Dumper med et brag: Det kostede AaB-boss jobbet

Jeg syntes og synes stadig den dag i dag, at Inge André Olsens plan for AaB gav god mening.

AaB havde haft stor succes med egenudviklede talenter fundet i Nordjylland og vandt DM i 2014 på det, men der var også en snert af beskyttet værksted for alle med nordjysk pas.

Det forsøgte Inge André Olsen at gøre op med ved at hente helt unge spillere og erfarne profiler til, der skulle skærpe konkurrencen, skubbe AaB op i Top 6 og en mere fast plads nær medaljekampen, mens det hele skulle finansieres med store spillersalg.

Problemet?

Intet af det fungerede i praksis, og samlet set er de seneste år til dumpekarakter, hvilket åbenlyst også var konklusionen i AaB’s bestyrelse, hvor man nu har fyret både cheftræneren og sportsdirektøren efter lukningen af transfervinduet.

De indkøbte spillere var ikke i en kaliber, der rystede Superligaen, nordjyderne glippede Europa-kvalifikation på målstregen, og opkøberne slikkede sig ikke om munden og smed mange millioner euro efter AaB’s største profiler.

Oliver Abildgaard blev solgt, det samme blev Mathias Ross her i september efter lukningen af transfervinduet, men beløbene var bare ikke store nok og da slet ikke i nærheden af, hvad Superligaens salgskonger fra FC København, FC Midtjylland og FC Nordsjælland får i kassen for deres bedste folk.

Det dur ikke, når man budgetterer med store spillersalg men efterfølgende må konstatere, at interessen for profilerne ikke er stor, og da slet ikke for dem, der er købt til klubben og ikke uddannet som børn og teenagere på Hornevej.

Rotationen på trænerposten var heller ikke et plus.

Jacob Friis’ stop i 2019 er naturligvis helt uden for nummer på grund af de tungtvejende private omstændigheder, men at Martí Cifuentes driblede videre på en relativt beskeden frikøbsklausul efter kun 12 måneder, og at Lars Friis blev fyret få måneder efter, at han var blevet købt i Viborg, vidner om et par alt for hektiske år i Aalborg.

Og pilen peger den forkerte vej.

AaB ligger i bunden af Superligaen med et decimeret midterforsvar, og man skal have de nordjyske briller på for at mene, at AaB bare er klasser bedre end AC Horsens og OB, som vel er de to mest oplagte alternativer til en AaB-nedrykning.

Førstnævnte oprykker kan nu stadig havne i suppedasen, hvis I spørger mig, men AaB anno 2022 er nu en overlevelsesmission, mens drømmene om at sælge de bedste spillere for både 30, 40 og 50 millioner kroner må parkeres.

Intentionerne var gode, men både operationen og patienten døde, hvilket man også anede, da fyringen af Lars Friis i høj grad så ud til at have afsæt i bestyrelsen.

Erik Hamrén skal nu samle stumperne op efter et mislykket 2022, og så skal det blive voldsomt interessant at følge, om der på et tidspunkt igen kommer en af de ekstraregninger til investorkredsen, der ellers ikke har været megen appetit på i Nordjylland de seneste år.

Måske gamle e-mailadresser og telefonnumre på mellemmænd og konsulentfirmaer med udenlandske investorer bliver støvet af igen?

AaB meddeler onsdag formiddag, at man nu bruger efteråret på at overveje den fremtidige strategi, og det skulle være underligt, hvis tanken om nye investorer ikke som minimum kommer op på et møde, selvom idéen med garanti ikke er populær i fankredse.