EM bliver lige så blodigt som Rocky mod Ivan Drago

Lederen er fra Tipsbladet fredag – du køber bladet sammen med Ekstra Bladet om fredag. Du kan også få det leveret til døren. Læs mere her.

Der er dem, der har rigtig ondt.

Som Kevin De Bruyne, der fik most ansigtet af Antonio Rüdiger i Champions League-finalen og fik flere brud på næse og en af de knogler, der beskytter øjet, en skade der skaber tvivl om hans deltagelse i i hvert fald de første kampe ved EM.

Eller Teemu Pukki fra Finland, der kæmper for at blive frisk efter en ankelskade.

Og så er der alle dem, der bare har spillet meget.

Som Belgiens Youri Tielemans, der spillede cirka lige så mange kampe som Kasper Schmeichel i Leicester, bare i marken i stedet for i målet.

Eller en anden Premier League-spiller, danske Pierre-Emile Højbjerg, der ganske enestående for en markspiller spillede samtlige ligaminutter, og det endda i Premier League for Tottenham.

Der er intet usædvanligt i, at de bedste spillere har spillet mange minutter før en slutrunde, men til gengæld er det her et usædvanligt år.

Bare se på det merchandise, I kan købe, og de grafikker, I kommer til at se på skærmen til EM.

Der står konsekvent EURO 2020, selvom det føles dybt fjollet her 12 måneder senere. Som om det seneste år ikke har fundet sted.

For det har det så sandelig.

Stakkels førnævnte Kevin De Bruyne spillede i 2019/20-udgaven af Champions League så sent som i august sidste år, hvor kvalifikationen til 2020/21-versionen allerede var begyndt.

Det samme gjorde en række andre spillere i otte af Europas største og mest landsholdsspiller-rige klubber, og de fleste af deres landsholdskolleger stoppede kun få uger forinden i juli, hvor deres udsatte ligaer endelig blev spillet færdig.

Man kan måske mistænke mig for her ni måneder senere at opfinde undskyldninger for nogle fodboldspillere, der slet ikke fortjener det. De har jo haft det meste af et år til at blive klar, og er de sæsonoptakter ikke bare undskyldninger for at spille i Kina og USA og hive nogle ekstra millioner i klubkassen?

Så nemt er det desværre ikke.

Den fysiske forberedelse i en sæsonoptakt er voldsomt vigtig for spillernes tilstand resten af sæsonen, og den optakt var der dårligt nok tid til.

Premier League sluttede 26. juli 2020 og begyndte igen 12. september, 49 dage senere.

Det var en måneds sommerpause mindre end normalt før en 2020/21-sæson, der er blevet spillet på en måned mindre.

De to manglende måneder har bogstavelig talt siddet i benene i denne sæson, hvor spillerne har presset mindre end normalt og for manges vedkommende gjort det længere tilbage på banen.

Enkelte lande som Rusland og Ukraine stoppede turneringen allerede en uge inde i maj for at give spillerne en ekstra puster, men ellers er der ikke anden tid til genopbygning af kroppen end den, Kasper Hjulmand og hans 23 landsholdskolleger kan give de mest pressede spillere i en fase før EM, hvor landstrænerne er desperate efter at spille deres hold sammen.

Ligesom Lille, Atlético Madrid og Sporting blev overraskende mestre, kunne dette EM godt være leveringsdygtig i overraskelser, alternativt favorisere de trænere fra de store nationer, der forstår at dosere deres spillere så klogt som muligt.

Det her EM kommer til at minde om sidste runde i film-boksekampen mellem Rocky Balboa og Ivan Drago, hvor de to kombattanter dårligt nok kan stå på benene, mens de forsøger at få ram på modstanderen.Danmarks landstræner Kasper Hjulmand og hans stab har været meget opmærksomme på problemet gennem hele sæsonen, og om det lykkes dem at dosere sig til en lille konkurrencefordel, det aner jeg ikke.

Men at have øjnene åbne for realiteterne er et særdeles godt sted at starte, og selvom der langt fra bliver fuldt i Parken på grund af coronarestriktionerne, er fordelen ved ikke at skulle have en træt trup ud at flyve på kryds og tværs af Europa slet ikke så tosset endda her i juni 2021.