Derfor føler Barca og Real presset til at gamble

DENNE LEDER BLEV BRAGT I TIPSBLADETS TRYKTE UDGAVE FREDAG 14. OKTOBER

Jeg har været hård ved FC Barcelona og Real Madrid.

Barcelonas præsident Joan Laporta har pantsat en stor del af klubbens værdier for at få råd til sommerens mest spektakulære indkøbstur, som syner af mere end selv Chelseas under den ny boss Todd Boehly.

Alt, der ikke er naglet fast, er tilsynelandende fair game i Barcelona-bossens verden, ja selv mursten og mørtel i form af et stort, kommende byggeprojekt skal åbenbart belånes i samarbejde med nogle af de mest aggressive kapitalfonde i verden.

Vi kan indtil videre kun gisne om, hvad der står i papirerne bag FC Barcelonas milliardstore finansieringsaftaler, og om vi ville finde flere spændende papirer og forbindelser, hvis vi kunne se, hvem der ellers medvirker i klubbens transfers og aftaler.

Men det er desværre kun nuværende og tidligere spillere, klubbens ledelse har interesse i at sværte til, der kan se deres kontrakter på mystisk vis dukke op i hænderne og mailboksene på spanske medier, så vi må indtil videre undvære den indsigt.

Real Madrids præsident Florentino Pérez er ikke meget bedre.

Mens andre klubber klogelig (og ikke videre modigt) tog afstand fra Super League, forsvarer Real-bossen den dag i dag projektet og fører sag mod UEFA for ulovlig monopol-dannelse, med Juventus og såmænd også Laporta i Pérez’ ringhjørne, selvom Laporta langsomt er begyndt at slå bak.

Pérez fremstår ufrivilligt som en karikatur af en glubsk klubejer, der tænker på sig selv og klubben, om det så skal koste alle andres muligheder på banen og forretning.
Nu mødes de to præsidenters klubber så lidt over en måned før den ufrivillige sæsonpause til VM 2022.

Som vi beskriver i dagens udgave af Tipsbladet, er optimismen tilbage i Barcelona.

Det siger ikke så lidt i betragtning af, hvor langt nede man var for et år siden, men uanset hvor kortsigtet sommerens store spillerkøb må være, og de virker kortsigtede, har de nye folk anført af en usædvanlig veloplagt Robert Lewandowski med det samme gjort Barcelona til titelkandidat igen.

Real Madrid matcher indtil videre Barcelona med det eneste pointtab i en overraskende 1-1-kamp med Osasuna for to uger siden, og selvom skuffelsen stadig er stor over at have misset Kylian Mbappé i sommer, håber man ligesom Barcelona på bedre tider lige om hjørnet.

Økonomien i Real Madrid har været lagt an på at hente Kylian Mbappé, har det heddet sig, men den relative tilbageholdenhed på transfermarkedet kan også hænge sammen med, at man nu i flere år har ombygget Estadio Santiago Bernabéu.

Med det seneste lån til at bygge et drivhus under stadion til opbevaring af banen, så stadion kan bruges til koncerter og andre aktiviteter uden at smadre græsset, kan ombygningen ende med at koste op mod en milliard euro, omkring 7,5 milliarder kroner.

Selv for Real Madrid er det mange penge, og ligesom Barcelona håber hovedstadsklubben på at få en vild indtægtsstigning, når renterne og afdragene i Madrid skal tjene sig selv ind på et fyldt stadion og mere medgang på banen.

Det er mange milliarder, Clásico-klubberne har ude at svømme, men selvom mange af dispositionerne kan og skal kritiseres, er der også forklaringer på, hvorfor Pérez og Laporta tager så store chancer.

De to spanske klubpræsidenter kritiseres ofte for at gamble med medlemmernes penge, klub og historien, men et stykke ad vejen kan man også forstå, hvorfor de føler sig berettiget og tvunget til det.

For når amerikanske milliardærer og nationalstater fra Mellemøsten banker til transferbudgettet og betaler vilde lønninger i Premier League, Paris og München, kan Real Madrid og FC Barcelona ikke bare læne sig tilbage og trække på unge folk fra canteraen og La Masia.

Det kræver en Karim Benzema og Luka Modric at vinde så mange Champions League-pokaler, som de to og holdkammeraterne har gjort, og Joan Laporta og hans løjtnanter har vurderet, at FC Barcelona ikke kunne tåle fem jævne år til men skulle have fingre i Lewandowski, Raphinha, ‘AC’ og de andre for at vinde noget og for igen at få skruet op for pengestrømmen.

Spillerne og deres agenter kræver sig betalt efter hvad de kan få at førnævnte milliardærer og statsejere i Premier League og Paris vil betale, og det er blandt andet det priskapløb, der kom ud af kontrol for tidligere Barcelona-præsident Josep Bartomeu.

Jeg kan egentlig godt forstå, at det vækker vrede i Madrid og Barcelona, at Chelsea bare får lov at strege de langt over 10 milliarder kroner, Roman Abramovitj havde lånt til driften i London, og at Manchester City og Paris Saint-Germain bare har fået fartbøder for det, der for alle andre end klubberne selv og dommerne i appeldomstolen CAS helt tydeligt lignede skjulte driftstilskud fra Abu Dhabi og Qatars bundløse statskasser, noget La Liga da også fortsat fører sag på ved domstolene.

Barcelona og Real Madrid føler sig tvunget i armene på kapitalfonde og offensive firmaer i for eksempel kryptoverdenen, når de på grund af deres klubstruktur ikke kan blive opkøbt ligesom klubberne i Premier League eller rent formelt lave et professionelt selskab ved siden af fodboldafdelingen, som Bayern München har haft held med, blandt andet med meget store investeringer fra Qatar til følge.

Jeg siger ikke, at det dermed undskylder at pantsætte en stor del af fremtidens indtægter og gamble med klubben, som Joan Laporta gør i Barcelona.

Men når jeg og andre skælder de spanske klubber huden fuld for deres manøvrer, er det selvfølgelig også værd at huske på denne del af historien bag de vilde satsninger.

HUSK TIPSBLADET SAMMEN MED EKSTRA BLADET HVER FREDAG!