Det er ikke synd for familien Glazer

Lederen er fra Tipsbladet fredag - du køber Tipsbladet sammen med Ekstra Bladet om fredagen. Du kan også tegne abonnement, så det bliver leveret lige til din postkasse - se mere om hvordan her.

Det giver sig selv, at man ikke må ødelægge inventar på et fodboldstadion eller brage ind på banen og få en fodboldkamp aflyst.

Man må heller ikke slå eller true politifolk eller nogen som helst andre mennesker, og det er både trist og tåbeligt, at et relativt mindretal gik over stregen i protesterne mod familien Glazers forvaltning af Manchester United.

Men at nogle få personer gjorde det ændrer ikke et komma ved, at ejerne i Premier League-storklubben er symbol på den afgrund, milliardærer og nationalstater med en passiv fodboldverden som fødselshjælper har skabt mellem de største fodboldklubber på planeten og deres fans og resten af fodboldspillet.

Om noget har fodboldfans været for pæne og tilbageholdende, i hvert fald hvis man ser fodboldklubber som kulturinstitutioner med dybe rødder og en vigtig rolle at spille i samfundet.

Det er i bund og grund spørgsmålet: Er fodboldklubber stadig det i dag, anno 2021?

Eller er de for længst blevet forvandlet til indholdsproducenter i en underholdningsindustri, der sælger ”content” (findes der et mere dødt ord i medie- og underholdningsindustrien?) på lige fod med dem, der tjener kassen på Candy Crush på alverdens smartphones eller oploader nuttede kattevideoer på Youtube?

At acceptere fodboldklubber som pengemaskiner, der skal optimere overskuddet for ejernes skyld eller for at hælde så mange penge som muligt i førsteholdet, er den yderste konsekvens af den kommercialisering, der er sket af fodbold i de seneste 30 år.

Og ingen har på samme skala som familien Glazer plastret deres fodboldklub til i gæld, som klubben skal afdrage, mens ejerne skummer enorme honorarer for deres ulejlighed, alt imens verden skal forstå, at det er enestående forretningsudvikling at sælge scooter-sponsorater i Vietnam og piner den sidste værdi ud af det slidte, efterhånden faldefærdige Old Trafford.

Da Super League-projektet kollapsede en tirsdag aften i april, 48 timer efter dets lancering, opfordrede jeg Glazers og deres kolleger i Liverpool til at sælge deres klubber.

Det gør jeg stadig. Om ikke andet, fordi Super League-projektet blev lanceret så amatøragtigt og afslørende en så dyb foragt for alt det, Manchester United, Liverpool og de andre Super League-klubber vokset frem af, at det diskvalificerer Glazers, Tom Henry, Florentino Pérez og de andre medsammensvorne.

Både Manchester United og Liverpool ville sagtens kunne spille med i toppen af Premier League og nå de sidste kampe i Champions League-knockoutfasen, samtidig med at de købte nogle af verdens dygtigste og dyreste spillere, alt imens de var fanejede eller som minimum havde en stor mindretalspost af aktierne fordelt på mennesker og institutioner forankret i lokalområdet og fanbasen.

Men så er vi tilbage ved, hvad moderne fodboldklubber er. Og om ikke det tog er kørt for længst.

Manchester United er en investering, der kaster penge af sig, præcis som Tampa Bay Buccaneers i Florida, og som familien Glazers' mange milliarddyre shoppingcentre og ejendomme også skulle i bedre, måske svundne, tider.

For De Forenede Arabiske Emirater og Qatar er deres Champions League-semifinaleklubber Manchester City og Paris Saint-Germain investeringer, der skal kaste hæder over ejerne og få os til at tænke på dem som moderne lande i det 21. århundrede og ikke undertrykkende stater, der behandler deres migrantarbejdere rædselsfuldt og systematisk krænker menneskerettighederne.

Det er ironisk, at de klubber er i betydelig bedre kontakt med deres fans, fordi ejerne i Doha og Abu Dhabi gør alt for at samle det bedst mulige hold og har hældt milliarder i de to klubber, mens Manchester United snart har betalt 10 milliarder kroner i afdrag, renter, omfinansieringsgebyrer og udbytte til ejerne.

Premier League planlægger at indføre regler, der forhindrer nye forsøg på udbryderligaer, og fans i United, Liverpool og andre britiske klubber drømmer om at få indført Tysklands 50+1-regel, der giver moderklubben og fansene stor indflydelse.

Det vil være betydeligt sundere end det cirkus, vi har været vidne til de seneste uger, men spørgsmålet er, om det allerede er for sent.