengestærke rivaler i både nord og omkring sig i London, har Tottenham erkendt, at man ikke kan 'outspende' nogen, som den slags kaldes i fodboldmanagement-lingo anno 2023.
Tallene for flere af klubberne i bunden er for sæsonen i Championship i 2021/22.
Som Tipsbladets gennemgang her viser, havde Tottenham det sjettestørste forbrug på lønninger (beløbene er samlet for hele klubben, spillerlønninger udgør typisk 70-80 procent) i 2021/22 og det syvendestørste på transfers, illustreret ved de årlige afskrivninger på spillerkøbene.
Siden er Newcastle vokset markant og er i Tipsbladets estimater gået forbi Tottenham, der til gengæld også har brugt markant flere penge end tidligere på spillerkøb i sommeren 2022 og 2023 og dermed er længere foran nummer otte på forbrugsranglisten, Langes snart tidligere klub Aston Villa.
Og det er det skisme, hvor Johan Lange kommer til at spille en hovedrolle.
Spillerlønningerne i Tottenham topper på noget, der ligner 200.000-250.000 pund om ugen.
Johan Lange (til venstre) med tidligere FCK-cheftræner Ståle Solbakken.
Det lyder naturligvis helt vanvittigt i en dansk sammenhæng, og Tottenham er i lejet nummer 10 til 15 i verden målt på spillerbudget.
Men i Premier League kan Tottenham ikke følge med klubberne foran på forbrugslisten, som situationen er i dag.
Derfor skal Lange og Tottenham finde nogle helt unge spillere, der i globalt perspektiv er blandt de bedste overhovedet på planeten, men som Tottenham kan snuppe foran de endnu rigere rivaler i Manchester, London og Champions League-storklubber som Real Madrid, Bayern München og Paris Saint-Germain.
Da Tottenham i sommer var interesseret i Ernest Nuamah fra FC Nordsjælland, var det et godt eksempel på noget, Tottenham over tid gerne vil være god til - hvis vi da forudsætter, at Nuamah på et tidspunkt også udvikler sig til en profil på allerøverste niveau.
Selvforståelsen i klubben er helt klart til, at man skal spille Champions League og have vundet de trofæer, der er blevet en forbandelse for Spurs, og det kommer til at kræve, at Johan Lange og hans stab finder og ikke mindst får købt fremtidige Ballon d'Or-kandidater, så man kan snyde Arsenal, Newcastle, Manchester United og hvem der ellers har flere penge i kassen.
Ja, opgaven kan nærmest minde om den i en Superliga-klub som FC Midtjylland eller FC Nordsjælland med kæmpe appetit på spillersalg, hvor man også forsøger at finde unge spillere, der reelt er for gode til klubben, blandet op med enkelte kæmpe profilkøb af erfarne spillere, man føler sig sikker på. Beløbene er bare 20 gange større, hvis det kan gøre det.
Fremtiden
Tottenham er kommet suverænt fra land med australske Ange Postecoglou som cheftræner.
Han er den favnende, sikre menneskekender, der internt udstråler stor ro og erfaring, og ikke mindst en type offensiv fodbold, der ikke lige var det, Mourinho og Conte slog sig op på.
Det er ikke en fejl eller manglende kulturelt kendskab til engelsk fodbold, der får nærværende skribent til at skrive 'cheftræner' i stedet for 'manager', for manager-rollen i klassisk britisk forstand med hovedansvar for spillerkøb har australieren bestemt ikk.
Med en opblomstret Son Heung-Min, en James Maddison i sprudlende spillehumør efter skiftet fra et par forfærdeligt triste år i Leicester og et indtil nu yderst homogent hold kunne Lange og kollegerne stå til en omgang meget tiltrængt rygvind, samtidig med at stenrige Chelsea og Manchester United har klaret sig helt forfærdeligt.
Men på de store linjer handler det om at finde de fremragende, lettere oversete (igen, sammenlignet med de muligheder, de endnu rigere klubber har) spillere og at få talentarbejdet i højeste gear, ikke mindst den svære overgang fra ungdom til førstehold, som Premier League-klubber stadig har enormt svært ved og reelt ikke er lige så dygtige til som rivalerne i Tyskland, Spanien, Italien og Frankrig.
Over tid vil det også blive interessant at se, om det meget direkte samarbejde med NFL, der bidrog lidt til byggeprojektet på Tottenham Hotspur Stadium for at gøre det NFL-egnet, også får Spurs på radaren for nye medinvestorer.
Den tanke er oplagt, når Manchester United og Liverpool er og har været på markedet de seneste 12 måneder, og Newcastle og Chelsea har skiftet ejer inden for de to seneste år.
Blandt andre det amerikansk baserede finansmedie Forbes har ved flere lejligheder skrevet historier om, at Tottenham i det skjulte er til salg.
Alt det kan Johan Lange naturligvis ikke gøre fra eller til.
Sandsynligheden er, at Tottenham uanset hvad skal forfølge en kurs med fokus på at få de bedste spillere i opløbet, før de rammer Manchester United- og Chelsea-priser og lønninger, og på at få egenudviklede spillere som Harry Kane til at bryde igennem i Premier League.
Den opgave begynder om 14 dage, hvor spørgsmålene om eksempelvis Pierre-Emile Højbjerg, rygtet væk i sommer og igen i den forgangne uge til Juventus, og andre førsteholdsspillere også skal løses her og nu ved siden af det mere langsigtede udviklingsarbejde.
Det bliver både udfordrende og spændende, og ikke mindst krævende for den danske fodboldleder, der havner i det største sportsdirektør-job, en dansker har haft, siden Frank Arnesen var i Chelsea i en håndfuld år før og efter finanskrisen.
