Det var noget befriende ved at se ufejlbarlige Erling Haaland ligne Edward Munchs berømte maleri 'Skriget', da dommeren fløjtede af og Tottenham derfor fik 3-3.

Selvfølgelig skulle Jack Grealish have haft lov at løbe sin friløber.

Men på den store, kosmiske skala giver det altså lidt håb for Premier League og de andre hold, at ikke bare Spurs men også Aston Villa, Liverpool, Chelsea og Arsenal har taget point fra Josep Guardiolas hold.

Det samme gælder FC Barcelona og Real Madrid i Spanien, der lige nu slås gevaldigt med City Football Groups andethold Girona, der med det tidligere FC Midtjylland-flop Artem Dovbyk spiller en god omgang fodbold.

Barcelonas præsident Joan Laporta må i sin REM-søvn blive lidt bange for, om det var værd at pantsætte det meste af klubben hos amerikanske kapitalfonde med vilde afkastkrav, og om Xavi er den frelser, Laporta har sat alt ind på.

Og Bayern?

De kan vinde Champions League, eller de kan spille flere kampe som det nylige 1-5-nederlag i Frankfurt og få en nedsmeltning til foråret og endelig miste mesterskabet til Leverkusen, Stuttgart eller Leipzig, efter det var så uendelig tæt på til Dortmund i maj i år.

Har jeg noget mod de store klubber, fordi de vinder? Nej.

Men efter at superklubberne har sat sig så hårdt på ligaerne de ti seneste år, er det meget sundt og befriende at se og føle, bare for en kort stund, at Premier League ikke er forvandlet til Bundesligaen efter Citys fem mesterskaber på seks sæsoner, og at Bundesligaen måske ikke for altid vil være kun Bayerns.

Måske er verden mere uforudsigelig her efter coronaepidemien, der skaber problemer for en masse fodboldklubber og tilsyneladende også forplanter sig på banen.

Vigtigere er det nok, at der er nogle udfordrere, hvor både de enkelte spillere og holdene kan følge med de bedste hold i verden og skabe chancer nok til at vinde. De er hurtige, de er teknisk dygtige, de er brølstærke, og de har alle de samme redskaber taktisk og i forberedelserne som superklubberne.

Det kan sagtens være, det bare er noget midlertidigt. Et øjebliksbillede, mens superklubberne suger luft ind. Luft til den dag, de får lov til at have førsteholdstrupper på 30-35 spillere, så de har folk nok til at spille i nye turneringer og tager endnu flere af de bedste fra Leverkusen, Brighton og de andre, der vover at gøre modstand.

Men det er nu rart at se sammenhængen mellem mange penge og flest point bliver brudt bare en sjælden gang imellem. Om ikke andet ved, at flere får penge nok til at stille et dygtigt fodboldhold og give det arbejdsbetingelser, der tager brodden af de allerstørstes fordele.

Det er fedt at se City og Barcelona falde på røven