Den vanvittige historie burde koste jobbet

Tirsdag i denne uge kunne Jesper Møller og en række af hans europæiske fodboldkolleger drage et lettelsens suk, da UEFA-præsident Aleksandar Ceferin sløjfede de russiske landsholds retur til UEFA-turneringer.

U/17-landsholdenes retur til det gode selskab i UEFA var ellers blevet vedtaget på et møde på Cypern i forrige uge, uanset at Jesper Møller benægter det, men presset på UEFA i en decideret lortesag for europæisk fodbold med minimum 11 lande og givetvis flere på vej, der ikke ville møde russiske hold, førte til en lidet glorværdig retræte.

At Ceferin har fortrudt handler naturligvis om den massive modstand blandt politikere, medier, fans og i fodboldsystemet i en lang række lande og ikke den undskyldning med tekniske komplikationer med at lukke de russiske hold ind i turneringer igen.

Denne sag tjener som fremkaldervæske for den vilje, der er til at lukke Ruslands fodboldhold tilbage ind i varmen, samtidig med at Putins regime forsøger at erobre Ukraine med lige dele konventionel krigsførelse og angreb på civile, der tangerer krigsforbrydelser.

Tag ikke fejl: Russisk fodbold og sport er kontrolleret direkte af sportsministeriet og Putins Kreml og bruges aktivt som propaganda-værktøj på den hjemlige front og i udlandet. UEFA’s vaklen er en politisk sejr, og at UEFA og Jesper Møller samt mange af hans kolleger hoppede direkte på den russiske limpind og talte om ‘børn’ og FN-konventioner i forbindelse med fuldtidsprofessionelle U/17-spillere fra nogle af Europas rigeste og stærkeste klubber som FK Zenit og CSKA Moskva er i min bog nok til, at det moralske kompas ikke er til et ansvarsfuldt job i fodbold.

På helt kort sigt slap Møller og hans kolleger billigt, når nu chefen Ceferin trak et hamrende upopulært forslag, der kunne have kostet flere folk deres poster eller tvunget dem til at sige præsidenten midt imod under diktat hjemmefra, som det var tilfældet for Møller.

Men denne sag er ikke nogen gevinst eller noget positivt for fodbold i Danmark og Europa eller for nogen af de involverede parter.

En række dybt bekymrende spørgsmål trænger sig på.

Hvem fandt på, at Ruslands U/17-landshold pludselig kom på dagsordenen?

Hvem bryggede den bizarre dækhistorie om børns rettigheder og FN-konventioner, der er både vildledende og vildt umoralsk med blik på, hvad selvsamme Rusland foretager sig i Ukraine, når det kommer til at myrde og lemlæste børn og teenagere, og deres forældre og bedsteforældre?

Og hvorfor genfortalte Jesper Møller og fodboldfolk Europa rundt samme vanvittige historie i nærmest identiske ord?

Hvorfor dukkede ideen op, netop som Rusland forsøger at manipulere sig tilbage til OL 2024 i Paris?

Hvorfor i himlens navn dækkede Jesper Møller sig ind under en tavshedsklausul, der enten var opspind eller blev brudt af en række kolleger?

Og hvordan kan han gå med til en så lukket og udemokratisk proces, når han og DBU prædiker det modsatte?

Det gode humør er bestemt ikke tilbage – også langt ind i fodboldens rækker i Danmark er DBU-chefen upopulær, ikke mindst efter Qatar-katastrofen og de seneste ugers pinlige Rusland-rygsvømning.

Man skal huske, hvordan FIFA og UEFA i nogle døgn sidste år forsøgte at holde russiske fodboldhold inde i varmen med IOC’s Quisling-løsning fra OL 2016 og 2020 med russiske atleter uden Ruslands flag på dragten og i flagstangen. Først da Polen nægtede at spillede VM-kvalifikationskamp i Moskva og Infantino var ved at blive lynchet i den globale opinion, måtte man give op.

Et ekstra spørgsmål: Står UEFA’s princip-beslutning om at lukke Rusland ind igen stadig ved magt, og er blot udskudt, til man – i modsætning til nu – kan finde en praktisk måde at lukke dem ind?

Fodboldpolitik er så hemmelighedsfuldt og gedulgt, at jeg ikke stoler ét sekund på intentionerne og planerne i kulissen, uanset at DBU’s bestyrelse i denne uge har kritiseret tildelingen af VM 2030 og forberedelsen af Saudi-Arabien som vært i 2034, og hvorfor Alexander Dyukov fra Rusland og Gazprom deltager fuldt ud i arbejdet i UEFA’s eksekutivkomite.

Jeg ville være dybt bekymret som part i dansk fodbold, uanset hvor jeg befandt mig i systemet, men tegnene på fornyelse er desværre ikke til stede, hverken her til lands eller i det større landskab i Europa.