FCK og Brøndby har hægtet Midtjylland af

Tipsbladet i Herning

Hverken Claus Steinlein eller Svend Graversen var specielt stolte af situationen, da de onsdag morgen klokken 9 stillede op til presseseance på MCH Arena.

Den fyrede cheftræner Albert Capellas var med og svarede beredvilligt og fattet på den store skuffelse over fyringen og over, at det ikke var gået bedre i Superligaen, hvilket den spanske træner ikke forsøgte at bortforklare eller skjule.

Og det havde da også været omsonst at bortforklare 1,4 point per kamp med uheld og stolpe-ud, når FC Midtjylland har fået sværere og sværere ved at komme til chancer og skabe sejre, og en usikker defensiv, der som månederne skred frem så ud til at blive mere usikre i stedet for mindre på, hvordan man egentlig skulle forsvare sig.

Væk var FC Midtjyllands dynamik.

Væk var det fysiske overtag, der har kendetegnet FC Midtjylland i en stor del af klubbens 24-årige historie, og som i høj grad var forklaringen på, at man blev dansk mester i 2015, 2018 og 2020.

Væk var farligheden på offensive dødbolde, der i flere år sendte en skræk i modstanderne i Superligaen, så snart FC Midtjylland havde et hjørnespark eller et indkast oppe i nærheden af straffesparksfeltet.

Ved I, hvem der har scoret færrest hovedstødsmål i Superligaen i denne sæson, nemlig præcist nul? I har gættet det, FC Midtjylland.

I sidste sæson kunne FC Midtjylland med en større portion held have vundet DM anført af Evander, Anders Dreyer, en sublimt spillende Raphael Onyedika og et hold, der faktisk på mange måder skabte nok chancer og holdt modstanderne fra fadet i lange perioder anført af en Erik Sviatchenko i absolut topform.

Men efter denne sæson kommer tiden efter Champions League-gruppespillet til at fremstå sportsligt, ja om ikke spildt så i hvert fald i stor grad forsømt og utilfredsstillende.

Man ligger nummer ni i tabellen med en enkelt kamp tilbage i grundspillet, spillet har egentlig ikke været til meget mere end denne skuffende, tunge midterplacering.

Og selvom vurderingen internt i klubben er, at man har en trup til langt mere, fremstår FC Midtjylland lige nu distanceret i forhold til det seneste årtis store rival FC København men også til dels til det nuværende tophold FC Nordsjælland og et genrejst Brøndby IF, der stadig kan misse Top 6 på søndag, men som i sin nuværende forfatning ligner et bedre bud på en FCK-udfordrer i næste sæson, end FC Midtjylland gør.

Det er altså langt at falde sammenlignet med for 2½ år siden, hvor man med Jesper Hansen, Erik Sviatchenko, Alexander Scholz, Frank Onyeka, Jens-Lys Cajuste, Anders Dreyer og en velspillende Paulinho fremstod som et af de stærkeste hold, vi har set i Superliga-historien.

Uden for banen er tegnene fine for FC Midtjylland – konkurrenternes fans er efter min mening alt, alt for hurtige til at afskrive midtjyderne.

FCM har ligaens næsthøjeste budget og kan meget vel udvide yderligere i det næste 1-2 år med et skifte i ejerkredsen, man har et nyt træningsanlæg på vej og har netop udvidet stadion, og der er ikke ét tegn på uden for det sportslige, at klubben er ved at gå i stå eller endda gå baglæns.

Men på banen og omkring førsteholdet viser det sig nu, hvor svært det er at følge op på succeser, når man har vokset sig til FC Midtjyllands størrelse og får succes, som man gjorde med turen i Champions Leagues gruppespil.

Det er hamrende svært at købe dyrere ind og få den succes med de dyrere spillere, fansene, sponsorerne og vi i omverdenen naturligvis forventer, når man banker store millionbeløb afsted på spillere som Marrony, Pione Sisto og Emiliano Martínez (som jeg i øvrigt tror vil stå tilbage som en stor succes i FCM om et par år).

Og det er endnu sværere at udvikle spillestilen, så man bliver det kontrollerende, stabile tophold, man forståeligt nok gerne vil være for at komme i Europas Top 50, og som tydeligvis var hensigten med at hyre den tidligere FC Barcelona- og Borussia Dortmund-mand Albert Capellas.

Den slags tager tid, og FC Midtjyllands første forsøg her i tiden efter Champions League og succesen med Brian Priske må siges at være slået fejl uanset de forbedringer på visse områder, der må være sket.

Fyringerne af Bo Henriksen og Albert Capellas lægger nu et tydeligt, offentligt og tungt pres på administrerende direktør og omdrejningspunkt Claus Steinlein og på den udskældte sportschef Svend Graversen, der, retfærdigt eller ej, er under lup efter ikke at have fundet den stærke nier på januar-markedet og utilfredsheden med det tydelige fald i niveau efter salgene af Raphael Onyedika, Evander og Anders Dreyer.

Ledelsen i FC Midtjylland skal ramme rigtigt med cheftræneren denne gang, for mens de nuværende resultater er dybt uacceptable, dur det slet ikke, hvis man ikke omgående fra næste sæson igen spiller med om mesterskabet.

Det er bekymrende for FC Midtjylland, at man er dalet så hurtigt i sportslig styrke, som man er, og ledelsen må virkelig vide sig sikker på truppen og alt det øvrige arbejde i den sportslige afdeling, hvis ikke ansættelsen af en ny cheftræner også følges op af et meget grundigt kig på resten af besætningen og ikke mindst truppen, der i denne sæson ikke har leveret mange argumenter for, at man er på samme niveau som de kommende sæsoners rivaler i Københavnsområdet.

Det er en stor opgave, der venter den ny cheftræner, og ikke mindst for FCM-ledelsen, der ikke har råd tli at grave dybere sportslige huller end det, der lige nu er opstået under den ellers så succesvante klub.